Boliginspiration
Foto: Lisbett Wedendahl Drømmebungalow i Aarhus

Boliginspiration

Se drømmebungalowen i Aarhus

I Aarhus lå en gammel bygning med linoleumsgulve og lignede det, den var: En institution. Men kun til den dag, hvor et par fra Aarhus kastede deres kærlighed på universitetsbygningen fra 1934, der i dag fremtræder moderne og fuld af originale løsninger.

Det er de færreste par på omkring de 30, der kan sige, at de nu bor sammen i deres tredje hus. Og endnu færre, der kan sige, at de har renoveret og indrettet hver af de tre huse fra bunden. Men det kan Luise Monbjerg Lyngby og Rasmus Kjær. For mindre end et år siden købte de deres tredje hus. En nedslidt bygning fra 1934, der tilhørte Aarhus Universitet og gennem årene har fungeret som bibliotek og undervisningslokaler. Det betød lutter linoleum på gulvene og computerstik alle vegne. Og det betød også, at Luise og Rasmus endnu en gang måtte trække i arbejdstøjet og rive alt ud og ned for at forvandle kvadratmeterne til deres drømmebolig.

ENTREEN Der er seks meter til loftet, og et højt, smalt vinduesparti i samme højde. I gulvet er der lagt en stor hærdet glasplade, der giver kig til underetagen og fører lyset videre derned. Gulvtæppet er fra Hay og brændeovnen fra Scan kan også ses fra stuen.
SPISEPLADSEN Bordpladen er lavet af fire meter lange og 150 årgamle egeplanker fundet hos Lundeborg Træ på Fyn. Hans J. Wegners sortbejdsede Y-stole er købt brugt på Denblaaavis.dk.
STUEN Tre af stuens vægge er af rå mursten, der understreger parrets hang til naturlige materialer og store lyst til at vise lidt af det oprindelige hus frem. Stilen er et miks af designklassikere, moderne møbler og hjemmelavede detaljer. Sofaen er fra Eilersen, standerlampen fra Frandsen Lightning, gulvtæppet fra Hay, plakaten fra Stilleben, hylde i træ fra Ferm Living, sofabordet fra Areashop, og den gennemgående brændeovn fra Scan.
PEJSETUEN Ved siden af pejsen hænger en gigantisk dåhjort skudt af Rasmus i Sverige. Stubben, der fungerer som bord, er fra et træ fældet på den gård i Sønderjylland, hvor Rasmus er vokset op.

LÆS OGSÅ på Rumid.dk: 5 superseje barstole

REPOSEN En stenbuk af spansk art og i fuld figur er det første, man møder, når man kommer op ad trappen. Det flotte dyr er muret ind i væggen på et stykke klippe. Alle steder i boligen er der indbyggede spots i loftet, der kan dæmpes i styrke, samt akustikriller, der sikrer den bedst mulige akustik overalt i boligen.
SOVEVÆRELSET De rå murstensvægge trådte frem, da pudsen blev renset væk. Der er stadig lidt kalkpudsrester tilbage, så man skal ikke læne sig for meget op ad væggene. Vinduet fra Genbyg.dk i væggen har sandblæste ruder, så der ledes lys videre ud i gangen, men uden at du kan kigge ind i soveværelset.
BADEVÆRELSET Den grønne Vippspand giver flot modspil til det ellers hvide og sandfarvede badeunivers.
GÆSTEVÆRELSET En skulpturel reol fra Muuto i selskab med dekorativ wallsticker fra Ferm Living.
KONTORET Luise er selvstændig boligstylist og indretningskonsulent og arbejder hjemme i sit kontor på førstesalen. Bordet er lavet af en planke rødgran sat på to bukke fra Ikea. Firmaet Nordic Tales står bag pærelampen, og stolen ”Nobody” er fra Hay.
 KIG OP Her er der kig fra underetagen helt op til loftet på første sal. En sjov måde at skabe ekstra sammenhæng mellem boligens etager, og en praktisk måde at lede lyset fra etage til etage.

LÆS OGSÅ: Bolig: Enkel æstetik

Fakta

HVEM Luise Monbjerg Lyngby, 28 år, boligstylist, bygningskonstruktør og indretningskonsulent i sit eget firma ”Vida La Luu”. Rasmus Kjær, 30 år, ejendomsudvikler og bygningskonstruktør i Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S.

HVOR Villa fra 1934 i Aarhus C. 230 kvm
Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning, Interiør og Aarhus