Murermestervilla i Kastrup
SPONSORERET indhold

Murermestervilla i Kastrup

Farvel overflod, goddag enkelhed, sagde Inge og Jimmi Henriksen, da de for to år siden købte det lille hus i Kastrup på knap 100 kvadratmeter, og skilte sig af med alt overflødigt gods.

Af: Eva-Marie Wilken. Foto: Martin Sølyst, Erik Bjørn & Ko.
30. jun. 2014 | Bolig | ALT for damerne

Oprindeligt kom familien Henriksen fra et stort hus med masser af råderum, masser af skabe, og masser af muligheder for både om- og tilbygninger, og dermed også for at samle. Efter flere år med byggeprojekter, samleri og behov, der skulle opfyldes, var det hele blevet en tyngende byrde, og Inge og Jimmi længtes efter en anden livsstil, frihed til at bevæge sig, og at kunne rejse uden for meget forstyrrende forbrug.

− Det var en relativt lang proces at frigøre os fra mange af vores ting, og jeg vil egentlig heller ikke sige, det er et erklæret mål − snarere en værdi vi gerne vil have med os, når vi vælger til og fra, fortæller Inge.

Parret solgte ud, gav væk og ryddede op i flere år, og har nøje måttet overveje flere af processerne, fordi de ikke ønsker et liv helt uden smukke møbler og gode ting.

− Vi vil begge to gerne omgive os med gode og smukke ting, det store issue har været vægtningen − hvor meget og hvor lidt, siger Inge.

Rustik ro
Når man kigger rundt i boligen, er indtrykket meget roligt, meget blidt og nærmest asketisk. Der er få ting, på få kvadratmeter og ikke særligt meget, der fylder hverken i vinduer eller på vægge. Køkkenet er næsten gråt i udtrykket, men forstærket igennem en spillevende overfladestruktur på skabsmodulerne, der giver substans. De få møbler, der er, er gedigne, mange af dem gamle, og som helhed præget af en rustik og enkel tone, lavet i træ, metal, eller læder. I stuen står et slidt gammelt pengeskabslignende møbel fra Rigshospitalet, oprindeligt beregnet til lægemidler, men nu benyttet som ramme om et lidenskabeligt musikliv, og opbevaringsplads for omkring 1.000 cd’er. Sofabordet er en gammel, rå slagtebænk, skåret ned så den passer i højden, men enkel i udtrykket og pudsig med sine skrå ben. En eksklusiv sofa fra Gervasoni er det moderne input, der bryder med indtrykket af, at alt er gammelt.

TIP
Hvis du ønsker at lave betongulv, kan du kontakte din lokale gulvmand. De fleste kender til teknikker, hvor man spartler og nivellerer beton eller materialer, der ligner. Bor du i københavnsområdet kan du prøve Byensbeton.dk.

− Vi har ikke taget en bevidst beslutning om, at alt skal være gammelt, snarere en beslutning om, at alt skal kunne bruges om mange år. Et ønske om bæredygtighed, der manifesterer sig ved gedigne materialer i klassiske former. Vi forsøger at gå uden om prætenderede stilarter, efterligninger og polerede overflader og vi kommer ofte til at betale en del for vores ting. Vi er længe om at vælge dem, til gengæld har vi dem i årevis, og jeg tænker at f.eks. sofaen er skøn om 20 år, blot med noget andet betræk i et andet udtryk, siger Inge.

Selve huset, rammen om indretningen, blev valgt med samme behov for enkelhed uden overflødige detaljer.

Terrasse.jpgMargueritbord, ogstole der passer til, som hørte til huset. Et par stykker er fundet på det store loppemarked i B&W's tidligere lokaler på Refshaleøen. Terrassen har Jimmi selv bygget.

Stue_ny.jpgSofabordet, der er købt hos Rødelade har oprindeligt stået hos en slagter og har fået savet lidt af benene. Musikstue og spisestue er efter 50' ernes arkitektoniske tankegang delt i to, adskilt af dobbelte døre, der i dette tilfælde er fjernet. Rummene er små og funktionerne er begrænset til få pr. rum.

Gulvene er de originale, undtagen i køkkenet, fliser i både bad og køkken er de oprindelige og det samme gælder terrazzogulvet i badeværelset. Husets døre i teaktræ har de samme sorte bakelithåndtag, som blev sat ind i 50’erne.

− Huset repræsenterer på en måde essensen af vores tanker og drømme. Det er småt, og vi og børnene kan se og høre hinanden, uanset hvor vi er i rummene. Huset er simpelt − grundplan, materialer og udsmykning er minimalistisk. Her er valgt fra snarere end valgt til, og der er en fin udvikling i at forsøge at leve op til sådan en værdi.


Kig til spisestuen, med skabi hjørnet fra K og Co. Spisebordet er fra Butik Sophie og stolene er Tolixstole fra Røde Lade. Bemærk den skulpturelle brug af lampen over skabet, der er fundet i en nedlagt butik i Vig. Lignende kan findes hos Frou-frou.dk og Fil de Fer.