SPONSORERET indhold

Må jeg flyve til Afrika med spædbarn?

Af: Redaktionen
05. feb. 2009 | Børn | Vores Børn

Spørgsmål:

Jeg er mor til to dejlige piger på tre og fem år, og nu venter jeg mit tredje barn til cirka 1. marts. Desværre er jeg kommet i et dilemma; min far har inviteret hele familien til Sydafrika i slutningen af marts. Mit spørgsmål er nu, om det er forsvarligt at tage så lille et barn med på en så lang flyvetur?

Vi skal bo i et reservat, så selve opholdet er jeg ikke så bekymret for, da jeg regner med at amme mit barn og blive på hotellet, når de andre tager på safaritur. Som du nok kan forstå, er der en morfar, der glæder sig til at give sine børnebørn den helt store oplevelse, i værste fald må jeg og den lille blive hjemme. Venter spændt på dit svar.

Kærlig hilsen Merete Petersen

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side.

Svar:

Hej Merete

Det lyder som noget af et dilemma, I er kommet i. Dejligt med sådan et tilbud om tur til Sydafrika men på et ærgerligt tidspunkt. At flyve med et spædbarn er i og for sig sjældent et problem. Ofte sover de meget, er jo ellers på arm, spiser eller får skiftet ble. Alt dette kan jo godt lade sig gøre ombord på et fly.

Du skal være opmærksom på, at barnet helst skal sutte, når I letter og lander, af hensyn til trykket i ørerne. Man kan også dryppe næsen for at være sikker.
Det er dog meget tæt på din fødsel, at I skal flyve, hvad hvis du går to uger over tiden? Jeg ville også lige tjekke med flyselskabet, om de har nogle indvendinger imod at flyve med så små børn.

Håber I finder en god løsning, Ulla Darre