Et bryggers med stil og smukke løsninger
SPONSORERET indhold

Et bryggers med stil og smukke løsninger

Mangler dit bryggers sjæl og charme, så kig med indenfor i Tia Borgsmidts lyse, hyggelige og praktisk indrettede bryggers. Du må gerne stjæle ideerne!

12. jan. 2015 | Bolig | BoligLiv

Masser af skabsplads
Enkle højglanslakerede skabe fra Ikea giver masser af opbevaringsplads. Skamlen er fra Hay, og zinkbaljen med lædergreb er fra Notre Dame. Fliserne er fra Flisebent.

TIP:
Hæng skabene midt på væggen, så får du både opbevaringsplads over og under dem. 

Lav selv knagerækken
… af et stykke træ og porcelænsgreb. Klemmeposen er hjemmesyet. Grebene er fra Retro Villa.

Du skal bruge:
1 bræt (gerne med bark, sav det evt. ud af et stykke brænde), 3-4 greb, gerne forskellige.

Sådan gør du:
Bor huller lidt forskudt for hinanden i brættet til grebene og til at sætte en skrue fast i hver ende. Skru grebene i, og skru knagerækken fast i væggen. 

Klemmepose

Du skal bruge:
Lyst stof og lidt mørkt stof, 100 cm pink bånd (alt fra Panduro Hobby).

Sådan gør du:
Klip 2 stk. lyst stof a 40 x 30 cm, og læg dem ret mod ret. Sy dem sammen i sider og bund med 1 cm’s sømrum. Fold den øverste kant 1 + 2 cm om til vrangen, og sy en løbegang. Vend retten på posen ud, og pres. Klip på fri hånd en klemme i sort stof, og sy den på posen i hånden. Træk båndet igennem løbegangen, og bind knude på det.

Tip
Husk at bruge de rigtige bor og skruer, afhængigt af hvilken slags væg knagerækken skal hænges op på.

Hæng redskaber op
… så du har dem lige ved hånden! Her har Tia hængt et sort metalnet fra Silvan op og sat kroge fra Ikea på. Sakse, skrubbesvamp og opvaskebørste er fra Hay.

Uro med klemmer
Tia kan lide at bringe naturen indenfor og bruge den i indretningen. Her har hun lavet en uro af grene og klemmer til at hænge små stykker tøj, der ikke må tumbles, til tørre på.

Du skal bruge:
8 lige lange og lige tykke grene/pinde, farvet bomuldssnor, 16 tøjklemmer, ståltråd og 1 lille krog til ophæng.

Sådan gør du:
Læg de 8 pinde oven på hinanden, 4 vandret og 4 lodret. Bind med bomuldssnoren pindene sammen der, hvor de krydser hinanden. Sæt tøjklemmerne fast med små stykker ståltråd. Hæng uroen op i en krog i loftet med 2 lange stykker ståltråd lagt dobbelt og bundet fast på kryds i hjørnerne af uroen.

Udnyt pladsen
… også i højden! Her er hængt en metalkæde fra byggemarkedet op i loftet, så tøj, der ikke må komme i tørretumbleren, kan hænges op. Tavlen er egentlig et sort stålfad fra Honning og Flora.

Hyggeligt med bord og hylder
Med få virkemidler som et billede og en plante kan man nemt gøre sit bryggers lidt hyggeligt. Bag gardinet af hør gemmer Tia spande og rengøringsartikler. Bordplade og hylder er fra Ikea. Lampen er fundet til en slik på et loppemarked. Vasken er fra Lemérand og armaturet fra Toni.

Plads til tøjskifte
Indgangen udefra til bryggerset er udnyttet superfunktionelt med plads til at hænge overtøjet op. Et klapsæde fra Fick er smart til, når sko skal af og på, og så tager det ikke plads i det smalle rum.

LÆS OGSÅ: DIY: Smarte knager

LÆS OGSÅ: 4 kvinder: Min bedste kreative ide