Farvel til lortebleer og babygråd: Her er 7 udfordringer, når dine børn bliver større

Dagene (og nætterne) med babygråd, lortebleer og babymos er for længst ovre for mit vedkommende, og jeg ville på stående fod have svært ved at forklare, hvordan du holder liv i en baby. Næsten i hvert fald. For det er nogle helt andre udfordringer, jeg står over for i dag med mine to store børn: En pige på 8 ½ og dreng på 11.

Og netop det er noget af det vilde ved forældreskabet, hvis du spørger mig: Hvordan vi konstant skal omstille os og være klar til et helt nyt sæt udfordringer i takt med, at vores afkom vokser. Der er ganske enkelt ikke noget med at hvile på laurbærrene her!

Selvom min erfaring med børn på 10 år i sagens natur bygger på en kort erfaringsperiode, vil jeg alligevel fremhæve de her punkter, som særligt udfordrende med netop dén aldersgruppe.

LÆS OGSÅ: Klumme: Nej, det bliver ikke nemmere, når de bliver større - her er 5 klokkeklare beviser

1. G-strengs-diskussionen lurer lige om hjørnet

Jeg blev i sin tid lettet, da jeg fandt ud af, at mit første barn var en dreng. For så slap jeg jo for ”at diskutere g-strengstrusser med en 10-årig datter”. Men nu står jeg pludselig her med en datter på 8 1/2, og jeg kan fornemme, at g-strengstrusse-diskussionen lurer lige om hjørnet. Ligesom diskussioner om makeup, tøj generelt, frisurer og alt andet i dén dur.

Jeg bliver helt træt ved tanken. For nu har min datter jo i otte år set sin mor (læs undertegnede) bruge masser af tid på tøj, hår og makeup, så hvordan skal det ikke gå, når jeg skal bilde hende ind, at de ting ingenting betyder? Og det hjælper mig heller ikke at vide, at min mand nok ikke kan bidrage med det store her. For jeg ved allerede, hvad hans holdning til alt beskrevet herover er, nemlig: ”Ja ja, det er sikkert fint,” som har været hans svar til mine spørgsmål om hår, tøj og makeup de sidste tretten år. Ønsk mig held og lykke (jeg får brug for det).

2. Deadlinen nærmer sig

Mine børn er for alvor trådt i karakter med egne personligheder. Det er fantastisk at være vidne til. Men det kan samtidig også give bekymringer, da jeg som forælder kan få en følelse af, at ”det var dét, nu kan du snart ikke pege dem i flere retninger, fremover er det vennerne (og YouTube), der vil være de primære opdragere!” Og det er lidt skræmmende, når jeg oplever sider hos mine børn, som jeg gerne ville kunne forme lidt mere. Det får mig også i høj grad til at lave en indre evaluering af min indsats som forælder. Kunne jeg have gjort det (endnu) bedre?

LÆS OGSÅ: Børn bliver hurtigt store – så nyd tiden nu

3. De lange aftener med ventetid

Efter mine børn er blevet omkring 10 år, er aftenerne nogle gange lige lovlig begivenhedsforladte. Ungerne har ikke længere ret meget brug for min mand og jeg, men har i stedet gang i deres egne ting inde bag en lukket dør. Omvendt er vi stadig nødt til at være hjemme, for jeg synes ikke, at de er helt gamle nok til, at vi bare kan stikke i biografen eller på restaurant hver og hver anden dag. De har stadig brug for at blive mindet om at tage nattøj på og få børstet tænder samt en kærlig mor eller far på sengekanten til at tale dagen igennem med dem.

Det kan lyde som et luksusproblem for småbørnsforældre, at jeg brokker mig over at have TID. Men det kræver omstilling pludselig at have så meget tid derhjemme, hvor du er på stand by, hvis dine unger nu skulle få brug for dig. Da de var små, vidste jeg i det mindste præcis, hvad min opgave bestod i: At knokle helt indtil de sov.

