Familiefar til 3-årig: Romantikken mellem mig og min kæreste er forsvundet
Foto: Getty Images

Familiefar til 3-årig: Romantikken mellem mig og min kæreste er forsvundet

"Der er ingen nærvær, der er gået alt for meget hverdag i den." Sådan skriver en 30-årig familiefar i et læserbrev om hans oplevelse af parforholdet efter børn. Læs svaret her.

Spørgsmål om forsvunden kærlighed 

Jeg er en mand, der så gerne vil have svar på et par ting, der fylder mit hoved. Jeg og min kæreste er begge 30 år og bor sammen med vores lille søn på tre år. Vi har det godt, men problemet er, at kærligheden imellem os er forsvundet.

Der er ingen romantik. De samtaler, vi tidligere havde, har vi ikke længere. Der er ingen nærvær, der er gået alt for meget hverdag i den. Min kæreste og jeg er begge enige om, at vi efterhånden er som to venner, der bor under samme tag. Vi har haft lange snakke om, hvad vi ønsker anderledes, og hvordan vi kan forbedre tingene, så vi kan få gnisten tilbage i vores forhold.

Læs også: Parforhold: 10 råd der får familieferien til at fungere

Vi gør begge en indsats, men efter en uge, så er alt ved det gamle igen. Efterhånden føler jeg, at jeg lige så godt kunne flytte for mig selv, men tanken om kun at se min lille søn hver anden weekend, gør mig dybt ulykkelig, for min søn og jeg har et fantastisk forhold. Tror efterhånden, at det kun er trygheden, der får mig til at blive. Hvad gør vi?

Vibeke Dorph råder til at skrue ned for forventningerne

Mange kender til at stå I den situation, du og din kæreste står i lige nu. Fra at være et par, der har haft masser af tid til at pleje og dyrke jeres forhold og jeres frie liv, så er I nu blevet til en lille familie. Det i sig selv er en kæmpe omvæltning, der kræver tid – også mere tid, end du umiddelbart tror.

Der er pludselig en masse logistik og praktiske ting, der fylder, I er sikkert trætte af at passe job og barn og falder derfor trætte omkuld om aftenen i sengen eller foran skærmen og føler, som du selv skriver, at I er alt for lidt kærester og lovlig meget venner.

Det kan godt være, at du synes, at det er dødsygt, men i mine ører lyder det som sød musik, at I netop også kan finde ud af at være venner. For et godt kærlighedsforhold handler ikke kun om romantik, det handler lige så meget om at være hinandens gode venner og stærke støtter i en svær og hård tid, som den I står i nu. Lad derfor være med at forvente for meget af jer selv og hinanden lige nu.

Læs også: Klumme: Min ven Rasmus forlod sin kone gennem 15 år, da hendes bryster begyndte at hænge

I har jo oplevet romantikken, I har oplevet det stærke nærvær, de ting bor stadigvæk et sted I jer og imellem jer, og skal derfor nok komme igen, når jeres barn er blevet lidt ældre, og I selv er faldet helt i hak som de gode forældre, I helt sikkert er.

Holder I ud, så udvikler jeres forhold sig kun til at blive stærkere. I bliver et team, der kan støtte, hjælpe og bakke hinanden op, næste gang I får brug for det. Derfor er mit råd til dig, at du ikke kaster håndklædet i ringen. Skru i stedet ned for forventningerne, nyd det, der er her og nu, og se så, at I nok skal finde hinanden igen, når der er mere luft og plads til det.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Far