Min fødsel: Træk vejret, eller ti stille!

Ved et rutinetjek i uge 41+3 blev jeg sat i gang. Jeg var oppe for at tisse flere gange i løbet af natten, efter jeg havde fået lagt en stikpille, og blev bekymret, fordi baby var så stille, også selv om jeg skubbede. Først lidt over seks kom den sædvanlige hikke og tumlen, mens vi gjorde os klar til at tage tilbage til hospitalet. Det var en morgen uden mange ord – i øvrigt en smuk og solrig dag.

Da vi mødte på fødegangen kvart over otte som aftalt, var vi begge i tvivl om, hvad der skulle ske, da to jordemødre var kommet med meget forskellige udmeldinger dagen før. Ville de tage vandet nu? Eller forsøge med endnu en stikpille? Hvad skulle der egentlig ske? Nu var det besluttet,  jeg skulle sættes i gang, og derfor blev proceduren fulgt step for step.

Forbudt at se på uret

Klokken ti minutter i ni fik jeg en hindesprængning, og lunt vand løb ud – det føltes, som om der var meget, men det var ellers bare varmt og ikke ubehageligt. Det var en lille smule grumset, men helt, som det skulle være. Jeg var så lettet – tænk nu, hvis al min nervøsitet den sidste tid havde stresset babyen i maven.Nu skulle der krydses fingre for veer. Jeg var så bekymret for at blive lænket til et vedrop. Jeg fik et kæmpe bind på, da vandet blev ved med at sive. Derefter blev der udstedt forbud mod at kigge på uret, så vi ikke blev bims af ventetiden. Allerede ti minutter over ti konkluderede jeg dog, at plukveerne spændte lidt mere. Nu var der jo heller intet beskyttende fostervand, når det hele trak sig sammen.Jeg blev spurgt, om jeg ville have et lavement med det samme eller vente til senere. Jeg sagde ja tak og fik at vide, at jeg skulle holde det i mig et kvarter, men det gav straks voldsomt ubehag, og efter blot syv-otte minutter styrtede jeg af sted. Føj, det var ikke behageligt og desuden rigtig pinligt, for toilettet lå lige ved siden af stuen, hvor min kæreste trofast ventede.Efter en times tid tog vi derfra igen. Vejret var fantastisk, og solen varmede dejligt, så min kæreste og jeg aftalte at tage i Zoo, men ville først køre i Føtex efter dagens aviser. Vi skulle bare lige hjem forbi og skifte til noget mere praktisk fodtøj. Allerede på vej hjem i bilen begyndte smerterne at tage til.

Hang i panikhåndtaget

Hjemme forsøgte jeg at gå lidt rundt – bare for at se, om det ville hjælpe på smerterne. Alt måtte forsøges. Veerne kom tættere og tættere på hinanden, og jeg indså så småt, at mine ambitioner om pilatesbold, lange bade og middagslur med varmetæppe ikke ville blive aktuelle.Klokken 13 kørte vi igen mod fødegangen. Det tog lidt tid at komme ud ad døren, da jeg havde veer med to-tre minutters interval. Jeg var stadig ikke helt sikker på, at jeg var i aktiv fødsel, men som min kæreste siden har fortalt, var han ikke i tvivl.Den ellers korte tur i bilen var et helvede, men jeg holdt humøret oppe med en Sun Lolly og klemte godt i panikhåndtaget, når bilen drejede.Da vi kom ind på stuen, bad jeg om at få et kar fyldt. Vandet løb langsomt, og jordemoren og min kæreste løb i pendulfart mellem vask og kar for at hjælpe til. Klokken 13.30 kom jeg i karret, og da var jeg otte centimeter åben. Omkring 14.30 fik jeg at vide, at hvis jeg følte pressetrang, måtte jeg gerne presse med.Jeg tænkte dog, at det var for tidligt, og begyndte at gispe for at holde igen. Her skruede jordemoren bissen på og sagde ‘enten fortsætter du med den flotte vejrtrækning, du har brugt fra start, eller også tier du stille!’ Der gik derfor lidt tid, før jeg turde give den gas og presse alt, hvad jeg kunne.

Lav en ve – NU!

Babyen kom ud med navlestrengen en gang stramt om halsen, hvilket jeg gudskelov ikke så, før han var helt ude. Da hovedet var født, gik tiden pludselig langsomt, for hov, hvor blev veerne af? De var væk, så jordemoren trykkede og trykkede på min mave, og jeg fik streng besked på at producere en ve NU, for ellers var det op af karret i en fart og få lagt vedrop.

Der kom bare ingen ve, så jeg blev en anelse bekymret, nu hovedet var blevet født, og samlede alle kræfter og pressede uden. Og vupti, med lidt hjælp fra jordemoren, da min søn sad godt til med skuldrene, fødtes den skønneste lille babydreng.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Du har ikke presseveer – men pres!”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Otte dage over termin men kun tre timer undervejs

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Nu ringer du altså til fødegangen!”