Indretning
SPONSORERET indhold

Pjattet med pasteller

Kig indenfor i Anna Marie Weinreichs lille bitte lejlighed fyldt med loppefund og pastelfarver, der får de 36 kvadratmeter til at summe af sommer året rundt.

Foto: Tia Borgsmidt
21. mar. 2016 | Bolig | BoligLiv


Hvem:
Anna Marie Weinreich,  lærerstuderende. Se mere  af Annas univers på annaweinreich.blogspot.com
Hvad: Etværelseslejlighed  på 36 kvadratmeter
Hvor: I Roskilde

Anna Marie Weinreich elsker at indrette og gå på jagt efter nye loppefund til sin etværelseslejlighed. Det er begrænset, hvor mange ting hun kan have på de 36 kvadratmeter, men heldigvis er Anna i besiddelse af en ekstrem ordenssans.

– Jeg har en regel, jeg altid følger: Jeg skal skille mig af med det, jeg ikke bruger. Jeg har nemlig kun plads til det absolut nødvendige, og derfor skifter jeg løbende ud med ting fra mit pulterkammer i kælderen. Om sommeren ryger vinterstøvlerne i kælderen og omvendt, fortæller Anna, der også er kreativ udi gode opbevaringsløsninger. Som i entreen, hvor hun har en kombineret garderobe til overtøj og tøj generelt. Der var ikke plads til et stort skab, så derfor hænger tøjet frit på en bøjlestang. Undertøj, strømper og T-shirts opbevarer hun i en kommode under tøjstativet.

Møblering med måde
Anna er glad for sit lille hjem og for de møbler, hun har, men de få kvadratmeter har også en pris. For eksempel sover hun på en sovesofa, som skal redes hver eneste dag, for at lejligheden ser pæn ud.

– Jeg drømmer om den dag, hvor jeg kommer træt hjem og bare kan smide mig i en rigtig seng uden at skulle fjerne hynder og rede op med dyner og lagen, siger Anna og fortsætter:


Anna i køkkenet, hvor alt tilbehør også har lyse pastelfarver. Den lyseblå vægt på væggen er et af Annas bedste loppefund. Lotusskålen i hvid og lyseblå er ofte det, Anna især kigger efter, når hun går på loppemarked. Køkkenet er fra Ikea og står i åben forbindelse med stuen.


Sovesofaen har fået selskab af en masse puder, Anna selv har syet i stof fra Stof2000. Geviret er et loppefund, som hun har malet hvidt og lyseblåt.


Skåle og lysestager fra Liebe pynter i vindueskarmen.


De fem skamler har Anna arvet efter sin farmor. De var dengang grønne, og Anna malede fire af dem hvide, da hun fik dem. Senere fik de hver sin pastelfarve, men den grønne er dog i sin originale farve. Tæppet, der ligger henover, har Anna fundet i en genbrugsbutik. Anna bruger bordet både som skrivebord og spisebord. Hjørneskabet købte hun til et oprydningsudsalg og malede det lilla. Den turkise lampe er købt hos Sankt de Luxe i Roskilde, hvor Anna bor.


Den lille kommode er et loppefund til 100 kr. Den blev malet hvid og dekoreret med tapet fra Retro Villa. Vaserne er fra Søstrene Grene, og keramikfuglene på væggen er fra Liebe. Den lilla lampe i forgrunden er fra House Doctor.


Annas entre med lyslilla hoveddør og fint tapet fra Pip Studio – fås hos Medudsigt.dk. Kommoden har været Annas farmors, og Anna har givet den en fantastisk lyse-gul nuance. Hun bruger den til opbevaring af bluser, strømper og undertøj. Ovenover hænger en bøjlestang til både jakker og tøj. Anna er glad for den løsning, da den er pladsbesparende og samtidig giver en effekt af et walk in-closet. Gulvet har sam-me skaktern som i køkkenet.

TIP
Hvis arvemøblet ikke lige er dig, men har affektionsværdi alligevel, så mal det – helt respektløst – i din yndlingsfarve, så du kan blive glad for det!

 
Fadene på tallerkenrækken er en blanding af gamle genbrugsfund og nyt fra Falby og GreenGate. Skåle, glas og kopper er selvfølgelig også valgt i lyse pastelfarver, så de passer til resten af lejligheden.


Opslagstavlen over bordet har Anna haft, siden hun var barn. Hun bruger den til postkort, billeder og andre minder, som hun skifter ud i løbende.


Anna har dekoreret kanterne på tallerkenrækken med maskingtape, der passer perfekt i bredden. Den lille lyseblå Sonja kande er et loppefund.


IDE
Gør som Anna, og hæng  et lille forhæng op foran  elmåleren i entreen.


Det lyseblå jalousiskab bruger Anna til bøger. Kludetæppet har hun købt i butikken Strædet 2 i Roskilde. Sofabordet er et arvestykke, som Anna har malet hvidt.

 
Annas lille samling af fin maskingtape og mønstrede kort står klar til kreativ brug.

► SE OGSÅ: Guldsmedens skattekammer
► SE OGSÅ:
Rikkes lyse løsninger
► SE OGSÅ: Let og legende boligindretning i det lyse træhus i Gilleleje