Peter Wibroe
Foto: Foto Bent Rej Peter Wibroe har ikke altid haft grønne fingre, men de voksede hurtigt ud, da han købte sit hus i 1974.

Se den tidligere reklamemand Peter Wibroes prægtige have

Hvis du passer din have, passer den også dig, mener Peter Wibroe. Han var ukronet konge af reklamebranchen, indtil han pludselig forlod den for 20 år siden og gik i æstetisk eksil i sin have nord for København, hvor modeserien på de foregående sider er fotograferet. Den er inspireret af over 1.000 år gammel havekunst og vil gøre de fleste grønne af misundelse.

Hvad er din have for et sted?

“Min have er mere end min have. Den er blevet til min verden.”

Er den inspireret af en bestemt stil eller tidsalder?

“Den er inspireret af fransk barok, italiensk renæssance og islamisk-orientalske haver. Det vil sige over 1.000 år gammel havekunst.”

Hvordan er den blevet til?

“Jeg har købt og sammenlagt fire parceller gennem tiden.”

LÆS OGSÅ: Signe Wenneberg: “Pyt være med, om haven er pæn. Den skal være et helle”

Har du et yndlingsspot?

“Jeg har mange, men flest i den orientalske del af haven. Her er jeg helt væk fra verden.”

Og en yndlingsplante?

“Min specifikke yndlingsplante er mit appelsintræ, men generelt er det taksplanter.”

Hvad er du mest stolt af i haven?

“At den ser ud, som om den er 200 år gammel.”

Peter Wibroe 7.jpg
Appelsintræet er Peter Wibroes yndlings.
Peter Wibroe 5.jpg
Bagerst i haven og godt gemt væk ligger den orientalske afdeling, hvor der er fred og ro.

Hvordan ser din dag i haven ud?

“Det er meget forskelligt, men jeg plejer at være der, til det bliver mørkt.”

Er der nye ting på have-tegnebrættet?

“En kinesisk pavillon, som alle store 1700-tals-haver havde.”

Har du altid haft grønne fingre?

“Nej. De voksede først ud, da jeg købte mit hus i 1974.”

LÆS OGSÅ: DIY: Sådan bruger du lyng inde og ude

Du forlod reklamebranchen ved årtusindeskiftet. Hvorfor?

“Jeg gik i æstetisk eksil, fordi alting efter min klassiske smag blev grimmere og grådigere.”

Hvordan ændrede det dit liv?

“Jeg fik fred og ro og satte mig et nyt stort mål: at skabe den skønneste tønde land nord for Alperne.”

Fandt du nogle svar i haven?

“Hvis du passer din have, så passer din have også dig.” 

Peter Wibroe 4.jpg
En have skal passes, og Peter Wibroe opholder sig gerne i sin fra solopgang til solnedgang.
Peter Wibroe.jpg

De majestætiske thujaer har fulgt med i havens udvikling de seneste 40 år og troner smukt.

Hvad er det, en have kan?

“En have er husets aura. Den får dig til at smelte sammen med naturen.”

Har du nogle gode råd til have-nybegyndere?

“Skab en stærk grundplan, og plant så mange små træer og buske som muligt. Du kan altid flytte rundt på dem senere, og se, hvilke træer, der klæder hinanden bedst.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Have, Interview og Livsstil