@uge 24 Susanne Draabe Bruunsgaard sommerhus lillevilla10
SPONSORERET indhold

Et lille sommerhus med masser af nips, genbrugsfund og bløde pasteller

Da Susanne og hendes mand kiggede ind gennem vinduerne på det lille sommerhus på Falster, var de ikke i tvivl om, det det skulle være deres. Huset, der gennem årene var blevet ”holdt af” og passet kærligt på, havde en helt særlig ånd, som straks appellerede til hele familien.

Af:: Pernille Lewinsky Kofoed Foto: Privat
01. jul. 2022 | Bolig | ALT.dk

Det var oprindeligt en boligannonce tilbage i 2019, der fangede Susannes opmærksomhed, men det var først, da hele landet lukkede ned på grund af corona, at hun og hendes mand igen kom i tanker om det lille træhus ved Gedesby på Falster. Huset, der er blevet et fristed for hele familien, hvor den kan lade op og finde ro, emmer af ægte, romantisk sommerhusstemning. Her er væggene malet i blide pasteller og de mange nips og genbrugsfund er med til at skabe en personlig og hyggelig stemning.

Kom med indenfor i denne uges sommerbolig: @lillevilla10

Kan du fortælle os lidt om, hvem I er?

Vi er en familie på fire. Jeg hedder Susanne Draabe Bruunsgaard og er 53 år. Til daglig arbejder jeg som skolelærer. Jeg er gift med Hans, 64, der er udskolingslærer på en folkeskole og sammen har vi to døtre, Elvira, 18 og Viola, 15. Til daglig bor vi alle fire sammen i en lille lejlighed på 85 kvm i Hvidovre, og derudover har vi et lille sommerhus i Gedesby på Falster.

Hvornår købte I sommerhuset?

Vi fik nøglerne til sommerhuset i juni 2020. Oprindeligt faldt vi for huset, fordi det var småt, velholdt og lige til at overtage, så for ganske få midler kunne vi sætte vores eget præg på huset. Da vi trådte ind, kunne vi straks mærke, at det var et hus, der var blevet “holdt af” og passet kærligt på - og så var der en god ånd, der appellerede til os. Desuden har huset en stor dejlig have, og så ligger det i et godt område.

Stue
Her ses en fin måde at åbne op på - samtidig med, at der markeres en adskillelse af køkken og stuen.

Hvorfor købte I et sommerhus?

Jeg sidder ofte og kigger på boliger og tilbage i oktober 2019 faldt jeg over det lille fine sommerhus i Gedesby. Jeg tog et billede af det, og så lå det dér på kamerarullen i nogle måneder. Da landet pludselig lukkede ned i marts 2020, begyndte vi, ligesom så mange andre, at gå eller køre en masse ture. Pludselig kom jeg i tanke om det lille sommerhus og på en endagstur til Falster, lagde vi så vejen forbi. Allerede da vi kiggede ind ad vinduerne, var vi ikke i tvivl om, at det skulle være vores. Vi købte det, fordi vi savnede et fristed, hvor vi kunne lade op og finde ro som modvægt til vores hverdag i Hvidovre. Og for mig handler det desuden om at have et sted, hvor jeg kan fordybe mig i mit kreative univers.

Soveværelse
I det blå soveværelse er der plads til masser af opbevaring i sengen fra IKEA.

Hvor ofte bruger I det?

Så ofte vi kan, og stod det til mig, ville jeg vende snuden mod Falster hver fredag efter arbejde. Det kan dog ikke lade sig gøre, når vi er fire mennesker, der alle har et aktivt liv herhjemme, men i de varmere måneder (forår, sommer og efterår) er vi der én til to weekender om måneden. Hvis der går for lang tid imellem, at vi kan være der en hel weekend, prioriterer vi at køre tidligt lørdag morgen og hjem igen om aftenen. Da der er ikke installeret varme i huset, har vi fået en varmeblæser, men i de meget kolde måneder bruger vi kun huset til endagsture.

Lyserøde værelse
Elvira og Violas lyserøde værelse.

Beskriv jeres stil

Let og lys med masser af sommerhusstemning. Vi har forsøgt at gøre huset så personligt som muligt - mere end at det skal være moderigtigt og “passe ind”. Vi elsker farver - særligt pasteller, som også udgør grundfarverne i hele huset, men næsten alle farver er velkomne på nær orange og rød, haha. Det er vigtigt, at der er hyggeligt, og tingene må meget gerne have en historie frem for at være dyre, så vi bruger gerne det, vi har i forvejen og kombinerer det med vores mange genbrugskøb.

Detaljer_ ny.jpg
Fine detaljer på pigernes værelse. Quilt i ramme fra @hejhej_lopper.

