Sæt dig ind i dit barns tanker

Viktors mor vipper låget til madkassen op og tjekker indholdet. Den er fuld. Igen. Viktor har hverken rørt den halve med leverpostej eller den med torskerogn. Hans mor bliver irriteret og har mest lyst til at skælde ud, fordi hendes søn ikke spiser noget.

– I stedet for at komme med et moralsk foredrag om de små børn i Afrika, der måske underkender Viktor, er det en god idé for hans mor at undersøge, hvad der foregår, og prøve at forstå, hvad der ligger bag den uspiste madpakke. Prøv at se det fra Viktors sted. Måske kan han ikke lide maden. Måske bliver han drillet med torskerognen, siger psykolog Lene Metner.

Hun underviser pædagoger og lærere i anerkendende pædagogik.

Chokolademad resten af livet

Ifølge Lene Metner handler god opdragelse om at vise, at du ser dit barn og forstår og anerkender hans eller hendes måde at tænke på. Det gælder også, hvis din dreng en dag ved middagsbordet erklærer, at han fra nu af og resten af livet kun vil spise chokolademadder. 

– Du kan måske sige til dit barn: ’Du vil have chokolademadder. Vil du have chokolademaden som nummer to eller nummer tre mad?’ På den måde hjælper du ham med at styre situationen og giver ham nogle valg at handle ud fra, foreslår Lene Metner.

Det samme gælder den uspiste madpakke fra før.

– Børn gør ikke ting for at være onde eller irritere forældrene, men hvis vi underkender eller ikke respekterer deres måde at tænke på, kan de finde på at gøre ting i trods. Når Viktor ikke spiser sin madpakke, er det ikke for at genere sin mor. Der ligger helt sikkert noget andet bag.

Men anerkendelse af den uspiste madpakke er ikke nok. Hvis vi vil lave noget om, kræver det, at vi forstår tankerne bag handlingen. I stedet for at skælde ud, kunne man stille og roligt spørge ind til det, man ser, og i det her tilfælde sige: ”Jeg kan se, at du ikke har spist din madpakke. Hvad handler det om?”

Hvis Viktor bliver stille og ikke vil svare, så ved hans mor som regel godt, at der er noget på spil. Her skal moren være på dupperne og igen prøve at stille nogle muligheder og valg op, der legaliserer den uspiste mad, mener Lene Metner.

Det løser ikke noget at skælde ud. Prøv i stedet at sætte dig ind i, hvad der kan være på færde i barnet, og se det fra hans synspunkt. Giv nogle muligheder, ansvar og valg, for eksempel: ’Er det fordi, du havde for travlt med alt muligt andet end at spise?’ ’Kunne du ikke lide maden?’ ’Blev du drillet, fordi torskerognsmaden lugtede af fisk?’

LÆS OGSÅ: Tigerspring: Hvad sker der for de tre- og seksårige?

Respektér dit barns tænkning

Madpakken er blot et af de eksempler, som Lene Metner giver på sit og kollegaen Peter Storgårds børnesyn, sådan som det kommer til udtryk i deres fælles bog: KRAP: Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik.

– KRAP er et helhedssyn og en måde at betragte og behandle andre mennesker på, som vi alle sammen kan forholde os til. Langt de fleste kender til de situationer og cases, vi har beskrevet i bogen, siger Peter Storgård og fortsætter: “Det handler om at vise, at vi ser børnene, anerkender deres eksistens og respekterer deres tænkning. Anerkendelse er jo lige vigtigt, hvad enten man er 11 eller 31.”

Det nye i KRAP er understregningen af, at tanker styrer handlinger.

– Vi har jo længe snakket anerkendelse sammen med opdragelse og pædagogik, men vi kombinerer anerkendelse med det kognitive – altså det at sætte sig ind i barnets måde at tænke og handle på. Det er tænkningen, der styrer handlingerne. Udgangspunktet er derfor kort og godt: Hvis jeg skal hjælpe dig, skal jeg forstå, hvad du tænker, forklarer Peter Storgård.

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

I kan bedre lide lillesøster!

De to psykologer understreger, at det modsatte af anerkendelse er underkendelse. Hvis vi ikke tager børnene alvorligt og i stedet underkender deres tanker og følelser, fortæller vi dem indirekte, at de er forkerte. Det kan skabe trods og ubalance og vedligeholde negative tanker og handlingsmønstre.Hvis en bekymret tiårig pige for eksempel siger, ’I kan meget bedre lide min lillesøster end mig!’ vil mange forældre reagere med at svare ’Nej, det passer da ikke, lille skat. Vi elsker jer selvfølgelig lige meget.’Svaret bliver givet i den bedste mening, men giver pigen en endnu dybere opfattelse af, at hendes tanker og iagttagelser er forkerte. Måske bekræfter det hende endda i, at hun har ret i sin oplevelse af, at forældrene bedre kan lide søsteren.– På den måde vedligeholder forældrene datterens negative tanker og jalousien til søsteren, mener Lene Metner.I stedet anbefaler hun forældrene at være nysgerrige og undersøge, hvad der ligger bag storesøsters udtalelser.– Prøv at være åben og spørg pigen, hvad der giver hende tanken, at I bedre kan lide hendes lillesøster. Måske har pigen set, at lillesøster får flere knus eller er mere på skødet af forældrene, end hun selv er, og så må man tage en snak om det med at sidde på skødet, når man er stor og lille. På den måde viser I som forældre forståelse og anerkendelse og guider storesøsteren til at tænke anderledes, og tingene forandrer sig, siger Lene Metner.

