Dagpleje eller vuggestue
SPONSORERET indhold

Vuggestue eller dagpleje? Sådan vælger du det rigtige til dit barn

At vælge dagtilbud til sit lille barn kan være en stor og svær beslutning. Hvilke spørgsmål skal du stille dig selv, og hvordan vælger du det rigtige til netop dit barn og dit familieliv? Få svarene her.

Af:: Kicki Boss Foto: Getty
25. maj. 2018 | Børn | Vores Børn

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål du skal stille, når I vælger vuggestue

De fleste forældre har knap nok vænnet sig til rollen som mor og far, før beslutninger om, hvor barnet skal passes, når arbejdet igen kalder, presser sig på. Slam! Vuggestue eller dagpleje? Hvordan ved man, hvad der vil passe bedst til ens barn, og hvordan ser tjeklisten for vuggestue vs. dagpleje lige ud?

– Der er ikke noget at sige til, at mange forældre er i tvivl om, hvad de skal vælge. Det kan være svært at gennemskue mulighederne, og det er et valg, som får stor indflydelse på barnets hverdag og udvikling, siger børnepsykolog Anna Sofie Slot.

Netop fordi det er så vigtig en beslutning både for barnet og forældrene, gør I klogt i at få snakket sammen.

– Beslutningen om, hvor vores børn skal passes, skal træffes både med hjerte og hjerne. Barnet skal have en god hverdag, men mors og fars hverdag skal også hænge sammen. Der skal være balance i hele jeres liv, og det kan man godt komme til at glemme lidt, siger Sanne Birkebæk, privatpraktiserende sundhedsplejerske og familierådgiver.

Derfor råder hun til, at man starter netop dér: Med en snak om ønskerne for hverdagen.

LÆS OGSÅ: 8 råd: Sådan vælger du flyverdragt til vuggestue eller børnehave

Vuggestue eller dagpleje: Hvilket familieliv ønsker I?

– Det er så betydningsfuldt at have gjort sig nogle overvejelser omkring, hvor vi skal hen. Både som familie og enkeltindivider. Hvordan ser I jeres samarbejde, og hvad er det er for et liv, I skal i gang med? Hvordan skal balancen være mellem arbejdsliv og familieliv? Hvad skal der til for at i er glade hver i sær og sammen? Vi skal ikke bare fungere – vi skal trives, siger Sanne Birkebæk.

Desuden bør I også tidligt i processen stille jer selv nogle helt praktiske spørgsmål omkring hverdagen, logistik og de grundlæggende rammer, man ønsker af pasningstilbuddet.

– Det kan være sådan noget som åbningstider og geografi – i hvilket tidsrum har I brug for pasning, og hvor ligger der nogle meningsfulde muligheder? Og hvad er overhovedet vigtigt for jer? At der er en sukkerpolitik? At der er defineret rammer omkring, hvor meget iPad, de må bruge? At få dokumentation i løbet af dagen? At der er en stor, god legeplads?, siger Anna Sofie Slot.

Når de praktiske overvejelser og ønskerne for jeres gode liv er blevet vendt og drejet, er næste punkt at se på, hvilke fordele og ulemper der er ved dagpleje og vuggestue.

LÆS OGSÅ: Trin for trin: En god aflevering i vuggestuen

For og imod vuggestue

Der er en række åbenlyse forskelle på en vuggestue og en dagplejeplads, som eksperterne nemt kan udpege. Men de også enige om, at hvorvidt grundtrækkene er plusser eller minusser afhæn-ger af, hvilken familie, der kigger på dem.

– Fordelene ved en vuggestue er, at der er flere børn og dermed flere relationer og flere at spejle sig i. Og der er flere forskellige personaler, der kan matche hvert barns personlighed og møde dets interesser. Personalet vil også være uddannet pædagogisk, så der vil ofte være en bred vifte af specialiseringer indenfor eksempelvis sprog, musik og idræt, forklarer Sanne Birkebæk.

Men netop størrelsen på vuggestuer og børnehuse vil også være en ulempe for nogen.

– Der er mange mennesker at forholde sig til, og der vil uvilkårligt være en del støj. Normeringerne er heller ikke nødvendigvis så gode, og det betyder, at der måske ikke er så meget tid til det enkelte barn, og der kan være en risiko for, at barnet kan blive lidt overset i mængden. Især hvis man er et lidt stille barn, siger Sanne Birkebæk.

