Oliver Gustav
SPONSORERET indhold

"Vi lever alle en enorm hektisk tilværelse. Vi har konstant vores mobil i hånden, og vi bliver pumpet med information"

Indretningsarkitekten med butikker i København og New York dækker ikke bord, når der kommer gæster i hans lejlighed, der skal føles som et tempel.

Af: Marie Lodberg Foto: Andreas Houmann
18. maj. 2017 | Bolig | Eurowoman

Hvad er det her for et sted?
– Studio Oliver Gustav er både butik og indretningsvirksomhed. Lige siden jeg købte mine første Dr. Martens herinde, da Bruno og Joel havde butik her (i Store Strandstræde, red.), har jeg drømt om at flytte ind i netop dette lokale. Tidligere havde vi kontor på Kongens Nytorv i et smukt gammelt palæ, hvor man kunne besøge os efter aftale. Jeg havde lyst til noget mere tilgængeligt, men samtidig var jeg også bange for, at det blev for meget butik.

Det er vel pointen, at der skal komme kunder?
– Ja, selvfølgelig, og jeg elsker de skønne mennesker, der kommer her. Men det bedste ved mit arbejde er skattejagten efter fantastiske objekter, møbler og materialer. Jeg er vanvittig glad for træ. Det kan være gammelt, gammelt træ fra lader i Texas til vognporte fra Mongoliet. Det omdanner jeg til langborde og konsoller. Eller mine tekstiler, lavet af min egen hampproduktion, som jeg bruger til mine sofaer.

Du åbnede butik på Howard Street i Soho i New York for et år siden. Hvordan er det?
– Jeg er et ret genert menneske, og New York er overvældende, men også dybt fascinerende. Jeg har efterhånden lært at elske byen og tager derover fire-fem dage om måneden for at installere og modtage nye varer.

Din stil er ikke typisk nordisk minimalistisk. Mere mørk og tung ... Hvad er det egentlig for en stil?
– Det handler om en forkærlighed for materialerne og overfladerne. Der ingen tvivl om, at det er et meget maskulint univers. Det skal give mig ro og balance, zen.

LÆS OGSÅ: Interiørdesigner Nina Sonnerup Nygaard: “Her skal du investere, her skal du spare”

Er du spirituel?
– Nej, men vi lever alle en enorm hektisk tilværelse med mange impulser. Vi har konstant vores mobil i hånden, og vi bliver pumpet med information. Jeg synes, det er vigtigt, at vores hjem er et sted, hvor vi kan slappe af og lade op. For mig skal det være et helle at træde ind i mit hjem, som at gå ind i et tempel. Det er der, jeg falder ned og lader op. Der skal ikke være ting, som provokerer mig, eller som jeg skal tage stilling til.

Hvad er god indretning ud over 'rolige' møbler?
– Et godt farvevalg. God musik, gerne noget, der er lidt diffust. Jeg elsker Ólafur Arnalds og Jóhann Jóhannsson. Og jeg går meget op i dufte, men de skal være subtile. Lyset er altafgørende. Du kan sagtens have en sofa fra IKEA og et par paller på gulvet, så længe der er tænkt over belysningen. Faktisk synes jeg, det er dejligt at træde ind i et hjem, hvor der ikke er tænkt for meget over indretningen, men hvor man bare omgiver sig med det, man elsker, og som betyder noget for en.

Hvordan ville du dække et morgenmadsbord?
– Jeg dækker aldrig bord. Jeg synes, det hyggeligste er, når man dækker bord sammen. Jeg kommer fra et hjem, hvor der altid var stadset og dækket op, og gæsterne skulle tage skoene af. Det bryder jeg mig ikke så meget om.

Hvor er det lækreste sted, du har spist morgenmad?
– I et marmorbrud i Verona, hvor jeg skulle vælge sten ud. Det var som at drikke kaffe og spise brød på månen.

Hvor spiser du morgenmad i New York?
– The Smile. Det er pivgodt, de laver den bedste kaffe, grapejuice og kager.

Anbefalet til dig