Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Indretning terrasse
Foto: VKStockimages

Byens hyggeligste terrasse

I en lillebitte gårdhave i København har Abelone Jochumsen og hendes familie bygget en overdækket terrasse, der ligger i direkte forlængelse af boligen og derfor fungerer som et ekstra rum lige fra forårssolens første stråler rammer.


HVEM: Abelone Jochumsen, hendes mand Jesper Christiansen og parrets to børn Clara på 17 år og Lauritz på 9 år.
HVAD: Kombineret gårdhave og terrasse bag et byhus
HVOR: på Østerbro i København.

Hvordan har I indrettet gårdhaven?
Vi valgte fra starten at lave gårdhaven om til en træterrasse, som blev malet hvid, så den kunne fungere som en naturlig forlængelse af stueplan. Trods et meget begrænset areal fungerer den både som hyggehjørne, hule, spiseplads med plads til grill, og så er der oven i købet stadig plads til lidt urban gardening. Vi har valgt at have alt det grønne i krukker, hvor noget står og andet hænger, så det giver lidt vildt og frodigt modspil til alt det hvide.

Hvilken følelse giver dette sted dig?
Hyggeligt og afslappet frem for alt. Dette udendørsareal var noget, vi havde savnet, da vi igennem mange år boede i lejlighed. Det er en ubeskrivelig luksus, at man blot kan åbne døren og sætte sig ud med en kop kaffe og en god bog. Det samme gælder, når vi kan have gæster til middag udenfor om sommeren og sidde ude hele aftenen. Det øger frihedsfølelsen og gør alt så meget nemmere.

Er der en detalje, du holder særligt af? 
Hjørnet inde i ‘hulen’ er ret populært hos hele familien. Når man sidder der, føler man sig langt væk fra byens travlhed og bliver ret hurtigt afslappet. Hulen er indrettet med masser af tæpper og puder, så man kan være herude mange måneder om året.

Hvad er det bedste, du har gjort herude?
Selvom der ikke er mange kvadratmeter jord, er det stadig en rigtig hyggelig ting at kunne dyrke lidt tomater og agurker i sin mini-have. Det er jo langtfra selvforsyning, men det giver en dejlig tilfredsstillelse at kunne plukke grønsager af egen avl i sin baghave, selvom man bor midt i byen.


Abelones mand, Jesper, har bygget de to brikse under solsejlet fra Ikea. Ovenpå ligger et par skumgummimadrasser med puder og plaider fra Oyoy. Korkbord og planteskjulere er også fra Oyoy. Den sorte skammel er et loppefund.


IDE
Abelones mand, Jesper, har bygget lanternerne af gamle paller. “Idéen blev tyvstjålet en aften for længe siden på restaurant Toldboden, hvor vi så dem. Det er så enkelt og simpelt, så vi har massefabrikeret dem siden”, fortæller Abelone.


TIP
Stil en enkelt blomst i et sylteglas for at skabe små farveklatter i lyse omgivelser.


Lyskæden er fra Sirius.


Porten er beklædt med et smukt gammelt gitter.


Naboens kat matcher farven på muren!


5 gode klatreplanter til terrassen
Blåregn – hurtigvoksende og smuk, men husk at den er giftig.
Efeu – klassikeren med karakteristiske grønne blade, der klæder alt.
Klematis – fås i et utal af sorter med forskelligt blomstringstidspunkt.
Vinterjasmin – blomstrer med smukke gule blomster fra november til februar og lyser op i en ellers mørk og kedelig havetid.
Arkitektens trøst – kan blive 15 meter høj, hvis du har en grim mur, der skal dækkes!

► SE OGSÅ: Før & efter: Fra ruin til stilren terrasse
► SE OGSÅ: Indret terrassen i etnisk stil
► SE OGSÅ: Før & efter: Nyt liv til terrassen

Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning og Terrasse