Hvad har I ændret?

Huset var oprindeligt ejet af en enlig kvinde, så vi har forsøgt at tilpasse det til en familie på fire. I stedet for den oprindelige sofa har vi bygget en briks i stuen, som kombinerer vores ønske om opbevaringsplads og flere siddepladser og samtidigt fungerer som to ekstra sovepladser. Derudover har vi anskaffet os et mindre spisebord til den lille spisekrog, fordi det oprindelige fyldte for meget. Men den største ændring er, at vi har malet samtlige vægge. Vi er dog endnu ikke nået helt i mål, ligesom lofterne stadig mangler at blive malet. Desuden har vi bygget et overdække på halvdelen af træterrassen, så vi ikke er så afhængige af vejret og kan forlænge sommeren. Endelig er vi ved at bygge et lille gæstehus på 15 kvm, så vi har plads til overnattende gæster og fremtidige børnebørn.

Spisestue
Et mindre brugt bord har skabt bedre plads i spisekrogen. Pigernes gamle legekøkken, som er lavet for 16 år siden, har fået nyt liv i sommerhuset og er til stor glæde for de de små børn i familien. Lampe fra Imerco. 

Hvad er jeres yndlingsrum?

Stuen er uden tvivl vores yndlingsrum, Det er samlingsrummet og primært her hele sommerhuslivet leves. Efter en lang dag i haven, er det altid rart at komme ind og flade ud på briksen, og slår man de store terrassedøre op, er der udsigt til vores dejlige have.

Stue
Den gamle sofa er skiftet ud med en briks, så der er ekstra sidde- og sovepladser, når parret har gæster.

Hvordan adskiller indretningen sig fra indretningen af jeres hjem?

Vi har lagt vægt på, at sommerhusets indretning skal være anderledes end i vores lejlighed. Her har vi flere billedvægge ligesom i sommerhuset, men i meget mere rolige farver og ikke så meget nips og pastelfarver som i sommerhuset. Lejligheden er mere afdæmpet. Der er ikke lige så “sødt” og fint, men mere funktionelt og enkelt.

Vitrine
Et lille fint hjørne i sommerhuset. Vitrine skabet er fyldt med dejlige kreating.

Hvad er jeres bedste investering?

Egentlig har vi ikke gjort de store investeringer, men noget vi har brugt meget er vores liggestole som har fast plads på terrassen. De bliver brugt både som solstole, til regnvejrshygge med dyner over og til overnatning. Når vi når i mål med gæstehuset, regner vi også med, at det vil blive en af vores absolut bedste investeringer.

Liggestole
Liggestolene fra Bilka er et af parrets bedste investeringer. 

Hvilke tre ting betyder mest?

Det kan tolkes på flere måder, men hvis det er tre materielle ting, så er det:

  1. Mit hjemmelavede patchwork-sengetøj, som familien har fået i hver sin farve. Jeg syede det, mens vi ventede på at overtage sommerhuset, og det, som det ikke har kostet i penge, har det kostet i tid.
  2. Overdækket på terrassen. Det har ændret og forlænget vores udeliv betragteligt, så vi nu også kan drikke eftermiddagskaffen udenfor på en regnfuld septemberdag.
  3. Billedvæggen over briksen i stuen betyder meget, da den er skabt af egne kreationer, arvegods, genbrug og værker købt af “små kunstnere”. Og så selvfølgelig den uundværlige briks.

Er der et særligt køb, I drømmer om til sommerboligen?

Vi drømmer om at lave et udekøkken på vores terrasse ved køkkendøren. Både for at give terrassen mere liv men også for at rykke så meget af vores liv udenfor.

Terrasse
Parret drømme om at bygge et udekøkken på deres træterrasse.

Når vi træder ind i vores sommerhus, så…

… sænker vi skuldrene, mærker roen indfinde sig og ved, at om lidt er kaffen klar på terrassen.

Mine 3 bedste tips til området

  1. En gåtur til stranden efterfulgt af en tur på diget og ned gennem skoven kan klart anbefales. Stranden er én af de bedste badestrande i Danmark.
  2. Læg vejen forbi loppemarkedet ved møllen i Gedesby. Her kan man altid kan finde ting til gode priser. Folk arbejder der frivilligt, og al indtjening går til vedligeholdelse af den smukke mølle.
  3. Røgeriet i Gedser er også et besøg værd. Stedet har god service og de sødeste ejere, og så sælger de lækre delikatesser. Der er også mulighed for at spise udenfor med udsigt til Gedser Rostock færgen. Slut eventuelt frokosten af med en tur ved stranden, hvor man kan finde de smukkeste sten.

Følg @lillevilla her:

Anbefalet til dig