Sonja Richter: ”Jeg vil ikke sætte et barn i verden, som ikke har nogen far”
SPONSORERET indhold

Sonja Richter: ”Jeg vil ikke sætte et barn i verden, som ikke har nogen far”

Ingen kæreste og ingen børn er ikke et problem for skuespiller Sonja Richter. For selvom hun ikke aktivt har fravalgt nogle af delene, vil hun heller ikke gå på kompromis for at få dem, fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af:: Marie-Louise Truelsen og Emma Kleist Christensen Foto: Henrik Adamsen
10. okt. 2018 | Børn | ALT for damerne

Da hun flyttede hjemmefra som 14-årig lærte skuespiller Sonja Richter at klare sig alene. Hun måtte tage konsekvensen af det, hun selv kalder en dysfunktionel familie og flytte for sig selv. Dengang lærte hun, at hun ikke skulle gå på kompromis med den, hun er, og det er noget, hun stadig holder fast i. Også i forhold til spørgsmålet om børn.

– Jeg lever alene, og jeg bliver altid spurgt, hvorfor jeg ikke har børn. Det er cool nok, for det er jo relevant, men jeg har somme tider følt mig misforstået, når jeg har udtalt mig om, hvorfor jeg ikke har børn. Det er ikke et valg, jeg har truffet. Jeg har valgt – i det omfang man kan kalde det et valg – at jeg ikke skal have børn for enhver pris, fortæller skuespilleren i et interview med ALT for damerne.

For hvis hun skal vælge børnene til, kræver det, at der også er en far, mener Sonja Richter. Og selvom hun egentlig gerne vil finde en mand, der kan være far til hendes børn, kræver det et ”særligt menneske” at være sammen med hende, og sådan et menneske har hun endnu ikke fundet.

– Jeg tror på, at tingene dukker op, når der er plads til dem. Jeg er selv blevet enormt god til at klare alt muligt, og det er derfor, jeg siger, at det kræver et specielt menneske at være sammen med mig, siger hun og fortsætter:

– Jeg vil ikke sætte et barn i verden, som ikke har nogen far. Og jeg har ikke lyst til at få et donorbarn, hvor jeg er den eneste omsorgsperson eller ansvarlige. Der kan jo ske mig noget. Det er ok, at andre tænker anderledes end mig, vi er alle forskellige, siger den 44-årige skuespiller.

Vi skal ikke alle være ens

Netop det at være anderledes er en rolle, Sonja Richter hviler i. Hun har for længst accepteret, at hendes liv ikke behøver at ligne alle mulige andres, fordi hendes opvækst har givet hende både en skrøbelighed og en styrke. 

– Jeg ved, at jeg kan klare meget – jeg HAR klaret meget – men jeg kan ikke leve mit liv sådan, som de fleste andre gør. Jeg har ekstremt mange antenner ude, og jeg bruger en masse kræfter på at holde mig stående oprejst og gående rundt i verden. Der er ting, jeg kan, som du ikke kan, og omvendt. Og det er godt nok, siger skuespilleren, der oplever, at det ikke er alle, der forstår hendes måde at leve på.

– Helt fra vi er børn, har vi en idé om, at vi skal spejle os i hinanden. Vi skal være ens. Vi bliver så glade, når vi kan sige: ”Aiii, har du sådan en, det har jeg også”. Det er trygt og dejligt. Men jeg synes, at det også godt må være dejligt at sige: ”Aj, hvor fedt, du er en helt anden, end jeg er”.

Læs hele interviewet med Sonja Richter her, hvor hun blandt andet om ikke at ville ændre sig for en mand og om at stå på egne ben, siden hun var 14 år.

Anbefalet til dig