Trine blev mor til trillinger

Oliver på syv år er træt af, at han skal spille fodbold i regnvejr. Hans bror, Hjalte, som også er syv år er lidt langsom til at komme i fodboldtøjet i dag. Viktor er helt holdt op med at gå til fodbold, men han trodser regnen og tager med for at se sine brødre træne i dag. Han vil bare gerne lige have en chokoladekage med. Han er i øvrigt også syv år.

For otte år siden blev de tre drenges mor, Trine Hellerup Ellehave Schütt, gravid. Allerede da hun var til den første scanning sammen med sin mand, måtte sygeplejersken kalde på en læge, da der var tre små børn i Trines mave.

– Jeg kan tydeligt huske, da vi satte os ud i bilen efter scanningen. Vi så på hinanden og sagde: ”tre?”. Så kiggede vi bare ud af forruden igen uden at sige andet, fortæller Trine.

Hun blev ret tidligt i graviditeten indlagt på hospitalet, da man var bange for, at hun skulle føde alt for tidligt. I de mange uger i en hospitalsseng skrev Trine dagbog til sine tre børn. Ofte handlede det om, hvor meget hun allerede elskede dem eller hvor bange, hun var for, at de ikke ville klare sig igennem graviditet og fødsel.

– Mine forventninger til at skulle være gravid var brast, men de var også erstattet af en enorm lykke, husker den i dag 34-årige Trine, som selv er uddannet sygeplejerske og siden sundhedsplejerske.

En morgen i maj for syv et halvt år siden kom Trines tre drenge så til verden, født to måneder for tidligt og med en vægt på omkring halvandet kilo hver.

Da familien, som var gået fra to til fem på en enkelt nat, kom hjem, var det med fulde hænder.

Trine valgte at amme sine børn – hun ammede to ad gangen, mens den tredje fik sutteflaske med mælk, hun havde malket ud. Tre timer senere roterede de, så det var et andet barn, der fik flaske hos far.

– Jeg blev faktisk tilbudt hjælp, men det var hjælp til børnene, og jeg havde ikke brug for hjælp til dem. Jeg havde et stort behov for at knytte mig til dem alle tre og lære dem at kende, så ingen skulle røre mine børn, siger hun med et grin.

LÆS OGSÅ: Trillinger - hvordan klarer man det?

SOV SÅ!!

Selv om Trine både har været på arbejde i dag og sendt tre drenge af sted til fodbold, har hun alligevel nået at bage både boller og kage, som hun byder på i huset uden for Fredericia. Der er ingen tvivl om, at hun har større overskud end de fleste, men da drengene var små, og hun og gemalen Allan gik hjemme med dem, lærte hun også sine grænser at kende.

– Indimellem følte jeg mig utilstrækkelig. Det var ikke muligt at komme til dem alle tre på én gang, men jeg ville gerne vise dem nærvær. Nogle gange lagde jeg mig simpelthen ned på gulvet og lod dem kravle hen til mig, siger hun.

– Jeg ville give dem alle fuld opmærksomhed og lære alle deres signaler at kende.

Trine husker særligt en situation, hvor hun nåede sin grænse:

– Vi havde været heldige med, at drengenes døgnrytme var ens, så de sov og spiste samtidig. Men en eftermiddag, da jeg lige havde puttet alle tre i vores soveværelse til en sen eftermiddagslur, kunne jeg simpelthen ikke få dem til at sove. De var ikke kede af det. De lå bare der og smilede til mig. Til sidst blev jeg så frustreret, at jeg stillede mig op i sengen og hoppede op og ned og råbte: ”Sov så!”. Da min mand kom ind, spurgte han, hvad i alverden jeg lavede.

Trine fortalte ham, at deres børn ikke kunne sove.

– Så sagde han: ”Måske har de bare ikke brug for at sove om eftermiddagen mere”. Jeg var så flov. Jeg havde ikke fattet noget så simpelt, husker hun.

Trine bladrer i de tre fotoalbum, hun har fået lavet til drengene, og smiler ved synet af alle billederne, hvor tre drenge kravler rundt på hende. – Hold da op, jeg var godt nok meget på. Men tror man, at det så var en lettelse for Trine at aflevere børnene i vuggestue, da de var halvandet år gamle, kan man godt tro om.

– Jeg tudede en hel uge. Jeg syntes, det var så svært at overlade dem til andre.

LÆS OGSÅ: Forældre til trillinger: 24 flasker i døgnet og 150 bleer om ugen 

SELVSTÆNDIGE INDIVIDER

I dag synes Trine, at der er mange fordele ved at have fået tre børn på én gang.

– De er hinandens bedste venner, og jeg har aldrig hørt mine børn sige, at de keder sig.

Samtidig er Trine dog også meget bevidst om, at den største udfordring ved at få trillinger er at finde tiden til at pleje tre forskellige personligheder. Det er nemlig vigtigt for hende, at hendes drenge ikke kun er ”trillingerne”, for det er tre små individer, der skal udvikle sig.

– Legekammerater har for eksempel altid en aftale med én af drengene. Man kommer ikke bare ind og leger med trillingerne. Så spørger jeg hvem af dem, det er, de vil lege med, forklarer hun.

Det er også helt fint, at kun to af hendes sønner går til fodbold, mens en tredje prøver kræfter med crossfit. Det skal han have lov til, selv om det kræver en ekstra køretur om ugen.

– Vi har desuden indført ”alenedage” en gang hver anden eller tredje måned, fortæller Trine.

– På fredag er det Hjaltes tur til at være alene med mig. Der får han en eftermiddag, hvor ingen afbryder ham for at fortælle, hvad de har oplevet. Han får også lov til at bestemme, hvad vi skal lave. Vi kan for eksempel læse en bog sammen eller tage på café og få en god snak. Jeg kan mærke, at det betyder noget helt særligt for drengene at blive hentet af mor alene.

Men alligevel er de altid bevidste om, at der er to andre derhjemme, som er lige så vigtige.

– Det er så sødt, når jeg står på en café med den ene, og han bliver tilbudt en slikkepind og så høre ham sige: ”Må jeg få to til, for jeg har to brødre derhjemme”, smiler Trine.

I dag har Trine og Allan tre drenge, som er meget forskellige. Både af udseende og væremåde. Det skyldes nok, at de er fra tre forskellige æg, men formodentlig også at deres forældre har givet dem plads til at udvikle sig individuelt.

– Oliver er en filur, der finder på sjove ting. Hvis han kunne charme sig ud af alt, så gjorde han det. Hjalte fordyber sig og stiller høje krav til sig selv. Han hader at lave fejl. Viktor er eftertænksom og følsom. Han kan let drømme sig langt væk til en fantasiverden – for nyligt drømte han om at bygge en rulletrappe, der gik fra vores hus og hen til skolen, griner Trine.

Klokken nærmer sig 18 i huset i Fredericia. Om lidt kommer tre sultne drenge ind ad døren, og Trine skal tage sig af tre forskellige sæt behov og ønsker. Men der er lige plads til et sidste spørgsmål: Skal hun mon have flere børn?

– Nej. Vi har overvejet det, men jeg tør sgu ikke. Hvad nu hvis jeg bare er disponeret for at få flere ad gangen?