Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Gunnar Larsen Lotte Heise
Foto: © Gunnar Larsen/VISDA.dk og Designmuseum Danmark Lotte Heise var en del af Gunnar Larsens modelhær, der var Dressed to Kill.

Lotte Heise: "Jeg var aldrig blevet så dygtig, hvis ikke det var for Gunnar"

Navnet smager så dansk som en snaps. Livsstilen var fransk som et glas rødvin. Den danske modefotograf Gunnar Larsen levede bag linsen for at få det bedste skud i kassen. Han var en følsom levemand og en tusindkunstner med blik for skønhed.

Navnet Gunnar Larsen er så tilpas anonymt dansk, at det mest af alt leder tankerne hen på en rar morfar. Modefotograf Gunnar Larsen nåede aldrig at blive nogens bedstefar, men som en af sin tids mest populære fotografer var han alt andet end anonym.

LÆS OGSÅ: Ny udstilling giver dig et eksklusivt indblik i modefotografiet

Gunnar Larsen arbejdede både som journalist og fotograf for en række danske dagblade, bl.a. Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, og i 60’erne begyndte han at rapportere til dem fra Paris, hvor han slog sig permanent ned – uden nogensinde at blive rigtig dus med sproget. Det er svært at grave noget op om, hvem Gunnar Larsen var præ-Paris.

En passioneret excentriker, der levede og åndede for modefotografiet.

Han er født i 1936 og døde blot 54 år gammel i 1990 som følge af komplikationer efter en operation i bugspytkirtlen. Han efterlod sig en bror, men ellers var hans familie hans arbejde. Hans sekretær og redaktrice, Rose Marie Arnaiz, bistod ham med fremkaldelser og koordinering af fotoskydninger og hjalp med de magasiner, som Gunnar Larsen selv udgav: Mode Avantgarde og Gunnar International. Han omgav sig konstant med modeller, ofte husede han adskillige i sin lejlighed. Han levede på mange måder et ægte bohemeliv – den lille parisiske appartement ved Montparnasse, som både agerede fotostudie og lejlighed, de smukke kvinder og en jeger-ét-med-mit-arbejde-attitude.

Af udseende gjorde han ikke meget væsen af sig, og han gik ofte i den samme type af bukser og en skjorte. Hans lyse, halvlange hår med sideskilning var klassisk for tiden og indrammede et venligt ansigt med lidt bedrøvede øjne. Men når man taler med mennesker, der kendte Gunnar Larsen, fortæller de historien om en passioneret mand, der i den grad satte sit aftryk på modebranchen og inspirerede fremtidige generationer af fotografer.

Da Lotte mødte Gunnar

Man skal kun læse ganske lidt om Gunnar Larsen for at få indtryk af, at han var nede på jorden i en branche, der ofte har det med at flyve meget højt – på succeser, på stoffer, på penge. Han passede sit arbejde og arbejdede helst sammen med mennesker, der var lige så passionerede som ham selv. Han foretrak lidt ældre modeller, fordi personlighed var alt for ham, og han havde brug for intelligent modspil. Modeller, der kunne leve sig ind i de følelser, han forsøgte at fremkalde, og som havde levet lidt. Piger uden noget på hjerte sagde ham intet.

Det var måske derfor, at hans første møde med en ung Lotte Heise var et heftigt et af slagsen. I dag kender vi hende som debattør, forfatter og radiovært. Dengang i starten af 80’erne var hun en aspirerende skuespiller, og hvad der bare skulle have været en tur til frisøren, blev startskuddet til en modelkarriere og et varmt venskab med Gunnar Larsen.

“Jeg havde fået anbefalet den her nye engelske stjernefrisør, Molton Brown, der havde åbnet salon i København. Da jeg kom derind, blev jeg mødt af en lille, velformet mand, der straks trak mig ud i baglokalet og krævede, at jeg hoppede i et par ålestramme bukser. Jeg var helt befippet, så jeg gjorde det bare. Han skulle lave et hårshow som opvarmning til Gunnar Larsens rejsende modeshow, Dress to Kill. Jeg var den eneste, der kunne passe de bukser, og ergo skulle jeg være model for ham. Det var sådan, jeg mødte Gunnar. Af en eller anden grund kom han og jeg frygteligt op at skændes og var uenige på hele turen indtil det sidste show i Aalborg. Der kom Gunnars assistent og spurgte, om jeg ville have taget billeder af Gunnar. Jeg glemte alt om billederne, indtil de kom hjem til mig i en kæmpekasse – de var meget smukke,” erindrer Lotte Heise.

Gunnar Larsen inviterede efterfølgende Lotte Heise til Paris i 1982, hvor de nåede at arbejde sammen i to år på utallige fotoskydninger og -shows.

Efter sigende var Gunnar Larsen ikke interesseret i teknik, og ofte var det assistenter, der indstillede kameraerne. Det er bredt kendt, at han hadede store næser. Hans kendetegn som fotograf var at skjule dem, så modellernes ansigter blev overbelyst, og næserne blev væk.