Skældud virker ikke

Men kan det ikke blive for meget med al den snak og diskussion? Lene Metner og Peter Storgård møder i hvert fald tit den holdning, at der ikke skal være så meget pædagogisk snak, men at børnene skal gøre, som de voksne siger. Basta! – Det ville da også være rigtig rart, hvis børn bare adlød. Men det gør de desværre langtfra. Det viser sig jo også, at metoden med at vise magt og skælde ud ikke virker. I værste fald lærer børnene at skjule det, de ikke må, smiler Lene Metner og giver et klassisk eksempel fra skolen.– Alle lærere kender situationen med elever, der har mobiltelefoner med i klassen. Nogle lærere reagerer ved at bestemme, at de telefoner bare skal ud med det samme, og skælder højlydt ud på elever, der bliver snuppet i at sende sms’er midt i timen.Men det er ikke nødvendigvis den bedste vej. Ifølge Lene Metner risikerer man nemlig bare, at eleverne enten gemmer deres telefoner eller svarer læreren flabet igen.– De bliver måske flove over, at de har gjort noget forkert og dækker over det ved at snakke grimt, siger Lene Metner.Resultatet er, at skældud ikke skaber ændringer. Det hører de to KRAP-folk fra mange af de lærere og pædagoger, som deltager på deres kurser. Kursisterne fortæller til gengæld også, at det virker at vise anerkendelse, respekt og interesse over for børn og unge i alle aldre.– I en situation som den med mobilerne ville jeg skærpe opmærksomheden på, hvordan mobilerne påvirker elevernes læring. Hvis det er en enkelt elev, der har telefonen med ind, så ville jeg tage en stille og rolig snak om, hvad det gør ved hans indlæring og skolegang, når han har opmærksomheden rettet mod telefonen i stedet for mod undervisningen. Prøv at se det fra hans synspunkt,” foreslår Lene Metner og spørger: ”Hvordan har du det selv, hvis du kører for stærkt og bliver stoppet af politiet? Du bliver flov. Det gør børnene også.LÆS OGSÅ: Marte Meo: Sæt ord på dit barns følelser

Rammer i stedet for grænser

I de sidste mange år har pædagogiske diskussioner genlydt af snak om grænser. Lene Metner og Peter Storgård opererer i stedet med begrebet rammer.– Grænser signalerer en forbudt og kontrolleret adgang til et spændende, fremmed land. Vi kalder det i stedet for rammer. Det er med mennesker som med et maleri. Vi fungerer bedst med en ramme. Vi har brug for at blive rammet ind og leve inden for visse strukturer, og når vi vokser og bliver ældre og mere erfarne, skal rammerne følge med, mener Peter Storgård.Lene Metner supplerer: ”I dag snakker vi meget om, at børnene prøver grænser af og er grænsesøgende. Vores opfattelse er, at ethvert normalt barn beder om en rammesætning og udfordrer rammerne for at finde ud af, om de er klar til nogle nye. Så fungerer de godt. Forældrene har til opgave at rykke rammerne med ud, når de fornemmer, at barnet bliver klar til selv at styre flere beslutninger. For eksempel hvad for noget tøj man skal have på, eller hvilke madder der skal med på madpakken.”

Sæt dig ind i tankegangen

At sætte rammerne kan være noget af en udfordring. De fleste af os har prøvet at stå med en grædefærdig pige, der vil have balletskørt på i børnehave eller en surmulende skoledreng, der insisterer på at vise batmantrusserne frem over bukselinningen. I den situation er det nemt at komme til at føle sig frustreret og magtesløs. Men det er måske, fordi vi glemmer at sætte os ind i barnets tænkning.

– Når forældre ikke forstår, hvad der foregår, og glemmer at se tingene fra barnets perspektiv, kommer følelsen af magtesløshed og frustration. Her skal vi igen tænke ind i barnets verden og overveje, hvad der er på spil, siger Lene Metner.

Måske leger pigerne på din datters stue ballerinaer for tiden, eller din søn vil gerne leve op til de store drenge på skolen, der går i moderigtige hængerøvsbukser. Så giver deres ønsker pludselig mening, og så skal du måske ikke trumfe din vilje – og smag! – igennem.

Meget er vundet, hvis vi formår at sætte os i børnenes sted og anerkende og forstå deres tanker. Derved bekræfter vi dem nemlig i, at de er gode nok, bare fordi de eksisterer. Det er fundamentet for et stærkt selvværd og medvirkende til at skabe et barns identitet. Og du kan se indsatsen som en langsigtet investering.

– Jeg er sikker på, at børn, der bliver anerkendt, forstået og respekteret, får en mere harmonisk barndom og en langt mindre problematisk tid som teenagere, slår Lene Metner fast.

LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtigt) til dit barn i dag?

LÆS OGSÅ: Grænser: Sådan siger du nej til en 1-årig

LÆS OGSÅ: Curling: Hjælper du dit barn med ALT?