Florist Christian Ravnsbak
Foto: Cecilie Lindegaard Hver uge lader Christian Ravnbak kreativiteten blomstre, når han kreerer friske buketter til Apollo Bar i København.

Denne unge florist startede sin karriere hos Camilla Plum og leverer nu ugentlige blomster til Apollo Bar

Selv om Christian Ravnbak, 22, som lille plantede og plukkede liljekonvaller med sin farmor, var det ikke givet, at han skulle ende som florist. Mødet med en ganske særlig have fik kreativiteten til at blomstre, og i dag skaber han buketter, der skal vække følelser og forskønne.

Hvordan opstod din interesse for blomsterkunst- og binding?

“Da jeg var yngre, arbejdede jeg for Camilla Plum (kogekone, der driver den økologiske gård, Fuglebjerggaard, red.), og det var der, det hele startede. Haven på gården blev mit et og alt. Den er frodig og kompromisløs og sådan en have, som du til tider har lyst til at give op over for, fordi den kræver dig hele tiden. Men når du får tid og lov til at nyde den, er det fuldstændig lykke.”  

Hvad skal der til for at lave en smuk buket?

“Alle blomster kan noget hver især, men det, der altid slår benene væk under mig, er store mængder af den samme type blomst i alskens arter og farver, helst i en meget smuk vase. For vasen, terrinen eller noget helt tredje betyder næsten lige så meget som blomsterne i sig selv.”  

LÆS OGSÅ: Kunstner Frederik Næblerød: “Det er jo lidt fy, fy selv at sige, at man er succesfuld”

Hvad skal der til for, at du kan være kreativ? 

“Ro er det vigtigste. Jeg kan godt lide at lave mine buketter for mig selv, selv om jeg næsten altid arbejder ud af huset.”

Hvor finder du din inspiration?

“Jeg har længe været inspireret af haver, særligt de kultiverede. Det er ikke nødvendigvis dem, der ser mest raffinerede ud, men dem, der er lagt tid og kærlighed i. Desuden er den britiske florist Simone Gooch en evig inspiration. Hun er exceptionelt dygtig.” 

Florist Christian Ravnsbak.jpg
Georginer galore.
Florist Christian Ravnsbak2.jpg
Køb blomster, køb blomster. Buketter kan bestilles på @christianravnbak.

Hvad er dine yndlingsblomster? 

“Liljekonvaller. Dem har jeg plantet og plukket mange af med min farmor, siden jeg var helt lille. De er yndige og meget giftige.”

Hvilken buket er du mest stolt af at have bundet?

“Jeg bandt min gode venindes bryllupsbuket, og det var virkelig stort for mig. Derudover er mit yndlingsjob de ugentlige blomster, jeg leverer til Apollo Bar (restaurant og bar i København, red.). Det er mit andet hjem, og jeg nyder hver eneste buket, jeg laver til dem, fordi jeg ved, at de forstår mig og værdsætter mine blomster.” 

LÆS OGSÅ: DIY: Sådan bruger du lyng inde og ude

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud? 

“Et job spænder oftest over flere dage. Først sendes der referencer frem og tilbage, hvorefter jeg bestiller blomster ved min ven Gitte hos Stalks and Roots. Derefter forberedes og fragtes de, og så arrangeres de.” 

Florist Christian Ravnsbak4.jpg

Arbejder du ud fra særlige dogmer, når du binder buketter? 

“Det, der driver mig, er at skabe noget, der skal forskønne noget eller måske vække følelser. Jeg oplever, at flere og flere skærer både deres hjem og de ting, der gør livet skønt helt ind til benet, så de undgår unødvendigheder. For mig er det en nødvendighed at fylde mit liv med smukke ting, da det giver overskud, og det tror jeg, at vi skal passe på ikke at glemme. Blomster er smukke og skal nydes.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Blomster, Livsstil og Interview