“Han brugte et Pentax-kamera, for det kunne holde til noget, og så, når det var præcis, som han ville have det, knipsede han løs. Når man kiggede kontakt-arkene igennem med ham, kunne han lynhurtigt udpege det rigtige billede. Han var meget sikker på sit look,” siger Lotte Heise.

Det var præcis det hypede Gunnar Larsen-look, som fik den dengang 27-årige Helle Moos til at ringe til modefotografen i 1990. Hun ville være hans assistent, koste hvad det ville.

“Jeg insisterede og var klar til at hoppe på et fly dagen efter. Han forklarede mig senere, at det var den beslutsomhed og du-kan-ikke-sige-nej-til-mig-attitude, der fik ham til at sige ja,” fortæller Helle Moos, der kickstartede sin fotografkarriere lige der i Paris, hos Gunnar Larsen.

“Fordi jeg havde den alder, jeg havde, var jeg ikke bange for Gunnar, som nogle af de andre, yngre assistenter var. Jeg kunne gennemskue hans følsomme temperament og se, hvornår han var presset, og var ikke bleg for at sige fra,” husker hun.

Helle Moos nåede kun at arbejde som Gunnar Larsens assistent i to uger, inden han den sommer i 1990 blev indlagt på hospitalet. Men selv om det kun blev et kort bekendtskab imellem de to, var det ikke desto mindre meget begivenhedsrigt.

Den gavmilde excentriker

Gunnar Larsen var en mand, der sagde tingene, som han så dem, og det er svært ikke at trække på smilebåndet, når man læser hans bog fra 1986, Drømmepiger, med gode råd til piger med modeldrømme. Tonen er som en alvidende, lidt bekymret far, der udstikker regler og påpeger faldgruber: “Pas på, du ikke bliver snydt af pengegriske bagmænd.” “Lad dig ikke overtale til nøgenbilleder, ej heller op i fotografens seng.” “Kokain gør dig ikke smukkere og vil blive din undergang.”

“Hvis pigerne var nervøse inden et show, fik de et glas hvidvin til at dulme nerverne med. Han var meget alfaderlig, og jeg så aldrig en bane kokain i Gunnars selskab. Stoffer skulle man holde sig langt væk fra,” fortæller Lotte Heise.

Når man læser interviews med Gunnar Larsen, taler han meget om, hvordan livet var for de modeller, han arbejdede med. Det virkede til tider, som om pigernes ve og vel optog ham mere end hans egen succes. Men man skal ikke tage fejl. Gunnar Larsen vidste, hvad han ville have, og han helmede ikke, før det var, som han forestillede sig det. Modeller kunne ligge i timevis og vride sig på Paris’ brosten, ligesom de nærmest kunne slide catwalken op inden et show, hvis ikke koreografien sad i skabet. Men han var altid meget gavmild, husker Helle Moos.

“Gunnar spiste som regel ude og sørgede altid for at invitere modellerne med. Han omgav sig altid med en masse branchemennesker og journalister og var bestemt ikke nærig.”

Måske var det også derfor, at det var en økonomisk presset mand, Helle Moos kom ned for at assistere. Hvor hun havde regnet med store studier og fancy udstyr, blev hun i stedet mødt af defekte kameraer og et hjemmelavet mørkekammer, hvor plastik for vinduerne og manglende udsugning til en forveksling lignede det interimistiske studie, hun selv havde banket op hjemme i København. Flere gange om dagen blev Helle sendt ned på den lokale tabac for at hente kaffe.

“Jeg kunne jo se, at det kneb med økonomien, så jeg foreslog Gunnar at købe en kaffemaskine i stedet. Så fik jeg den største skideballe. For hvad ville der ske, hvis ikke han og alle andre købte kaffe hos den lokale? Så ville butikken dø, og i stedet ville der komme en rædsom café-kæde, pointerede han. “Du skal fodre det miljø, du gerne vil være i,” sagde han. Det tog jeg til mig og har levet efter siden,” fortæller Helle Moos

Le créateur

Gunnar Larsen blev især kendt herhjemme for at turnere det danske land og rige rundt med sit modeshow. Og det er med tryk på ‘show’, for det var nærmere en performance, der inkluderede sang, dans og skuespil, fordi Gunnar Larsen syntes, at traditionelle modeshows med kollektioner var kedelige. Tøjet lånte Gunnar Larsen direkte hos designerne. Ofte var det haute couture, og der var ikke noget system i, hvordan det kom ned ad catwalken. Showene var åbne for alle, og det lyder måske en anelse provinsielt i disse high fashion-tider, men det var en kæmpe succes, der var efterspurgt i hele verden. Og der blev trænet benhårdt inden hvert show, for Gunnar Larsen forlangte perfektion og disciplin. På et tidspunkt rejste showet til Brasilien, og modellerne trænede solen sort, men forgæves, husker Lotte Heise.

