Dronning Margrethe
SPONSORERET indhold

Hvem er dronning Margrethe som kunstner? Bliv klogere her

Andrea Rygg Karberg, museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling og tidl. museumsinspektør på Arken med ansvar for Dronning Margrethes udstilling Farvens sjæl – Dronning Margrethe II’s kunst i 2012 fortæller, hvad dronning Margrethes kunst kan.

Af: Chris Pedersen Foto: Getty Images
05. apr. 2020 | Bolig | Eurowoman

Hvem er dronning Margrethe som kunstner?

“Det er svært at adskille kunstneren og dronningen. For mig er hendes kunst særligt rørende, fordi den også er et frirum fra en travl og officiel hverdag. Det er utroligt betydningsfuldt, at vores statsoverhoved brænder for kunsten og ved, hvad det vil sige at udtrykke sig som menneske i billeder. Hendes malerier er altid mennesketomme og udgør måske et rum, hvor ingen kigger på hende for en gangs skyld. Hun har malet drømmesmukke landskaber og til Arken i sin tid nogle overraskende vilde “knokkelbilleder,” som dronningen kaldte dem, hvor man ikke umiddelbart kunne gætte kunstneren bag.”

LÆS OGSÅ: Har du fulgt Dronning Margrethes opfordring fra nytårstalen?

Er hun værd at forholde sig til som kunstner?

“Som kunstner og et helt særligt menneske, ja bestemt, hendes menneskelige erfaring er meget interessant. Dronningen er modig med farver og farvekombinationer og træffer klart personlige og egne valg. Jeg er særligt glad for hendes blå og grønne fantasilandskaber, der emmer af nordiske sagn og blød sanselighed.”

Dronning Margrethe kunst2.jpg

Maleri signeret af dronning Margrethe, som selv blander den grønne farve.

Dronning Margrethe kunst1.jpg

Decoupage med Karen Blixen.

Hvad gør hendes decoupager særlige?

“Fantasi og kærlighed til eventyrets verden, en stor viden om kunstens historie og et kendskab til alverdens stilarter, som hun forstår at sætte sammen til nye, kalejdoskopiske verdener med humor og finurlighed. På Arken udstillede vi en række af dronningens decouperede papirkurve i en fin montre, og en af dem placerede vi på en drejeskive med motor, så den drejede rundt, og så man kunne nyde den fra alle sider. Vi morede os med at sige, at den drejede i et royalt tempo og var meget stolt af en papirkurv at være.”

Dronning Margrethe kunst5.jpg

Dronningen og sangerinden Oh Land (tv.) til premieren på Snedronningen, som hun har lavet scenografi og kostumer til, i Tivoli, 2019. 

Hvad overraskede dig ved hende som kunstner i arbejdet med udstillingen?

“Der var en tydelig entusiasme og sikkerhed bag valgene undervejs. Hun har jo en vidunderlig humor og sprogsans og kom med mange gyldne bemærkninger. Man blotter sig jo altid, når man udstiller, og sandelig også i hendes tilfælde. Men det glædede mig at mærke, at hun er stærk og har fundet en selvtillid. Dronningen ved fuldt fortjent, at hun kan og må noget i kunstens verden. Kunsten er netop det rum, hvor man ikke kan gøre noget forkert, og hvor et udtryk er spændende og sandt, netop fordi det er ens eget.”

Dronning Margrethe kunst4.jpg

I 2003 malede Pia Schutzmann dette portræt, hvor dronningen er iklædt en vinrød bluse af Jørgen Bender. Ifølge kunstneren spiller hænderne en stor rolle i portrættet. “Hænderne fortæller mig om et voldsomt temperament og en stor fantasi – samtidig en jernstærk vilje til kontrol ... I dagevis sad dronningen tålmodigt for mig med de strittende fingre,” har hun fortalt i bogen Dronningens kjoler fra 2012.

Værk H.M. Dronning Margrethe, 125 x 90 cm. Tilhører Oxford and Cambridge University Club, London. 2003.

Dronning Margrethe kunst3.jpg

Billedkunstneren Niels Strøbek stod bag det første officielle portræt af Danmarks nye dronning i 1975. Jørgen Bender designede den syrligt grønne silkefløjlskjole, som regenten bærer, og maleriet opfattes som en moderne udgave af de såkaldte fyrsteportrætter, portrait d’apparat, hvor hver detalje har symbolsk betydning, der kan aflæses nærmest en til en i forhold til magtposition og personlige egenskaber.

Værk Margrethe II. 1975. Olie og tempera på plade. 158 x 110 cm. Danske Bank.

 

Anbefalet til dig