Julie Lænkholm: ”Det var så meget modstand, som om universet prøvede at fortælle mig noget”

“Jeg er vokset op i Skovshoved med kreative forældre, der arbejdede som skuespillere, og som lod mig male mine egne gardiner og opmuntrede mig til at dyrke mine kreative sider. Som 13-årig brugte jeg hele min løn fra mit arbejde som opvasker på at tage op til en spirituel kvinde, få ‘rumsko’ på og tale om universet. Det spirituelle og det, der ligger udenfor vores hverdagsunivers, har drevet mig lige siden og er i dag en del af min praksis som kunstner.”

“Mine forældre gik væk fra skuespillet, da min storesøster og jeg var små, og blev skolelærere, så jeg er vokset op med en forestilling om, at det er et usikkert liv at være kunstner. Det er nok derfor, jeg uddannede mig til sygeplejerske i 2009. Jeg fik hurtigt job på hjertekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, men jeg stoppede ikke med at være fascineret af den alternative verden og skabe ting med mine hænder.” 

“En dag kom min gode veninde Amanda (Collin, skuespiller, red.), der lige var flyttet til New York, hjem til København og sagde: “Jeg har fundet din skole!” Jeg var lige startet på hjertekirurgisk og havde planlagt at blive der, men hun havde altså fundet den her kunstskole, The Art Students League of New York, hvor mange af mine gamle helte og de største modernister har gået. Fx den amerikanske skulptør Alexander Calder og den franske edderkoppekunstner Louise Bourgeois.” 

“Jeg samlede al min ferie sammen og tog en måned til New York med mit portfolio under armen. Jeg tog direkte hen til skolen og bankede på døren. De lukkede mig ind, men sagde bare: “Du kan overhovedet ikke starte her, det er slet ikke sådan, det fungerer. Og i øvrigt synes vi heller ikke, at du har specielt meget talent,” da de så nogle tegninger, jeg havde lavet. Nu var jeg kommet hele vejen fra Danmark, og jeg vidste, at jeg kunne så meget mere end de tegninger, så jeg insisterede på en chance til. Og så forbarmede de sig og gav mig 24 timer til at lave nogle kollager. Jeg blev så glad, at jeg glemte alt om tidsforskel og ringede hjem til mine forældre midt om natten. Så lavede jeg de her kollager, afleverede dem på skolen og fik lov at blive der måneden ud. Og efter den endte det fandeme med, at de gav mig et fireårigt stipendium.”

“Efter seks år i New York med dyt, dyt og “Fuck you!” fra klokken 9 om morgenen havde jeg muted min krop så meget, at jeg følte, at jeg kun levede fra hovedet og op. Jeg var ikke i kontakt med min krop, og derfor havde jeg lyst til at lave et værk med mine fødder. Det blev til et stort lergulv, som jeg gik på hver dag i et halvt år for at holde det i live, og det samme gjorde mine venner. Da det skulle udstilles på The Kitchen (kunst- og performancested i New York, red.), var vi 10, der gik med den her kæmpe pølse hele vejen til Chelsea. Det lærte mig, at du som billedkunstner er dit community.”

“Da jeg var færdig med at læse, trængte jeg til at komme væk fra al larmen og mærke mig selv igen. Jeg tog til Island, hvor jeg blev tilbudt at undervise på kunstskolen LungA, og senere fik jeg også lov at kuratere et residency på skolen, hvor jeg inviterede mine kunstnervenner. Jeg havde ingen penge, og ingen af os havde råd til at rejse, så det var også en måde at se dem på. Vi har altid været gode til at prøve at skabe muligheder for hinanden.”

“Jeg tog til Island for at undersøge, hvor jeg kom fra. Min fars side af familien stammer oprindeligt fra den nordlige del af landet, og jeg slog mig ned i byen Húsavík, hvor jeg var blevet inviteret til at lave en udstilling på det lokale museum. I den forbindelse kiggede jeg i deres arkiv, og der var masser af information om de mænd, der havde levet på egnen, men intet om kvinderne. Jeg ville gerne bruge udstillingen til at skrive kvinders stemmer ind i arkivet og inviterede lokalbefolkningen, kirkekoret, børnene og den lokale kvindegruppe til at lave forskellige performances rundt omkring i byen.” 

“Mens jeg forberedte udstillingen, boede jeg hos en gammel mand, Sigur Jón, på 90 år. Han havde skrevet en masse bøger om byen og var et levende arkiv, der hver aften fortalte historier fra egnen. En aften kom hans datter på besøg og foreslog mig at besøge en kvinde i bjergene. Hun stak mig et håndtegnet kort med instruktioner om at køre til højre ved et vandfald. Jeg lånte museumsinspektørens bil og kørte afsted. Efter halvanden time havde jeg ikke set andet end får, der var ingen mennesker og ingen vejskilte. Jeg var midt ude på landet og tænkte: “Hvis jeg bliver dræbt nu, er det min egen skyld. Hvad fuck laver jeg?” Men nu var jeg kørt så langt, at jeg blev nødt til at fortsætte. Der kom et lille hus til syne, og jeg bankede på. En ældre kvinde ved navn Kristlaug Palsdóttir åbnede og var så sød at lukke mig ind. Hun fortalte mig om naturfarver, og hvordan man kunne bruge de planter og blomster, der voksede udenfor hendes vindue, til at indfarve uld med. Hun gik hen til sin faxmaskine og kopierede en masse opskrifter, og næste weekend kom jeg igen for at plukke urter. De gamle bønder i Húsavík var så søde at komme med uld til mig, så jeg lavede køkkenet om til et farvelaboratorium og gik i gang. Mødet med Kristlaug Palsdóttir aktiverede min praksis og har været helt afgørende for, hvordan jeg arbejder i dag. Jeg endte også med at lave en række uldværker med nålefiltningsteknik – en anden gammel tradition fra egnen – ud fra nogle billeder, jeg havde taget i den islandske natur, til udstillingen.”