Mange vuggestuer deler sig dog også op og i mindre grupper og laver småprojekter og lege.

– Det er de færreste vuggestuer, som altid er sammen alle tolv børn. De forsøger selvfølgelig at skabe nogle mindre grupper med børn, der kan have glæde af hinanden, siger Anna Sofie Slot.

Der er også særlige fordele ved at vælge en vuggestue i en integreret institution:

– Så får barnet en glidende og velkendt overgang til børnehaven. Og så er det også en fordel at have store søskende samme sted – både for trygheden og for morgenræset, siger Sanne Birkebæk.

Springer ulemperne ved vuggestuen alligevel meget i øjnene, kan I komme udenom de fleste ved i stedet at vælge en dagplejer.

For og imod dagpleje

– Der tit er roligere hos en dagplejer, der har fire børn til én voksen, end det er i en vuggestue, der tit har tolv børn på en stue og forskellige voksne. Nogle børn har mere gavn af og søger det rolige og genkendelige, siger Anna Sofie Slot og fortsætter:

– Omvendt kan det også i sig selv blive en ulempe, at der er få børn i en dagpleje, hvis det betyder at ens barn ikke har nogle jævnaldrende eller jævnbyrdige at lege med. Og det kan også blive sårbart, hvis den ene voksne viser sig ikke at være den helt rigtige, siger hun.

Dagplejemodellen kan dog også give tryghed for forældrene, netop fordi det altid er den samme voksne, man afleverer og henter ved, og man derfor altid kan få en overlevering af, hvordan dagen er gået, mener børnepsykologen. En tredje appel kan være de fysiske rammer:

– En dagpleje vil uvilkårligt være mere hjemligt end en institution, fordi det er i et private hjem. Og der er måske også bedre mulighed for at tage nogle specielle hensyn, hvis det er et behov, Sanne Birkebæk.

Men der er selvfølgelig også en bagside til de hjemlige rammer og den faste, ene voksne.

– Ved sygdom og ferie skal barnet over til en anden, hvor stedet måske ikke er specielt velkendt, selvom selve dagplejeren godt kan være det fra legestuen, siger Sanne Birkebæk.

Derudover er en dagplejer ikke nødvendigvis pædagogisk uddannet. For de fleste forældre vil det allervigtigste dog være, om deres barn trives og bliver taget sig godt af, og her er uddannelsen ikke nødvendigvis central.

– Det vigtigste er, at det er et menneske, som møder barnet lige der, hvor det er, og som man kan mærke, at både barnet og man selv har en passende kemi med, siger hun.

Næste skridt er at vurdere, om det er dagpleje eller vuggestue, der passer bedst til netop dit barn og sætte det forhold til jeres vurdering af fordele og ulemper. Kig på hele dit barn, som netop du kender så godt. Du ved, hvad der skal til for, at dit barn har en god dag, og det er dét, man skal mærke efter med maven, siger Sanne birkebæk.

Er dagpleje bedre end vuggestue? Tag på besøg!

At vælge det rigtige dagtilbud kræver, at I bruger sin mavefornemmelse og tager ud og besøger nogle institutioner.

– Mavefornemmelsen er vigtigere, end vi tror. Og det er vigtigt, at vi tør stole på den. Jeg ser en tendens til, at vi fokuserer meget på vores intellekt og refleksive overvejelser men glemmer, hvordan noget føles. Og det er jo dét, det i bund og grund handler om, når vi skal finde et sted, at overdrage vores børn. Mit råd er derfor altid: Tag ud på besøg – mærk efter, siger Anna Sofie Slot.

Når man tager på besøg og vælger med maven, vil de fleste nemlig opleve en større sindsro ved at skulle overdrage deres barn, og det fører til større troværdighed, når man skal vise sit barn, at alt er ok.

– Det giver en oplevelse af, at man har indflydelse på de valg, man tager på sit barns vegne, som er rar. Man har talt mødt personalet, set legepladsen, kigget på institutionen og observeret, hvordan børn og voksne taler til hinanden og hvilken stemning, der er, siger Sanne Birkebæk.

Og når mor og far er trygge, vil barnet altså også være trygt. Det er centralt for dets trivsel.

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn en tryg start i vuggestuen

LÆS OGSÅ: Vend en dårlig vuggestuestart

LÆS OGSÅ: Vuggestue: Dette trick gør (måske) afleveringen nemmere