Sådan laver du det perfekte stilleben
Små dekorative klynger er en fryd for øjet, men hvad skal der til for at få en samling af fine, skøre og betydningsfulde genstande til at se smukke ud sammen? Se her, hvordan du med fokus på form, farve og små finesser kan komponere det perfekte stilleben.
Sådan laver du det perfekte stilleben
Høj og lav
Niveauforskel er et af nøgleordene, når du vil skabe et velkomponeret stilleben. Forskellige højder på genstandene gør klyngen dynamisk og mere levende at se på.
Tip
Brug bøger til at lave plateauer f.eks i en vindueskarm, så nogle af tingene kan få ekstra højde.
Noget nyt, noget gammelt, noget blåt...
Det er ofte forskelligheden i de ting, der sættes sammen, som skaber det interessante. Et groft mat materiale mod et blank og poleret, og en slank genstand side om side med en buttet form. Træ som står lyst og nyslebet i kontrast til ting med mange års patina. Forskellighederne er det, som får de enkelte genstandes bedste træk til at stå tydeligt frem.
Smukke silhuetter
Sæt fokus på formerne ved at bruge skulpturelle genstande i dine stillebener. Gå efter ting som har en særlig fin form både i træ, glas og keramik, og som kan tilføre klyngen et kunstnerisk præg.
De små detaljer
Nogle gange skal der ikke mere til end en lille vase med et par blomsterstilke for at skabe et fint lille tableau, f.eks. i et hjørne af køkkenet, hvor skærebrædder eller andre brugsgenstande står stakket op.
Farvefinesse
Bind dine fund sammen ved at holde dig indenfor en afstemt farveskala måske med en overraskende nuance imellem, som her hvor en lavendelfarvet stage har sneget sig ind i et univers af lyse jordfarver.
Tip
Forelsk dig i formen fremfor farven, for den kan du måske ændre på. Her har lysestagen, som før var træfarvet, fået et lag lavendelfarvet maling.
Materialemiks
Sten, ler, træ, porcelæn og glas. Alle materialer kan sammensættes i et smukt stilleben, og være med til at gøre det mere interessant.