Kvadrat
SPONSORERET indhold

Tør du følge tidens største interiør-tendens lige nu?

Tykke tæpper og plyssede møbler. Pink, brunt og brændt orange. Flet og håndvævede tekstiler. Der er ­ingen vej udenom. Hvis du skal give ­boligen en overhaling, skal du tage den ­tilbage til 70’erne, som er den ­største ­tendens inden for interiør lige nu.

Af:: Marie Lodberg
06. jun. 2017 | Bolig | Eurowoman

Er det, som om den koksgrå sofa er begyndt at få permanent aftegning af en numse? Og de der hvide tallerkener, Vardagen hedder de oven i købet, er det ikke uværdigt at servere morgenens græsgrønne smoothie-bowl med frugt i papirtynde skiver i dem?

Det er måske tid til at kigge sig omkring derhjemme og få ryddet ud og gøre plads til lidt nyt? Men hvad kunne nu være pænt og rart og hyggeligt og skabe god stemning og også gerne være praktisk?

Tidens interiørtendens peger på, at vi skal tilbage til 70'erne.

– Lige nu er der en stor fascination af tiden fra det brune årti, 70'erne: lædermøbler, brændte farver, frynser, ryatæpper og ikke mindst keramik ses overalt i boligen. Tekstilerne rykker for alvor ind, og vi vil se endnu flere gardiner, polstrede møbler, tæpper og puder, siger interiørmagasinet RUMs chefredaktør Mette Barfod.

Klassiker i nye klæder fra Republic of Fritz Hansen

De sager, der flytter ind i hjemmet, skal ikke bare være én i rækken.

– Vi søger de håndlavede objekter, som en modreaktion på masseproduktion og overload af sameness. Det er tid til fordybelse i vores liv, tid til at købe mindre, men af bedre kvalitet. Tidløse produkter hyldes. Noget af det helt nye, vi vil se fra de yngre designere, er en mere uperfekt stil, hvor bl.a. biprodukter og affald bliver anvendt til at skabe nyt design. I det hele taget møder traditionelt håndværk, funktionalitet og innovation, siger Sara Ingemann Holm-Nielsen, der er medejer af og stylist hos det kreative bureau Atelier Cph.

LÆS OGSÅ: Interiørdesigner Nina Sonnerup Nygaard: “Her skal du investere, her skal du spare”

 

Gubis nonchalante og dog tilbagelænede stil
Verner Panton vidste, hvordan en 70’er-stue skulle indrettes

Og når der skal vælges materialer til boligen, kan du med fordel tage et kig ned i jorden.

– Der eksperimenteres med alkymistens iver for at finde nye materialer og måder at bruge dem på. Naturen er en stor inspirationskilde, især de materialer, der ligger under jorden, som sten, jord, ler og fossiler, siger Mette Barfod.

Dengang i 70'erne var der heller ikke noget, der hed smartphone, tablet eller laptop. Det må jo have været helt fredeligt. Særligt oppe i hovedet. Det er den eftertragtede sindstilstand, vi gerne vil opnå. Mere ro. Det skal de møbler og den pynt, vi omgiver os med, hjælpe os til at blive mindet om.

– Vi søger fordybelse, tid og viden som en modreaktion på vores hyperaktive tempo og tendens til overforbrug og overfladiskhed. Vi vil gerne omgive os med ting, der er skabt med respekt for historie, kultur, tradition og godt håndværk kombineret med teknologi og funktionalitet. Vi vil omgive os meget mere med kunst samt abstrakte objekter, der figurerer mellem design og kunst, siger Sara Ingemann Holm-Nielsen.

Det er svært at blive stresset, når du er omgivet af gråtoner fra Menu
Danske Novel Cabinet Makers laver ud over reol og spejle nu også smukke stole

LÆS OGSÅ: "Vi lever alle en enorm hektisk tilværelse. Vi har konstant vores mobil i hånden, og vi bliver pumpet med information"

Vi ønsker også at adoptere den tidsånd, der regerede for 40-50 år siden. Ikke nødvendigvis fordi vi drømmer om at komme hinanden ekstraordinært meget ved og bo som i et kollektiv. Men fordi det bliver dyrere og dyrere at bo i de større byer, og vi derfor skal dele mere og mere af pladsen.

– Der bliver et større behov for rum, der er fleksible. Rum til sociale relationer. Rum til fællesskaber. Der bliver behov for small living og hjem, hvor der er mulighed for fleksible løsninger, adaptable spaces. Møbler, produkter og objekter skal være foldbare, modulopbygget og have flere funktioner, siger Sara Ingemann Holm-Nielsen. 

Hvilke designere skal man holde øje med?

Mette Barfod, chefredaktør på interiørmagasinet RUM:
– Max Lamb fra London, Apparatus fra New York og den serbiske designer og
kunstner Ana Kras.

Sara Ingemann Holm-Nielsen, medejer af og stylist hos det kreative studie Atelier Cph:
– Studio E.O fra Sverige, Egg Collective fra New York, Maria Bruun og Anne Dorthe Vester fra Danmark og ­designkollektivet Furnishing Utopia.

Anbefalet til dig