“Gunnar var enormt rar, men også meget hidsig og kunne få de vildeste anfald. Han gik ikke på kompromis med sin kunstneriske integritet og havde det ikke altid helt nemt i sit eget hoved.”

Ikke desto mindre var Gunnar Larsen meget vellidt og levede for modefotografiet og -branchen. John Casablancas, grundlægger af Elite Models og ophavsmand til fænomenet ‘supermodel’, krediterer Gunnar Larsen som definerende for sin karriere i filmen The Casablancas.

“Han var den første, der sagde til mig, at jeg var født til at være agent. En aften, da vi var på La Coupole (restaurant i Paris, red.), begyndte han at tegne med en rød blyant på mit skjorteærme. Jeg sagde: “Stop det, Gunnar.” Han sagde: “Jeg stopper ikke, før du går med til at åbne dit eget modelbureau,” fortæller John Casablancas i filmen.

Men hvad var det, Gunnar Larsen kunne som fotograf?

“Gunnar plejede at sige, at man klæder en kvinde af ved at klæde hende på,” siger Lotte Heise og fortsætter: “Han var kreativ på den rigtige måde. Jeg var aldrig blevet så dygtig, hvis ikke det var for Gunnar – han lærte mig ikke at gå på kompromis.”

Gunnar Larsens avantgardistiske mega-magasin, der vejede 2 kg og målte en halv meter.

Mega-magasinet Gunnar

Gunnar Larsens kollegaer og konkurrenter i Paris i 60’erne og 70’erne var blandt andre Helmut Newton, Guy Bourdin og Richard Avedon – fotografer, som havde en markant anden stil end ham selv. Paris’ gader var Gunnar Larsens studie og legeplads. Ofte skød han sine billeder i Jardin du Luxembourg tæt på sin lejlighed – også selv om det var haute couture-kjoler, modellerne rullede rundt i. Han var flere af de franske modehuses foretrukne fotograf. Bl.a. brugte Erik Mortensen ham, når Balmain skulle have taget billeder.

“Gunnar var meget dygtig til at bruge tøjet på nærmest arkitektonisk vis. Han havde altid en vision omkring et billede og brugte mere tid på at skabe det end på at tage det. Han var mere kunstner end fotograf,” siger Helle Moos.

Gunnar Larsen var en tusindkunstner. Foruden at skyde traditionelle modefotografier og -kampagner og skabe sit eget rejsende modeshow solgte han T-shirts, hårgelé og magasiner i eget navn. Hans magasin Mode Avantgarde, som senere blev til Gunnar International, var det største modemagasin i verden og målte 50 cm i længden og vejede 2 kg. Det kostede 100 franc – hvad der dengang svarede til omkring 170 kr. – og blev sendt til abonnenter i hele verden. Det var svært at gøre det til en overskudsforretning, når man skulle betale for porto til Japan, som var magasinets største aftager, men Gunnar Larsen insisterede og så stort på markedsanalyser. Han troede på, at magasinet kunne rykke grænser og udfordre opfattelsen af mode. 80 % af indholdet var skudt af Gunnar Larsen selv. Derudover blandede reproduktioner af udvalgte kunstneres surrealistiske værker sig imellem modestoffet. Magasinet udkom fire gange om året og blev trykt i 38.000 eksemplarer. Udgivelsesdatoerne afhang mest af, hvornår der var penge på kontoen. Og dem var der ikke mange, da Helle Moos kom til Paris for at arbejde for Gunnar Larsen.

“Det var mit indtryk, at tingene gik ham lidt imod, inden han blev indlagt. Hans udstyr var forældet, og hans syn skrantede, så det blev svært for ham at stille skarpt. Han skulle nok bare have haft en læsebrille, men det tror jeg ikke, hans forfængelighed var til,” siger Helle Moos og fortsætter: “Gunnar var fantastisk dygtig til at skabe en hype omkring sig selv. Han elskede at kreere. Han blev især kendt for magasinet og har været til stor inspiration for mange aspirerende fotografer.”

Gunnar Larsen blev begravet den 11. august 1990 på den legendariske parisiske kirkegård Père-Lachaise ligesom Édith Piaf, Oscar Wilde og Jim Morrison.

“Det er lige i Gunnars ånd at være midtpunkt for en udstilling af hans fotografier,” slutter Helle Moos.

Om udstillingen

EXPOSURE – Dansk modefotografi i glimt præsenterer modefotografiet som en selvstændig genre med passionerede og hårdtarbejdende danske fotografer, der arbejder på internationalt niveau. Det enkelte fotografi spejler tidens diskussioner, økonomi, kønsroller og stereotyper, mens vi med den samlede udstilling samtidig fortæller en alternativ, visuel danmarkshistorie. Velkommen i Øksnehallen. Velkommen til modefotografiet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Stil, Design, Model og Kendte