Indretning
SPONSORERET indhold

Mig & min bolig: Christina Winther, indehaver af boligbutikken Finnegan & Me

‘Her har sikkert været lige så skørt som hos Pippi ...’ siger butiksindehaver Christina Winther om det kæmpestore hus, hvor hun har boet i over tyve år med mand og seks børn.

Foto: Nicoline Olsen
08. mar. 2016 | Bolig | BoligLiv


Her bor:
Christina Winther sammen med mand og to børn (ud af en børneflok på seks – de store er flyttet).
Huset er etgammelt hus fra 1907 på 500 kvadratmeter, fyldt med detaljer, stuk og paneler i lange baner.
Christina er indehaver af boligbutikken Finnegan & Me. finneganandme.bigcartel.com

Beskriv din stil med 3 ord
… hyggelig, tryg, tidløs.

Mit barndomshjem var

… meget almindeligt og hyggeligt. Vores hjem brændte ned to gange, så derfor har jeg ikke mange gamle ting fra min barndom. Ud over det flyttede vi ca. hvert andet år, så der skete hele tiden noget nyt.

Det værste sted, jeg har boet
… var på en ferie til Elba, hvor vi havde booket en lejlighed gennem et ret fint hotel, men det viste sig, at lejligheden lå uden for byen med en ekstremt larmende nabo og en skraldeplads på den anden side. Vi sov første nat med tøj på oven på sengetæpperne og ledte hele den næste dag efter noget andet og fandt en skøn lejlighed tæt på havnen med udsigt. Der hang en kæmpe Jomfru Maria figur over sengen, meget dydigt!

Mit nuværende hjem er
… et dejligt hjem med mange minder fra vores børns opvækst. Mange kalder huset Pippi Langstrømpe huset, og her har helt sikkert også været skørt som hos Pippi.

Mit yndlingsrum i boligen
… er verandaen, hvor man kan nyde forårssolen uden at blive kold, og hvor der altid er et skønt lys.

Den ting, der har overlevet længst i mit hjem
… er sofabordet, som jeg forsøgte at sælge til en kunde engang. Vores søn stoppede mig og spurgte, om jeg var klar over, hvor mange nytårsaftner han havde sprunget ind i det nye år fra det bord … så det blev.

Den ting i min bolig, jeg holder mest af
… er portvinsglas, som jeg har arvet fra min gudmor, og glas, som jeg fik i julegave den sidste jul, mine forældre levede. Dem værner jeg om, og ingen i familien må vaske dem op. Det er de så ikke kede af!

Det næste, der skal ske i mit hjem
Jeg kunne lave en masse om – efter tyve år det samme sted – får man mange ideer.

Det seneste, jeg har købt til min bolig, er
… en plaid fra Animana.

Det næste, jeg skal købe til min bolig, er
… en ny sofa fra Caravane.

Hvis jeg skulle flytte, skulle det være
… til København i en skøn lejlighed.

Min favorit boligbutik
… udover min egen, som jeg hygger mig svært fint i, så må det være Caravane og Sarah Lavoine i Paris. Man kunne bo i deres butikker, og sådan skal en boligbutik være.

Min favoritblog er
… desiretoinspire.net og celinealbert. looklab.dk. Der er skønne inspirerende billeder.

Jeg bliver især inspireret af
… boligbøger, og når jeg rejser, skal jeg altid ind i alle interiørbutikker.


Det store skrivebord er fra Fil de Fer, og stolen er Arne Jacobsens Oxford stol. Kelimtæppet er fra Christinas butik Finnegan & Me.


Det smukke vitrineskab rummer bl.a. Christinas dyrebare glas, som ingen andre i familien får lov at vaske op. Skabet hedder ‘Quinta’ og er fra Christinas butik. Stolen ‘navy chair’ er fra Thorsen Møbler. Lampen er fra BestLite.


Træfigurerne stammer bl.a. fra Egypten og Kina og er nogle, Christina har arvet. Den blå krukke er et loppefund.


Sofaen er fra Bo-tikken. Over den hænger kunst af bl.a. Wilhelm Freddie samt nogle arvestykker fra Christinas gudmor.


De skønne puder fra Caravane forhandles i Christinas butik og netbutik.



Christinas yndlingsrum i boligen er verandaen, hvor lyset vælter ind året rundt.


Pejsen bliver brugt flittigt til at varme det store hus op og til at skabe hygge. Lignende kurv fås hos Tine K Home.


De smukke lerfigurer er fundet hos Brandts Indoor.

Christinas tre bedste indretningstips:
1. Mal væggene i en farve. Det kan bare være én væg i en stue eller værelse.
2. Placer mange små lamper rundt omkring, det gør hjemmet ekstra hyggeligt.
3. Lav små tableauer, hvor du samler ferieminder og kunst på ét sted.

► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Inge Færch fra Woodliving
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Stylist Gitte Christensen
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Lars Kristensen ejer af vintagebutik