Søren Le Schmidt og alton&heim designsamarbejde
Udstillingen kan ses i alton&heims historiske bygning i Kronprinsensgade indtil 23. oktober 2021.

To store designere vil bryde grænserne for design i et nyt samarbejde

Møbelfirmaet alton&heim og modedesigneren Søren Le Schmidt har skabt et nyt designsamarbejde, hvor de vil bryde grænserne for design på tværs af brancherne. Formålet er en mere bæredygtig tilgang til design.

Kan man lave couture af tekstilrester fra møbler?

Det kan man, hvis man er Søren Le Schmidt. For det er lige præcis, hvad modedesigneren har skabt i sit nye samarbejde med møbelfirmaet alton&heim under navnet alton&heim X Soeren Le Schmidt. Selvom Søren Le Schmidt er mest kendt for sit eget brand, hvor han laver smukke, skræddersyede kreationer der ofte kan spottes på den røde løber og til store events på blandt andre Trine Dyrholm og Sarah Grünewald, så er han en mand med mange talenter, der ikke er bange for at udfordre sig selv.

Søren Le Schmidt kan efterhånden skrive en del samarbejder på CV’et, der langtfra kun omhandler tøj – blandt andet med Ecooking, Lille Kanin, Pilgrim, SofaCompany og Røde Kors

Nu er turen så kommet til møbelfirmaet alton&heim, der også har fokus på bæredygtighed og det gode håndværk i deres virksomhed. For selvom alton&heims møbler er specialfremstillet, oplever de alligevel at have overskydende stofrester på deres fabrikker, der går til spilde.

Det er her, at det nye samarbejde med Søren Le Schmidt kommer ind i billedet. Sammen vil de skabe et grønnere og mere nytænkende syn på design, og i den forbindelse har Søren Le Schmidt skabt nogle couturekreationer ud af alton&heims tekstilrester. De blev præsenteret under 3daysofdesign i alton&heims flagshipstore i Kronprinsensgade, hvor Søren Le Schmidt også holdte sit modeshow under Copenhagen Fashion Week SS22.

Den nye alton&heim x Søren Le Schmidt SS22 kollektion består af unikke couture dele lavet af overskydende stof fra alton&heims møbler.
Den nye alton&heim x Søren Le Schmidt SS22 kollektion består af unikke couture dele lavet af overskydende stof fra alton&heims møbler.

ALT.dk har snakket med Søren Le Schmidt, hvor han fortæller om det nye samarbejde med alton&heim:

Hvad er inspirationen bag kollektionen?
At arbejde med alton&heims smukke tekstiler og skabe nogle items ud af noget, som egentlig var tiltænkt møbler, har været en inspiration i sig selv og virkelig sjovt.

Det kan være en udfordring at arbejde med resttekstiler, da der kun er den mængde stof, der er, men det tvinger hjernen til at tænke i andre baner. Det har været fedt at blive udfordret på den front, og resultatet er blevet nogle items bestående af store kjoler og fittede suits, der er mere til den elegante side, end hvad jeg normalt viser til mine shows, men jeg er meget stolt af resultatet.

Det var vigtigt for mig, at det var designs, der passer til mine øvrige kollektioner og matcher det grafiske og arkitektoniske, som mit brand står for, men som også er tro mod alton&heim’s DNA.

Hvad håber du, at der kommer ud af samarbejdet?
Der kan komme nogle interessante projekter ud af, at vi på tværs af brancher hjælper hinanden af med vores restmetervarer, og kreerer noget magisk ud af det. Jeg vil gerne kaste lys over at tænke bæredygtighed ind i designet og ikke kun i tekstilet, for det er meget mere bæredygtigt at bruge nogle rester end at producere nyt – også selvom det nye stof er lavet af genanvendte materialer osv.

Jeg kan også løfte sløret for, at samarbejdet med alton&heim har været en succes, så vi skal lave noget mere sammen.

Hvordan kan kollektionen bidrage til en mere bæredygtig tilgang til branchen?
Vi designere skal være meget bedre til at genbruge nogle af de restmetervarer, som ofte går til spilde. Og det behøver ikke kun at være vores egne, vi kan lige så vel genbruge andres rester.

Kollektionen er et opråb til, at vi på tværs af brancher kan hjælpe hinanden med at tænke ud af boksen og dermed komme i bund med restmetervarerne, som jeg har gjort det med alton&heims rester, der nu er blevet forvandlet til beklædning. 

Den nye alton&heim x Soeren Le Schmidt kollektion, bestående af unikke couture dele lavet af overskydende stof fra alton&heims møbler, kan opleves i alton&heims flagship store i København indtil 23. oktober 2021.

Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning