Sådan tager du del i dit barns digitale liv
SPONSORERET indhold

Sådan tager du del i dit barns digitale liv

Alt for længe har vi overladt børn og unges digitale færden til dem selv. Men børn har brug for oplyste voksne til at lede dem og hjælpe dem, når de støder på ubehagelige ting på nettet, og derfor skal du engagere dig i deres digitale liv.

Af: Simone Brandt Hald Foto: Getty Images
29. dec. 2020 | Børn | Vores Børn

Ved du, hvad et life hack er? Har du hørt om memes ? Og kender du navnet på landets største Fortnite-streamer? Måske ikke, men det gør dit barn garanteret. Den digitale legeplads er stor og spændende, men også uoverskuelig og uhyggelig for et barn at navigere rundt i alene.

"I efterhånden et par årtier har vi fejlagtigt kaldt børn og unge for digitalt indfødte, iblandt dem er 1.150 nu sigtet for deling af børneporno – de var ikke i stand til at navigere i den digitale verden uden hjælp fra os voksne, og i lang tid har vi ladt dem i stikken. Forældre skal simpelthen meget mere på banen fra et meget tidligere tidspunkt. Ligesom de er, når børnene går til håndbold eller dans. Det er forældrenes opgave at åbne verden for dem, og det kræver, at man selv er nysgerrig og forstår sig på digitale medier", forklarer Stine Liv Johansen, lektor på Aarhus Universitet og forsker i børn og unges brug af digitale medier.

Selvom mange onlineuniverser unægteligt er en pandoras æske af fantasifuld leg og dialog i børnehøjde, så er det også benhårde algoritme- og reklamestyrede platforme, som uden varsel eksponerer børn for grænseoverskridende indhold, og som i bund og grund er sat i verden for at tjene penge.

Læs også: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

"Smartteknologien har givet børn og unge direkte adgang til indhold, der ikke er modereret eller kurateret af forældre. De kan swipe, klikke og købe helt uhæmmet. Det lyder måske på en eller anden mærkværdig måde kontroversielt, men Youtube, Snapchat og mange andre platforme er for voksne – ikke for børn. Når børn træder ind i de her voksenuniverser, så risikerer de at møde vold, porno og andre grænseoverskridende ting, og det har vi endnu ikke forstået alvoren af. Youtube er ikke bare en kanal, hvor børn kan lære at lave slim og følge beautybloggere, Youtube giver adgang til hele verden, også den grimme del", siger Katrine K. Pedersen, der er stifter af tænketanken Digital Bæredygtighed og forfatter til flere bøger om den digitale tidsalders fremmarch, bl.a. “De digitalt udsatte”, som handler specifikt om børn og unges digitale liv. 

Når det er sagt, er der naturligvis også masser af læring at finde i den digitale parallelverden, ligesom fællesskaber på tværs af forskelle, alder, køn og etnicitet har rigtig gode vilkår. Det er bare nødvendigt også at kende til onlineverdenens mere dystre sider som forælder.

Forældrene på banen

I den digitale verden er der ikke langt fra harmløse prankvideoer til halshugninger af Gurli Gris, og det, der er værre, og der er ingen nedre grænse for, hvem der kan gøres grin med, og hvad der kan laves sjov med - for eksempel pædofili og incest, fortæller Katrine K. Pedersen og henviser bl.a. til livestreamere på Youtube.

"Mange forældre ved simpelthen ikke, hvad det er, deres børn præsenteres for online. Jo mere ekstremt, jo flere likes, jo flere views – det er det økosystem, der er på mange digitale medier. Det er platforme, hvor minoriteter bliver diskrimineret, og hvor der er en meget, meget rå tone."

"Børn skal ikke præsenteres for den slags indhold, men når de alligevel bliver det, så er det supervigtigt, at man er der som voksen, og at man forstår, hvad det er, der foregår, ellers kan vi ikke holde vores børn i hånden", siger forfatteren.

"Hvis du skal hjælpe dit barn med at manøvrere i den digitale verden, er du ganske enkelt nødt til at lege med for at blive klogere. Også selvom det massive udbud af medier kan virke som lidt af en mundfuld at sætte sig ind i."

"Forældre har et ansvar for at lege, undersøge og eksperimentere med medier, og derigennem vise børn og unge, at det der med digitale medier, det er noget, vi sagtens kan snakke om og være fælles om. Vi behøver ikke nødvendigvis at sidde i hvert vores hjørne med hver vores skærm.

Smid ipad’en op på Chromecasten på fjernsynet, så I kan se det sammen, og snak om, hvad I hver især kan lide at se. Hvis vi gør det, fra de er små, så er chancen større for, at de kommer til os, når de er kommet til at sende en grim besked til Emilie fra klassen, eller når de har set noget, som har gjort dem bange.

Det er også vigtigt, at man ikke udskammer dem og skælder dem ud, hvis de har set noget, de ikke må. Vi ved fra forskning, at hvis børn bliver truet med at få taget deres telefon, så kommer de ikke og fortæller, hvis de oplever noget ubehageligt. Det handler om at skabe et rum, hvor man også kan tale om de ting, der er svære i et digitalt børneliv", siger Stine Liv Johansen.

Læs også: Ny podcast formidler klima i børnehøjde

Forsvarsværn og skærmtid

Generelt er der ikke meget hjælp at hente hos techgiganterne, når det kommer til at skærme mindreårige for grænseoverskridende indhold. Youtube arbejder løbende på at udvikle forsvarsværn, der kan sortere det værste skrald fra på deres Kids-platform, men upassende indhold slipper fortsat gennem filtrene.

En playliste, der udelukkende indeholder børnevenlige kanaler, såsom Ramasjang, er dog et godt sted at starte til de helt små, ligesom det er en god idé at slå autoplay fra. Sådan sikrer du, at dit barn ikke automatisk bliver ført videre til en ny tilfældig video, når programmet slutter, med mindre barnet selv klikker sig på afveje. De senere år har mange danske børnefamilier indført restriktioner på brugen af digitale medier, men det er et misforstået fokuspunkt, mener Katrine K. Pedersen.

Det er nærmere de ukontrollerbare algoritmer og det grænseoverskridende indhold, forældrene skal bekymre sig om. Tidligere i år anbefalede WHO, at børn under fem år maksimalt sidder stille foran en skærm en time om dagen, men der er endnu ikke ført bevis for, at det er nødvendigt at begrænse sine børns digitale tidsforbrug. Det er op til den enkelte familie at finde ud af, hvordan det digitale liv bedst flettes sammen med det øvrige familieliv. Men der er selvfølgelig grænser.

"Det er klart, at hvis der bliver spillet så meget computer, at det går ud over nattesøvnen eller aktivitetsniveauet, som begge er afgørende for vores helbred, så skal man gribe ind og lave nogle regler – selvom man jo også kan opfordre sine børn til at være aktive med de digitale medier. Børn skal ikke forstyrres af mobiler på værelset, når de skal sove om aftenen, og det kan også være fint at lave regler i skolen, så de kan koncentrere sig", slutter Stine Liv Johansen. 

Anbefalet til dig