Chili i drivhus
SPONSORERET indhold

9 populære grøntsager og frugter, du kan dyrke i dit drivhus

Et drivhus behøver ikke kun at være til tomater. Faktisk er der (næsten) ingen grænser for, hvad du kan dyrke i dit drivhus. Her får du tips til 9 populære og velsmagende grøntsager og frugter, der er nemme at dyrke.

Af:: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Getty Images
15. feb. 2019 | Bolig | ALT.dk

Det er både sjovt og nemt at dyrke sine egne frugter og grøntsager og glæde sig over, hvor godt egenproducerede grøntsager smager. Og nu hvor foråret snart står for døren, er det tid til så småt at begynde at gøre dit drivhus klar og overveje, hvilke frugter og grøntsager, du ønsker at plante i år. Når du skal i gang med at dyrke grønne godter i dit drivhus, er det vigtigt, at du vælger nogle, der er beregnet til dyrkning i drivhus.

Her får du bud på ni populære drivhusplanter:

Tomater

Tomater er meget nemme at dyrke og derfor et populært valg i drivhuset. Tomater fås i flere forskellige farver og sorter. Busk-tomater, der ikke skal "hænges op" er lette at dyrke, men udbyttet er heller ikke så stort, og de tager meget plads. Cherrytomater derimod, kan give helt op til 175 af de små søde tomater. Tomater er oftest selvbefrugtende - det er vinden og insekterne, som befrugter dem. Har du ikke mange insekter i dit drivhus, så ryst planten lidt, når den blomstrer. Hvis planterne taber blomsterne, skyldes det ofte, at der er for varmt i drivhuset. Tomater trives bedst i 20-25°.

Agurk

Agurker er et populært valg til drivhuset. Blandt nogle af de mest populære agurkesorter er den almindelige lange, slanke salatagurk på 25–35 cm længde, eller en kortere udgave på 10-15 cm, kaldet miniagurk eller skoleagurk. Hvis du sår agurker i marts, kan du høste dine hjemmedyrkede agurker allerede i juni.

Agurker elsker sol, så det er en god ide at lade dem vokse langs sydsiden i dit drivhus. Da agurker er meget tørstige, at det også vigtigt, at du vander dem hyppigt. Efter første høst kan agurker tage en pause, inden de sætter blomster igen. Høst derfor de første agurker lidt før de er fuldmodne.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan dyrker du dit eget avocadotræ

Peberfrugter

Peberplanterne kan plantes direkte i jorden i drivhuset, men da de er meget følsomme over for skadedyr, kan det være en god ide at dyrke dem i krukker, så evt. angrebne planter let kan fjernes. Sørg for at fjerne de første 5–8 blomster med hård hånd, for ellers holder planten op med at vokse for at koncentrere sig om at modne frugterne.

Peberfrugterne kan høstes i flere stadier. De grønne og endnu umodne peberfrugter er gode, men venter du til, at farven skifter til rød eller gul, bliver smagen som oftest bedre. Det kan dog afhænge af den enkelte art af peberfrugt. Bliver peberfrugterne store, kan det være nødvendigt at understøtte nogle af grenene, for at undgå at de knækker.

Bladgrøntsager

Bladgrøntsager, herunder spinat, pluksalat, rucola og andre typer af salat, er meget taknemmelige grøntsager, der er nemme at dyrke i et drivhus – eventuelt i krukker. De fås i et væld af sorter og flotte farver, og langt hen ad vejen skal de passes og plejes på samme måde på tværs af forskellige sorter. Planter du bladgrønt i krukker, skal du dog huske at vande hver dag i de tørre perioder. Hvis du sørger for at så flere potter til med nogle ugers mellemrum, har du salat og spinat til det meste af sommeren.

Squash

Squash er i virkeligheden små græskar, der høstes, før de bliver modne. Der findes et væld af sorter med forskellig form og farve, men fælles for dem alle er, at de elsker sol og varme. Under de rigtige vækstbetingelser kan en enkelt plante give så mange squash, at der er mad til hele familien. Det er vigtigt at vande planterne hyppigt, da væksten kan gå i stå ved udtørring. Vær hård, når de første blomsterknopper dukker op, og klip dem af. På den måde sikrer du, at planten bruger kræfter på at blive stærk og produktiv frem for at lægge al sin energi i at udvikle de første frugter. Høst dine squash mens de er ganske små – 10-12 cm. Da er de nemlig lækrest, og der kommer bare flere på planten af det.

LÆS OGSÅ: Sådan dyrker du dine egne hvidløg

Chilipeber

Chiliplanter gror normalt rigtigt godt i drivhuse – både i kapillærkasser og i krukker. Da chili trives bedst ved ca. 20 grader døgnet rundt, er det vigtigt, at temperaturen ikke er for lav, når du planter chilierne ud i drivhuset. For at få flotte chili, skal der være masser blade på chiliplanten. Nip derfor de første blomster af planten, så den ikke bruger for mange kræfter på at lave chilifrugter i starten. Chili kan høstes i flere stadier. De grønne og endnu umodne chili kan være gode, men venter du til farven skifter til gul, orange, rød, mørk lillabrun eller endda sort, bliver smagen ofte kraftigere. Det kan dog afhænge af den enkelte art.

Vindruer

Vindruer trives godt i drivhus og fås i mange forskellige sorter med både blå, gule og røde druer. Du kan plante vindruer både i krukker og i plantekasser, og vindruer trives bedst i direkte sollys. Sørg for at vande jævnligt og sørg særligt for, at jorden ikke tørrer ud i vækstsæsonen fra marts til november.

Aubergine

Aubergineplanten er smuk med sine fine hvide blomster og flotte, blanke frugter. Og hertil kommer, at hjemmedyrkede auberginer har en sprødhed og smag, som langt overgår de større og mere seje auberginer, som du kan købe i supermarkedet. Auberginer trives bedst i varme, og det kan være en god ide at dyrke dem i fx en spand på 10-12 liter, så du kan flytte rundt på dem og indimellem tage dem udenfor til aflusning. Sørg for rigeligt med vand og pluk auberginerne, så snart de har nået en passende størrelse. Frugtudviklingen bremses, hvis du lader dem sidde på planten.

Krydderurter

Krydderurter giver et ekstra pift til maden og findes i utroligt mange variationer. Basilikum, estragon, koriander, citrongræs, citronmelisse, laurbær og persille stortrives i drivhuset i for- og efterår, og om sommeren kan du evt. flytte urterne ud i det fri. Du kan enten selv så krydderurterne fra frø eller købe planterne og plante dem ud. Vælger du at så krydderurterne selv, bør du se på frøposerne, om de kan sås direkte i drivhuset, eller om krydderurten bør sås indenfor først. Flere krydderurter vil stortrives i bunden under drivhusets øvrige planter og er med til at give duft og skabe en sydlandsk stemning.

LÆS OGSÅ: Sådan lykkes du med krydderurter i vindueskarmen

Kilder: Havenyt.dk, idenyt.dk, drivhusklubben.dk

Anbefalet til dig