Minimalisme
SPONSORERET indhold

Lejlighed i byen: Minimalisme med stærke farver

Hvide vægge, lige linjer og klassisk design bliver brudt af farverige indslag i arkitektparret Sara Giese Camre og Robert Warren Paulsens kreative hjem på Frederiksberg.

Foto: Birgitta Wolfgang Drejer/Sisters Agency
15. feb. 2015 | Bolig | BoligLiv

Klassiske møbler fra forskellige tidsaldre og funktionalitet præger Robert og Saras hjem på Frederiksberg. Lejligheden var engang en del af et 500 kvadratmeter stort kollektiv. Her boede Sara som barn med sin mor, far, søskende, onkel og tante og deres børn, og for syv år siden overtog Sara 182 af kvadratmeterne. I dag bor hun sammen med sin mand, Robert Warren Paulsen, hans to børn Amalie og Markus og parrets treårige datter Olivia i sit gamle barndomshjem.

Luftige åbne rum
– Jeg er vant til at have mennesker omkring mig, fordi jeg er opvokset i kollektivet, og trives nok bedst sådan, fortæller Sara om, hvorfor hun valgte at rive flere vægge ned og etablere store åbne rum i stedet. F.eks. blev den ene væg i den lange fordelingsgang fjernet, så der blev åbnet op til ét stort rum med plads til både hjemmearbejde og afslapning. Væggen var bærende, så nye bærende bjælker blev sat op. Men de tilfører bare stuen stemning. Da Sara havde født Olivia for tre år siden, havde hun svært ved at finde noget pænt sengetøj og en ammepude, hun kunne holde ud at kigge på i længere tid. Så Sara syede selv begge dele. Det blev hurtigt til bestillinger fra veninderne og deres veninder, og på den måde  opstod Saras firma CamCam. Firmaet ligger i nærheden, men det bliver alligevel ofte til et par timers arbejde ved det lange skrivebord i stuen om aftenen. – Det er rart at kunne være kreativ og stadig være sammen med de andre i familien, fortæller Sara.

Rart og lyst
Indretningen er minimalistisk, inspireret af japansk kultur med orden og lige linjer. Men kreativiteten bobler lige under overfladen og kommer frem i form af stærke farver, kunst og en personlig sammensætning af tilbehøret. – Før var gulvene i lejligheden i råt træ. Det var også hyggeligt, men efter vi har malet dem hvide, er lejligheden blevet lysere, og møblerne træder tydeligere frem i rummet – som skulpturer på et galleri. Når vi har været ude og rejse, specielt til Nordamerika, hvor Robert kommer fra, og hvor alt er i mørkt træ, så er det bare så rart at komme hjem til alt det lyse, fortæller Sara.

Sara med Olivia ved det lange kontorbord i stuen, hvor flere kan arbejde på en gang. Billedet af en borgerrettighedsforkæmper fandt Sara i kælderen. Det er tegnet af Anne-Marie Steen Petersen. “Det har hængt her i kollektivet, da jeg var barn”, fortæller Sara.

I det rummelige køkken står et enkelt spisebord fra Ikea flankeret af grå stole fra Hay. Mogens Lassen lysestagen og Ayers S54 lampen fuldender det stilrene look. Lampen fås hos mekavi.com

Sorte Flower Pot-lamper af Verner Panton sørger for belysning over køkkenbordet. Bag komfuret er der sat smukke turkis fliser fra Made a Mano op.

TIP
Køkkenet er lavet i en vinkel langs væggene frem for med en kogeø ud i rummet. Så blev der nemlig også plads til et stort spisebord med plads til mange gæster.

Enkle at-bo reoler rummer familiens skønlitteratur og bøger om arkitektur og design. Maleriet er af Stine Hedegaard Andersen. Lampen fås hos Stilleben.

Sara har stillet cylindriske vaser af forskellig oprindelse på en lavasten fra Made a Mano.

TIP
Hvis du godt kan lide nips, men ikke rod, så gør som Sara og saml de ting, der har fælles træk i grupper. Det giver ro i indretningen.

I stuen har Sara og Robert skabt et hyggeligt område med en sofa fra Hay og vintage Ax-stole af Hvidt & Mølgaard. Det lave sofabord på hjul har Sara lavet for at få plads til magasiner. Puderne er fra Lucky Boy Sunday og CamCam. Billederne er af Isamu Noguchi.

Art deco bordet med marmorplade og tilhørende skammel har fulgt Sara, siden hun fyldte 18 år og fik det af sin far, der også har foræret hende PH lampen.

Fotokunsten over køkkenhylden er af vennen Mathias Juel Christensen.

Markus har en hyggelig hems med smarte kighuller oppe under loftet på sit værelse.

Soveværelset er holdt i rolige, lyse brune nuancer. Loftslampen er fra studiosnowpuppe.nl

Også i badeværelset er der sat turkis fliser fra Made a Mano op. Skabet er fra at-bo, og armaturet er fra Toni.

Olivias værelse er enhver lille piges drøm. Slagbænken under vinduet har blomstrede hynder, som Sara selv har syet.

Fint mønstrede stofnet fra Saras firma CamCam.

► SE OGSÅ: Idyl på landet: Indretning der giver mening

► SE OGSÅ: Skønne kontraster i den gamle skole

► SE OGSÅ: Småt men godt: Alt i ét rum