"Det var også hende, der fortalte mig noget, som kom til at betyde rigtigt meget for mig. Nemlig at geparden er mit spirit animal. Det er et fænomen fra mayakulturen, at et dyr med bestemte karakteristika kan lede dig et sted hen. En aften sagde hun til mig: “Prøv at gå efter den!” Men der var jeg slet ikke på det tidspunkt. Jeg kunne slet ikke rumme det og tænkte bare: “Hvad snakker du om? Gå efter noget usynligt? Det kan jeg ikke.” Men en aften gjorde jeg det sgu alligevel. Jeg så en gepard for mit indre blik og fulgte efter den ud til udehuset, som viste sig at være i brand! “What!” tænkte jeg bare, fik slukket branden og gik tilbage til huset, rimelig chokeret. Hvad ville der være sket, hvis jeg ikke var kommet? Det var lidt meget for mig, så jeg lagde geparden lidt på hylden igen. Men jeg kunne ikke slippe den og besluttede mig for at tage til Afrika, hvor den stammer fra, og undersøge det nærmere.” 

“Lige inden jeg tog til Uganda, snakkede jeg med min psykolog om en stor sorg, jeg havde indeni efter en ufrivillig abort. Og for at forberede mig til turen prøvede jeg at transformere mig til geparden. Jeg gik hos en dame, der lærte mig at bevæge mig som en gepard helt ned på et mikromotorisk plan. Jeg er egentlig vegetar og ikke ligefrem en sportspige, men jeg begyndte at spise kød og løbetræne. Jeg havde bare lyst til at kropsliggøre de her kræfter og det her projekt for at se, om der var noget i det. I Uganda boede jeg i to måneder uden vand og elektricitet. Jeg fik malaria, og det var svært at indfarve mine materialer, fordi jeg kom i tørkesæsonen. Det var så meget modstand, som om universet prøvede at fortælle mig noget. Men jeg måtte jo se, om tingene foldede sig ud og hvis ikke, måtte jeg trække mig tilbage. Jeg boede ved siden af en gammel mand, der havde været ranger i en naturpark i 35 år. Han sagde: “Julie. Vi har slet ikke nogen geparder tilbage her, de er uddøde.” Og jeg var bare sådan: “Fuck mand, det står der på internettet! Hvad fanden sker der?” Jeg fik lov at lave et interview med ham, hvor han fortalte om gepardens træk. Han sagde bl.a., at de sorte rande, den har under øjnene, er et resultat af dens sorg over dens tabte børn. Det ramte mig ret meget. Jeg havde jo gået og forberedt mig på at være en hurtig, kødspisende gepard, og i stedet var det åndsfællesskab, jeg havde med den noget mere skrøbeligt. Den eneste og meget spinkle chance, jeg havde for at møde geparden, sagde han, var at køre 16 timer op til Kenyas grænse mod Sydsudan. Ingen andre rejste alene i det uroprægede område på det tidspunkt, men jeg blev nødt til det.” 

“Som kunstner ønsker jeg kun en birolle i samskabelsen af et værk. Jeg forsøger at åbne op for en kanal udefra, ned igennem mit hoved og hjerte og ud igennem hænderne. På den måde kan jeg lave ting, der går ud over min egen forstand, og det er meget mere interessant end at sidde og overtænke et værk. Derfor ved jeg aldrig, hvor et værk ender, jeg ved bare, at de lige for tiden begynder med japansk indigo, som jeg lærte at farve med, da jeg var i Japan i oktober og november, og som jeg arbejder med i et projekt om de syv dødssynder til Art Basel. Nu har jeg lavet en regel om, at jeg skal lade det være, lige efter jeg har lavet noget, så jeg ikke kommer til at ødelægge det. Værkerne bliver meget bedre, når mit eget ego ikke blander sig så meget i processen. Det giver mening for mig at arbejde ud fra et højere selv, og jeg håber, at der for andre kan være nogle nøgler i mine værker, der kan aktivere det sansende hjerte og derved det højere selv. Det er i hvert fald drømmen for min praksis, som jo også er mit liv.”

"Det er ikke, fordi du ikke må tage en ipren, men det er da meget fedt at vide, at du også kan koge noget røllike ude fra baghaven, hvis du for eksempel har kraftige menstruationssmerter. Den videnskab vil jeg forsøge at aktivere i et projekt, jeg har kaldt Den Helende Have.”

“Min praksis er studie i de gamle håndværkstraditioner. At lade dem overleve, at aktivere den viden, som er ved at gå tabt, og at være bevidst om min position. Jeg ved, at jeg står på ryggen af mange modige kvinder, der har taget kampe, som har givet mig det privilegium – og måske også formål med dette korte liv – at bruge min stemme til at lave den kunst, jeg tror på.”