Emma Katrine Croudy bolig instagram

Foto: Emma Katrine Croudy Kom indenfor hos Emma Katrine og se hendes smukke hjem.

Ugens instagram-bolig

Emma elsker mønstre og farver: ”Jeg er åbenbart typen, der elsker tapet”

Efter 29-årige Emma Katrine Croudy renoverede sin første lejlighed med sin mand, har boligindretning haft en særlig plads i hendes liv. At omgive sig med farver, mønstre og smukke tapeter betyder meget for hende. Mød kvinden bag ugens Instagram-bolig.

Det sidste, du ser hjemme hos Emma Katrine Croudy, er mørke farver og tunge møbler.

For den farveglade Instagrammer blander gerne diverse pastelfarver og mønstrede tapeter i sin bolig – og elsker at finde fine, unikke loppefund, der kan gøre boligen endnu mere personlig.

Mød kvinden bag Instagram-boligen @emmakatrine.c her – og lad dig inspirere:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Emma Katrine Croudy, 29 år, jurist, bor sammen med Richard og vores to drenge Charlie og Elliot på 4 og 6 år samt venter en maj-baby i år. Vi bor i et over 100 år gammelt halvt dobbelthus (ejerbolig) i Holbæk, som vi købte for tre år siden.

Stue_4.jpg

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Min mor gik altid meget op i, at vi boede æstetisk og lyst, så for mig har smukke rammer i hjemmet fulgt mig siden barndommen. Jeg begyndte for alvor at interesse mig for boligindretning, da min mand og jeg sammen renoverede vores første andelslejlighed i 2014. Da vi fik vores anden søn Charlie i 2016, begyndte jeg at dele ud af vores liv og hjem på Instagram.

 Lampe og tremmeseng er købt i IKEA.
 Lampe og tremmeseng i soveværelset er fra IKEA.

Beskriv din stil?

Jeg beskriver selv min stil som grundlæggende rimelig nordisk og lys, men med et præg af farver og mønstre.

Hvad bliver du inspireret af?

Jeg bliver mest inspireret på Instagram, men også af unikke fund på loppemarkeder, DBA osv.

Stol_i_stue_2.jpg

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?

Det er kommet bag på mig, at jeg åbenbart er typen, der elsker tapet. Det havde vi ikke i mit barndomshjem. Der havde vi kun hvide vægge og lofter overalt. I vores hus har vi både en væg i spisestuen og en væg på børneværelset med udtryksfuldt tapet, og jeg elsker det.

Tapet_i_spisestue.jpg

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

Det seneste boligkøb har været nyt tapet til vores sønners værelse, der trængte til fornyelse.

Køjesengen er tegnet af Emma Katrines far, tapet fra Babyshop, tæppe fra Lorena Canals
Køjesengen på Charlie og Elliots værelse er tegnet af Emma Katrines far, tapet fra Babyshop og tæppe fra Lorena Canals.

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Det har vores IKEA-reoler i spisestuen med glaslåger, hvor vi opbevarer alt vores stel. De plejede at stå i vores tidligere lejlighed med bøger.

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?

Det må umiddelbart være vores nye køkken. Jeg tror, at det er fordi, at vi har taget nogle lidt anderledes og farverige valg i vores køkken, og det derfor fremstår meget personligt og unikt.

Bordpladen er Formica laminat i farven just rose og med laminat messingkant, fliser fra Mosaikhjørnet og lampe fra Le Klint.
Bordpladen er Formica laminat i farven just rose og med laminat messingkant, fliser fra Mosaikhjørnet og lampe fra Le Klint.

Dit yndlingsrum i boligen?

Mit yndlingsrum er uden tvivl vores sammenhængende stue og spisestue. Jeg har altid drømt om at have et stort rum med originale plankegulve og højt til loftet.

IKEA_reol.jpg

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?

Vi skal inden for de næste 2-5 år udføre en gennemgribende renovering af vores kælder, så vi forhåbentlig kan lave et ekstra værelse dernede. Når børnene bliver større, kommer vi til at mangle et værelse, og vi vil gøre meget for at blive boende i vores hus gennem hele deres opvækst.

Charlie læser en bog i hyggekrogen.
Charlie nyder en is i hyggekrogen.

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Jeg kommer aldrig til at bo mørkt. Hverken i forhold til lysindfald eller indretning.

Det lyserøde betongulv i badeværelset er fra Conteco og nemt at vedligeholde. Glasdør fra Tarpgaard og fliser fra Fliseuniverset.
Det lyserøde betongulv i badeværelset er fra Conteco og nemt at vedligeholde. Glasdør fra Tarpgaard og fliser fra Fliseuniverset.

Mine favorit-Instagrammere?

Indretningsmæssigt finder jeg særligt inspiration hos @mettehelena og @frumetin, og @anordicknittingtale har både et smukt hjem og laver en masse smuk strik.

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

Tænk altid over helheden i et rum, når du falder over en boliggenstand, du bare må eje. Undersøg først DBA, Marketplace og lokale salgsgrupper for fine unikke fund, når du alligevel står og mangler en bestemt ting, fx et nyt spisebord. Tænk på, om du stadig vil være glad for tingen om et år, hvis moden skifter osv. Hvis ikke, så lad den stå.

Væggene i køkkenet er malet med farven Morning Dust fra Røverkøb.
Væggene i køkkenet er malet med farven Morning Dust fra Røverkøb.

Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?

Min mands 55 tommer fladskærmstv i stuen. Det ligner et grimt sort hul på væggen, men alligevel er det meget rart, når man skal se Netflix.

Det lille gulvtæppe i køkkenet er fra Søstrene Grene og fliser fra Mosaikhjørnet.
Det lille gulvtæppe i køkkenet er fra Søstrene Grene og fliserne er fra Mosaikhjørnet.

Den ting, du holder mest af i din bolig?

Vores gamle snedkerspisebord i træ, som vi fik lidt tilfældigt af en ven af familie, da vi flyttede ind i huset. Meningen var, at vi skulle have et helt nyt spisebord, men da vi opdagede, hvor fint det stod i rummet, beholdt vi det. Jeg har svært ved at forestille mig, at vi nogensinde skal af med det.

Charlie og Elliot spiser morgenmad ved det gamle snedkerspisebord.
Charlie og Elliot spiser morgenmad ved det gamle snedkerspisebord.

Følg Emma Katrine på Instagram her: 

Vis os din instagram-bolig

Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: ugensinstagrambolig@alt.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Ugens instagram-bolig, Boligindretning, Instagram og Sociale medier