Evren Tekinoktay: ”Nogle dage vil jeg hellere gøre hovedrent end at arbejde”
Evren Tekinoktay, 46, er morgenmenneske og flyver ud af sengen, men sådan har det ikke altid været. Som teenager blev kunstneren rasende, når vækkeuret ringede.
Det tager Evren Tekinoktay (@evrentekinoktay) “neurotisk lang tid” at lave en stor kollage, og arbejdet foregår med papir, saks, lim og maling i atelieret på Nørrebro, hvor hun har inviteret på morgenmad. Når nu det ikke kan lade sig gøre at starte dagen ved hendes mormors storslåede morgenbord i Istanbul.
Hvordan starter din dag?
– Jeg flyver ud af sengen, når vækkeuret ringer klokken 6.24. Jeg får hovedpine, hvis jeg bliver liggende. Så skal jeg have lidt kaffe, men inden da skal jeg have en banan. Sådan har det været, siden jeg var teenager. Så sidder jeg i min vindueskarm og vågner i en halv time, inden jeg laver morgenmad til min datter, hjælper hende ud ad døren og selv tager på værksted.
Har du altid været morgenmenneske?
– Nej, det var jeg absolut ikke, da jeg var yngre og boede hjemme. Jeg var rasende, når vækkeuret ringede. Det var så slemt, da jeg var teenager og gik i gymnasiet, at min mor ikke steg ud af sengen, før jeg var ude ad døren.
Hvordan ser din arbejdsdag ud?
– Den starter som regel klokken 9 og slutter 14-14.30. Det er alligevel umuligt at bevare koncentrationen meget længere, især hvis jeg skal skabe noget fra bunden. At sidde og fange idéerne ind kræver en nerve, og der skal helst ikke være en lyd i rummet. Men hvis jeg arbejder efter en skitse, jeg allerede har lavet, kan jeg sagtens sidde og lytte til radio og arbejde, til jeg er fysisk udmattet.
LÆS OGSÅ: Louise Roe om sit brand af samme navn: "Vi vil ikke fremstå for fine"
Hvordan får du det nødvendige fokus til at være kreativ?
– Betingelse nummer 1 er, at jeg sætter mig hen til bordet. Nogle dage vil jeg jo hellere gøre hovedrent end at arbejde, fordi det er krævende. Men det er bare ét skridt, så er jeg der. Det er dog ikke hver dag, det lykkes at opnå en koncentration, jeg kan bruge til noget. Sommetider lykkes det kun den sidste halve time ud af fem.
Går du hen til bordet med en idé, eller opstår den først der?
– Det afhænger af, hvor jeg er i processen. Med min udstilling på Collaborations, som jeg arbejder på nu, ved jeg, hvilke værker jeg skal lave hvornår. Andre gange, hvor jeg ikke har noget specifikt på programmet, opstår tingene, fordi jeg bliver siddende. Det kan være, at jeg ved, at jeg vil lave et værk, der ikke er særligt stort. Og så går jeg i gang. Hvordan kan jeg ikke sige, men jeg har altid papir, saks, lim og maling til rådighed her ved bordet.
Fortæl lidt mere om din udstilling?
– Jeg skal lave omkring 13 helt nye værker. Det bliver forskellige neon- og spejlværker, et stofværk, en kollage og en sofa, der får navnet Milky Way. Hos Collaborations står der allerede en sofa som fast inventar i et af rummene, der fungerer som lounge, og som de bruger til at tage imod deres kunder, så den skal være der. Det er en fed nok sofa, men den passer ikke ind i mit univers. Så jeg foreslog at lave min egen – lidt mere finurlige – og det var de helt oppe at køre over.
Hvilke temaer arbejder du med?
– Min udstilling hos Collaborations hedder If 6 was 9, som også er titlen på en sang af Jimi Hendrix. Jeg arbejder i et abstrakt visuelt spændingsfelt mellem et 6-tal og et 9-tal. Du kan vende det hele om, og så er det stadig det samme – og det modsatte.
LÆS OGSÅ: Kom indenfor hos Mikkel Hansen og Stephanie Gundelach i Paris
Hvor lang tid tager det dig at lave et værk?
– Alt fra en halv time til flere måneder. En idé til et værk kan opstå på ultrakort tid, men selve udførelsen, især af de meget store, indviklede kollager, tager nærmest neurotisk lang tid.
Kasserer du mange værker?
– Ikke mere, men det gjorde jeg tidligere. Engang, hvor jeg boede i Valby, stillede jeg nogle mindre gode værker ud til storskrald, og så var der nogle naboer, der syntes, at de skulle med dem hjem og hænge, hvilket ikke var fedt, fordi de var så dårlige! Derefter begyndte jeg at makulere det, jeg skulle af med, så det ikke kunne få en chance til.
Dit fornavn Evren – hvad betyder det?
– På tyrkisk er Evren både et pige- og drengenavn, og det betyder universet, verdensalt. Det er ikke noget, jeg går og tænker over til hverdag i Danmark. Men når jeg er i Tyrkiet, er det selvfølgelig et stort og flot navn at bære rundt på, også fordi ordet evren bruges flittigt og helt almindeligt, når man taler om universet.
Hvad arbejder du ellers på?
– Jeg er blevet spurgt, om jeg vil lave en udsmykningsopgave til Ungekriminalforsorgen i Kolding. Det er et sted, hvor der foregår samtaler med unge og deres familier, som skal have hjælp til at føre et liv uden kriminalitet. Jeg skal udsmykke 10 søjler, og en søjle er jo noget, der som regel understøtter noget tungt – i denne sammenhængt en tyngde af alvor. Mit arbejde skal helst løfte stemningen og give det her alvorlige miljø et venligt udtryk. Jeg håber, at de unge, der sidder og glor ud i luften, får øje på en søjle, og at det kan være med til at inspirere dem lidt og bedste fald give dem et håb for fremtiden.
Hvor er det bedste sted at spise morgenmad i verden ifølge dig?
– Hos min skønne mormor i Istanbul, hundrede procent. Hun er 92, men kan stadig lave et gedigent morgenbord med salt, sødt, grønt – tyrkiske tomater og agurker smager bare af mere – friske urter, tyrkisk te, æg, som hun flækker over i to med tørret chili og olivenolie henover, og en masse forskellige oste. Min familie bor i Tyrkiet, men oprindeligt kommer vi fra et område i Kaukasus, der hedder Abkhasien, så når nogle fra familien har været på besøg der, kommer de hjem med al mulig helt fantastisk og eksotisk mad – fx en bestemt flettet, røget ost – som de sætter på min mormors morgenbord.