Louise Roe
SPONSORERET indhold

Louise Roe om sit brand af samme navn: "Vi vil ikke fremstå for fine"

Efter interiørdesigneren Louise Roe er fyldt 50 år, vil hun lade det grå hår gro og nyde den forretning, hun har bygget op. Hendes interiørkollektion af glas, marmor og andre naturmaterialer er flyttet ind i et nyt galleri i Møntergade i København, hvor alle er velkomne til at kigge ind til en kop kaffe, en bid mad og en ballonvase.

Af:: Annelise Hartmann Eskesen Foto: Dennis Morton
05. sep. 2019 | Bolig | Eurowoman

Hvad er det første, du gør, når du slår øjnene op?

– Jeg går ned og smører madpakker til mine drenge på 14 og 15 år. De burde efterhånden gøre det selv, men jeg kan lide at lave mad og vil gerne have, at vi alle kommer godt ud ad døren om morgenen. Bagefter går jeg en tur med min hund Stella ved Brobæk Mose, der er et lille fredet område ved Gentofte Sø. Der er meget stille og helt eventyrligt. Det er dejligt med en rolig start, inden jeg kommer ind på kontoret, hvor der altid er gang i den.

Og det er jo her vi sidder nu, i Louise Roe Gallery. Kan du fortælle lidt om stedet?

– Det er jo vores flagship store! Vi har forenet vores kontor og showroom og tilføjet en café, hvor du kan komme ind og få en kop kaffe, arbejde eller spise frokost. Det er ikke alle, der tør at gå ind og kigge på vaser, som ser meget dyre ud, men så kan det være, at de kommer for kaffen og ser, at vi måske ikke er så dyre, som de troede. Vi vil ikke fremstå for fine.

LÆS OGSÅ: Her får du de smukkeste buketter i Københavns-området

Men her er jo meget fint og tjekket …

– Bygningen er meget smuk og har en smule Paris over sig med store gedigne søjler og seks kæmpe vinduer ud til gaden. Det er jo drømmen at ligge her, og jeg synes, at klientellet, der finder herind, er meget bredt. Vores gæster inkluderer unge studerende, men også folk med et kreativt arbejdsliv. Fællesnævneren er, at de sætter pris på atmosfæren med højt til loftet og rum til tanker, hvor du både kan hente en hurtig kop kaffe og holde møder i inspirerende omgivelser. Jeg har ikke været vant til at være i kontakt med kunderne, men nu kan jeg jo se dem gennem glasvæggen fra vores kontor, så vi får mere direkte feedback for det, vi laver.

Hvornår vidste du, at du ville være designer?

– Da jeg som 15-16-årig åbnede et modemagasin for første gang. Mit hjerte begyndte at hamre over alle de smukke ting på siderne, og jeg fik så mange idéer! I de samme år arvede jeg nogle meget fine jakkesæt fra min morfar, som jeg syede om til mig selv. Jeg fik også en gammel Burberry-jakke, som min datter Sophia (Roe, influencer, red.) nu spørger, om hun må låne. Min mormor og morfar har, uden at vide det, plantet en kvalitetsbevidsthed i mig. Min morfar reparerede antikke ure, og min mormor tog mig med på konditori for at spise fine kager. De havde mange smukke ting, der var udført med håndværk og omtanke.

Hvad er din designfilosofi?

– Jeg bestræber mig på at lave enkle, tidløse design udført i ærlige materialer. Jeg foretrækker naturmaterialer, som man ved, hvor kommer fra. Mine glasdesign bliver lavet på en gammel fabrik i Polen, hvor der er gode traditioner for håndværket. Når jeg kommer ind i den der store hal med varmekedler og glaspustere, bliver jeg helt ydmyg over, at de gider at stå der en hel dag i den varme og puste! Jeg har enorm stor respekt for håndværket.

LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: "Ting behøver ikke nødvendigvis at være store for at have stor betydning"

Hvad er det bedste sted i verden at spise morgenmad?

– Jeg kan rigtig godt lide at spise morgenmad på caféen Loup i Paris (44, rue du Louvre, red.). Deres råvarer er nøje udvalgte, og det sætter jeg stor pris på. Deres skinke er helt fantastisk, om aftenen griller de kyllinger, og stemningen er meget intim og familiær.

Du er lige fyldt 50, hvordan var det?

– Det var lidt hårdt. Dagen inden min fødselsdag var jeg den sidste, der gik i seng, og så lå jeg der og tænkte: “Fuck, når jeg vågner i morgen, er jeg 50! Men nu har jeg ladet mit grå hår vokse ud og vil bare gerne nyde det. Mit liv har været under opbygning indtil nu, hvor jeg synes, at jeg er et godt sted.

Anbefalet til dig