4. Den (farlige) fremmede digitale verden

Hvad laver min søn de mange timer på skærm bag sin lukkede dør?

Godt nok har vi tidsbegrænsning på min søns skærmtid, og jeg kommer ofte ”tilfældigt” ind med et ”Heeej basse, jeg skal bare lige lægge noget rent tøj på plads.” Derfor bilder jeg mig ind, at jeg har en idé om, hvad han laver de mange timer på skærm. Men helt ærligt er det meget svært at holde trit med hans liv som gamer.

Én ting har jeg dog lært: Aldrig at tale med nogle fra den ældre generation om det. For de tror med det samme, at porno, pædofile, potentielle tyve og videoer af halshugninger kun er ét klik borte. Hvorimod jeg sætter min lid til, at min søn ikke har interesse i de ting, men derimod bare gerne vil spille og se på fjollede videoer af egern, der kan surfe, og YouTubere, der har orange hår og skriger ind i mikrofonen. For det er åbenbart det fedeste at bruge riiigtig lang tid på.

5. Følelsen af at være overflødig

Når mine børn kommer hjem efter en lang skoledag, vil de helst bare ind på deres værelse og lukke døren. De kan ikke bruge mig til det store. Andet end når de bag lukket dør råber til mig ”MOAAR vil du komme ind med en snack?” Ritualet kan godt gentage sig et par gange i løbet af eftermiddagen, så dét holder mig da lidt beskæftiget. Men hvor jeg før i tiden følte, at jeg som freelancer tilbød mine børn eftermiddage med i hvert fald én nærværende forælder, føler jeg mig ofte lidt overflødig nu til dags. Er det måske på tide med et rigtigt voksenjob?

LÆS OGSÅ: Derfor skal du gemme energi til puttesituationen- også med dit store barn

6. Holde igen med serviceringen

Mine børn kan rigtig mange ting selv. De kan selv smøre en leverpostejsmad, lægge deres tøj frem til næste dag og selv holde orden på deres værelser. I princippet. For jeg gør stadig de ting for dem i stor stil.

Jeg vil dem det bedste, og jeg synes godt, at det at lave en god eftermiddagssnack til min søn, når han har været i skole til kl. 15, kan indgå i kategorien ”kærlighedsgerning”. MEN hver gang, jeg gør noget for mine børn, som de egentlig godt selv kan, er der en indre stemme i mig, der hvisker, at det er for dårligt, for det burde de selv klare.

Når jeg er rigtig hård ved mig selv, siger den indre stemme, at jeg frarøver dem fra udvikling, når jeg hjælper dem for meget med ting, de selv kan. Men som mor må jeg påberåbe mig retten til indimellem at springe over, hvor gærdet er lavest! Og for mig er det altså nemmere at lave deres eftermiddagssnack selv end at skulle inddrage og motivere en træt elleveårig til selv at lave sin ymer med müsli. Til gengæld sender jeg ham ned med skrald efter aftensmaden.

7. Respektere deres grænser

”Heeej pølse, hvordan har din dag været?” – Ikke en sætning min søn drømmer om at blive mødt med, når han kommer ud fra skolebygningen med sine tween-klassekammerater og North Face-jakken godt op om ørerne. Egentlig vil han helst ikke mødes af mor foran skolen.

Mine børns grænser for, hvor meget og hvordan de vil have med mig at gøre, har rykket sig en del på det sidste. Min datter, som er den yngste, vil heldigvis stadig gerne krammes på måden, hvor hendes ben og arme omslutter mig fuldstændigt. Min søn derimod giver et ”omvendt” kram, hvor han nærmest bakker ind i krammet med armene slapt ned langs siden, hvilket resulterer i en akavet affære.

Nogle gange kan det godt være lidt svært at indse, at tiden, hvor en mors kram kunne gøre alt godt igen, er ved at være ovre, og jeg derimod skal være taknemmelig for hver en lille betroelse, kærlige berøring og omvendte kram. Suk.