Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Mikkel Adsbøl

Garderoben - løs den evige udfordring!

Drømmer du om velordnede forhold? Har du brug for en lille opbevaringsløsning til dine sko eller et stort garderoberum til hele familien? Her får du 6 løsninger, der gør nytte og ser godt ud, så der både bliver plads til de fine silketørklæder og de store tykke vinterfrakker.


Sæt hælen i madrassen
Denne fantastiske bund fra en fjedermadras var egentlig på vej til storskrald for  at ende sine dage på forbrændingen. Men Maria Hall kunne heldigvis se muligheder  i den og fik bunden slæbt op på 3. sal, hvor den har fået en hel ny funktion. Alle skoene, der før lå rundt omkring på gulvet, hænger nu fint med hælen stukket ned i madrasbunden. Løsningen er genial –  der er kommet styr på de høje hæle og samtidig har man et fint overblik over alle skoene. Garderoben hænger på et tøjstativ, men kun sæsonens tøj. Det øvrige tøj er pakket ned til næste sæson.

Skab Selv Stilen: tøjstativ er fra Ikea. Lignende stol fås hos Antikhallen.


Glasklar garderobe
Helle Høgsbro Kragh bor med sin familie i et hus med 3 etager på hver 50 kvadrat-meter. Garderobeskabet er placeret øverst oppe under taget og lige over etagen med soveværelser. Helle valgte blandt andet at have garderoberummet oppe for at få plads til det store skab, som engang har stået på Zoologisk Museum i København. Skabet er en gave fra en venindes mor. Ligesom i Helles butik Crème de la crème à la Edgar, hvor alle ting er omhyggeligt udvalgt, har det store skab også været værd at vente på. En snedker har efterføl-gende sørget for bøjlestangen og de gen-nemgående hylder.
Helle Høgsbro er indehaver af børne-tøjsbutikken Crème de la Crème à la Edgar.

SKAB SELV STILEN: Prøv Green Square for lignende skab. DDR har et stort ud-valg af gamle eames stole. Sort stige,  prøv Veirhanen, eller køb en ny stige hos Trævarefabrikernes Udsalg og mal den sort. Rød industrilampe, prøv Genbyg.

TIP
Er du vild med genbrug og Helles charmerende skab, bør du gå efter gamle udstillingsskabe med glasfronter fra for eksempel nedlagte modebutikker eller andre detailforretninger.


Organiser skoene
Lillian Adler er designeren bag de skønne æsker i smukke mønstre og farver fra serien Hotel boxes. oprindeligt er æskerne tænkt til opbevaring af sko, men de kan bruges til alt, hvad der gerne må gemmes væk i bokse, men alligevel være synligt. Ruden på den ene side af æsken gør, at man oplever farver og mønstre udvendigt såvel som indvendigt. Hotel boxes er, ud over at være en æske, også et møbel, der kan stables på sjove og anderledes måder, her har Lillian bygget en reol af æskerne. Foruden at holde styr på skoene er æskerne et flot blikfang, og så kan de nemt pakkes sammen og flyttes igen til et andet rum uden brug af søm og skuer. Lilian Adler er medindehaver af design-firmaet pure Nomade sammen med Søren Berg.

SKAB SELV STILEN: Æsker er fra Pure nomade. læderstolen Svanen er fra Fritz Hansen.

TIP
Gem skoæskerne og brug dem til opbevaring af tørklæder, undertøj, strømper m.m. - især æsker beregnet til vinterstøvler er rummelige gør lidt ekstra ud af dem, og beklæde dem med et stykke dekorativt papir.


Kinesisk skattekammer
En større renovering af huset gjorde det muligt at realisere drømmen om et rum-meligt walk-in-closet med hjælp fra Julie Brandt Dam, medejer af livsstilsbutikken Rue Verte. Til forskel fra mange andre walk-in-clo-sets, er der her låger i skabene for at skærme for garderoben og give rummet karakter. Julie ønsker, at man skal have fornemmelsen af at træde direkte ind i et skattekammer, hvor alle herlighederne er gemt bag de dekorerede låger. Lågerne, der går fra gulv til loft, er frem-stillet specielt til rummet. Rammerne er malet i en kinesisk lakrød farve, og felterne er tapetseret med et gyldent hånd-trykt tapet med lakrøde bambusblomster fra florence broadhurst. Håndtagene var lidt af en udfordring at finde, men da det lykkedes, valgte Julie at tage håndtagene hjem til butikken, hvor de nu kan fås i flere forskellige udgaver. Stilen i rummet er gennemført og understreges af velourpuf-fen i midten og væg til væg-gulvtæppet, der er holdt i samme farveskala. Den sorte lampe passer til stilen, men giver samtidig en god kontrast til de røde farver.

SKAB SELV STILEN: Tapet, puf,  gardinstof, lampe og kjoler kan fås hos Rue Verte.

IDE
Forvandl dine hvide klædeskabe til et kinesisk skattekammer med lidt rød maling og en rulle tapet.

Sådan gør du: Afrens og slib først lågerne, mal dem i den ønskede nuance, (spørg farvehandleren om, hvilken maling du skal bruge). Lad malingen tørre, og skær tapeterne til i den ønskede bredde og længde. Tapetser lågerne på samme måde, som når du tapetserer vægge. Sæt evt. en smal malet liste rundt i kanten for at få en pæn overgang fra tapet til låge.


Skab plads i stuen
Selvom klædeskabe kun har et formål i livet – at holde orden på vores tøj – gør det jo ikke noget, at de også tager sig godt ud og falder naturligt i med den øvrige indretning. Her var klædeskabene på grund af pladsmangel i soveværelset nødt til at stå i stuen. Det var derfor vigtigt for familien at finde en opbevaringsløsning, der passede til stilen i stuen. Valget faldt på et par gamle karlekammerskabe i en flot gråblå nuance. for at udnytte pladsen  optimalt er begge skabe indrettet med hylder, mens det tøj, der kræver en bøjle, hænger på et tøjstativ i soveværelset. Da skabene ikke er højere, end man sagtens kan nå den øverste del, har man valgt at bruge pladsen foroven til opbevaring.

SKAB SELV STILEN: Gamle klædeskabe fås hos Antik Pjot. Rislampen er fra Den Kinesiske butik. Quiltet sengetæppe er fra De fire årstider. Lignende gulvtæppe fås hos Cozy Ketchup.


Til nytte og fornøjelse
Et tøjstativ er måske ikke den mest effektive form for klædeskab, men til gengæld kan man som denne familie bruge stativet som alternativ til stumtjeneren eller "tøjstolen" (den stol i soveværelset, man altid smider tøjet på). På tøjstativet kan man hænge det tøj, man ikke gider lægge tilbage i skabet, men som endnu ikke er klar til vasketøjskurven. Eller man kan hænge det tøj frem, man skal have på næste dag. festkjolen kan også blive luftet på stativet et par dage inden festen, og har man flere festkjoler, kan de hænge til inspiration, indtil man har besluttet sig. Men husk, at tøj på fritstående bøjlestativer ikke skal hænge for lang tid, da tøjet  udsættes for støv og sollys og er mere udsat for angreb af møl.

SKAB SELV STILEN: Lignende tøjstativ kan findes hos Veirhanen og Antikhallen. Spejl er fra Oliver Antik.Hylde er fra Ikea. Lilla opbevaringsæske er fra Bagus.


► SE OGSÅ: 10 råd til en overskuelig garderobe

► SE OGSÅ: 25 elementer du skal have i din garderobe

► SE OGSÅ: Mariya har det ultimative tip til din garderobe


Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning