Angst og fobier
SPONSORERET indhold

Undgå at smitte dit barn med fobier

Hvis du skriger ’ad, en edderkop’, når en lille ottebenet fyr kravler over gulvet, eller farer sammen ved hvert tordenskrald, bliver dit barn højst sandsynligt også bange. Spar dit barn for fobier ved at være et godt forbillede.

Af:: Malene Lundahl Foto: Colourbox
08. jul. 2010 | Børn | Vores Børn

Får du mavepine, når familien skal flyve sydpå på sommerferie? Bliver du mere end svimmel ved udsigten fra børne-pariserhjulet i Tivoli? Eller får du nervøse trækninger, når lilleput med stor entusiasme foreslår, at I besøger krybdyrshuset i zoologisk have? En fobi kan have mange ansigter, og mange af os har et eller andet, vi er særligt bange for.

I nogle tilfælde bunder frygten i naturlige urinstinkter, som siger os, at edderkopper og slanger er farlige dyr, som vi mennesker skal tage os i agt for. Andre gange er frygten mere irrationel, som når mor bliver nervøs, bare hun gennem vinduet ser en kat i haven, eller når far går i panik, så snart indkaldelsen til børnetandlægen dumper ind ad brevsprækken.

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: "Børn skal vide, hvem de er"

Uanset hvad du er bange for, påvirker dine fobier dit barn. Børn suger nemlig til sig som svampe og er lynhurtige til at opfatte, at der er noget på færde.

Læg en dæmper på frygten

Netop fordi børn er så hurtige til at opfange voksnes angst og usikkerhed, anbefaler psykolog Ulla Dyrløv, at du så vidt muligt forsøger at lægge en dæmper på din frygt.

“Som forælder er det din fornemste opgave at være den ‘rolige klippe’ – den, der har overblik og kontrol over situationen. Hvis du bliver bange, usikker og afmægtig, kan dit barn mærke det med det samme. Har du en fobi, er der stor risiko for, at barnet overfører frygten til sin egen verden, og dermed overtager dit reaktionsmønster,” forklarer Ulla Dyrløv.

Derfor opfordrer psykologen dig til at tage brydetag med dine egne fobier. Det gælder især, hvis dine fobier er så slemme, at der er ting, I simpelthen ikke kan gøre som familie.

“Hvis du ikke vil med i skoven på grund af din fuglefobi, eller du ikke har lyst til at gå på legepladsen, fordi du frygter, at junior vil have dig med op i klatrestativets høje tårn, så begrænser din fobi dit familieliv. Det går ud over jer alle sammen,” understreger Ulla Dyrløv. Er det så grelt, kan en psykolog hjælpe dig med at håndtere din fobi, for eksempel med samtaleterapi eller hypnose. Det kan være en god investering for familielivet – og for dig selv – at blive af med de irriterende begrænsninger, som fobien giver dig.

Mor er fjollet

Hvis din fobi kun sjældent stikker hovedet frem, for eksempel i forbindelse med den årlige flyvetur til Mallorca eller en tur i en lidt for overfyldt elevator, så forklar dit barn, at du er lidt ved siden af dig selv. Sig ‘Mor er ikke så glad for at køre i elevator, det er lidt fjollet.’ Understreg også, at det ikke er farligt, og ros barnet for at være dygtig til at klare elevatorturen.Du kan også vælge at overlade barnet til andre i de situationer, som du ved provokerer din fobi. Gå hellere strategisk ud efter kaffe eller i gang med madlavningen, hvis børnetimen handler om slanger end at slide dig igennem den halve time i familiens skød med koldsved og rystende stemme på grund af det hvirvelløse kryb. På samme måde skal det måske heller ikke være farmand, der tager med til ridning, hvis han selv alt for godt kan huske, dengang han blev smidt af ponyen som treårig.

Farligt at falde i søvn

Selv om du ikke har en egentlig fobi, kan du godt komme til at påvirke dit barn i en angstfyldt retning – oftest i den allerbedste mening. Psykolog Ulla Dyrløv ser i sin praksis, Familiepsykologisk Praksis i København, ofte børn, som har udviklet angst og forbier, for eksempel over for at være alene, at lægge sig til at sove eller over for et dyr. Især angst for at lægge sig til at sove er udbredte hos børn helt ned til to-års-alderen.“Jeg oplever ofte, at forældrene har fået skabt en uheldig rutine med, at de skal sidde eller ligge sammen med junior, for at han eller hun kan falde i søvn. Forældrene gør det jo i bedste mening, når den lille ikke kan sove, men i virkeligheden får de signaleret til barnet, at det er farligt at falde i søvn af sig selv. Og så er angsten for at være alene i mørket grundlagt,” forklarer psykologen. I stedet skal du vise dig barn med en rolig og tryg udstråling, at det er helt fint – og slet ikke farligt – at få slukket lyset og sagt godnat.

Hvad er en fobi?

En fobi er en angst- og frygtreaktion, hvor hjernen går i alarmberedskab og sender panikbølger gennem kroppen. Symptomerne ved en fobi er for eksempel hjertebanken, vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, frygt for at miste kontrollen og besvime og endda angstanfald. Fobien kan ikke kontrolleres. Den forhindrer dig i at handle frit, og ofte er bare tanken om det frygtede nok til at sætte ubehagelige følelser i sving. Fobier behandles oftest med adfærdsterapi, hvor du langsomt lærer at takle det, du frygter. Hypnose kan også være en effektiv kilde til at løse den psykiske ‘hårdknude’, som hjernen har lavet i forbindelse med en fobi. Flere steder i Danmark findes såkaldte fobiskoler, der er specialiserede i at hjælpe mennesker med forbier.