Tekstiltrend - klæd din bolig på
SPONSORERET indhold

Tekstiltrend - klæd din bolig på

Hvor tekstiler i hjemmet for få år siden var begrænset til puder i sofaen og en enkel plaid, draperer vi i dag hjemmet med gulvtæpper, lange gardiner, polstrede møbler og tæpper på væggen.

Foto: PR
27. apr. 2015 | Bolig | Eurowoman


Kinesisk art deco tæppe

Gulvtæpper

Tidligere var gulvtæpper mest en praktisk foranstaltning, der beskyttede gulvet, hvorimod det i dag i langt højere udstrækning bruges til at skabe selve rummet og bidrage til den æstetiske værdi. Først kom de langhårde, hvide Beni Ouarain-tæpper med sorte, grafiske tern, der siden måtte vige for rag rugs og marokkanske boucherouite-tæpper i smukke farver og mønstre.

Tendensen går nu mere i retning af såkaldte ‘flat weaves’, altså mere flade, håndvævede uldtæpper, gerne vævet i et originalt mønster fra art deco- eller bauhaus-perioden, og fra firmaer med tradition for det gode håndværk og smukt design som Märta Måås-Fjetterström og Christopher Farr.

Også vintagetæpper fra kunsthåndværkere som Sonia Delaunay, Sophie Taeuber-Arp og Gunta Stölzl bliver solgt for store summer på de internationale auktioner netop nu.

Læs også: De nye kreative samarbejder fra catwalken

På samme måde som en farve på væggen kan et tæppe virkelig samle et rum og tilføre hjemmet tekstur og stoflighed, der igen stimulerer vores sanser. Tæpper i dag er langt mere form og farve end funktion.


Lange bløde gardiner fra Tapet-café

Gardiner

Gardiner var for ikke så længe siden noget, der hørte til på et slot eller hjemme hos farmor, og havde man selv gardiner, var de lette og luftige i tynd, ensfarvet bomuld eller valgt for at skærme mod dagslys og naboer.

Gardinerne er virkelig vendt tilbage som dekorativt element i boligen, og ifølge Helene Blanche må de godt fylde i såvel længde som bredde, farve og tyngde af tekstilet. Igen er stort set alt tilladt, men uanset, om man er til stribede velourgardiner eller gardiner i tung silke med print af store, smukke blomster, er man bevidst om sit valg, siger Helene Blanche, der ser gardinerne som endnu et udtryk for en tendens til, at vi klæder vores hjem på – der igen vidner om, at grænserne mellem mode og interiør bliver mere og mere flydende.

Gardinerne skal ifølge Tina Seidenfaden Busck helst være så lange, at de lige lægger sig på gulvet for neden, og så skal de kunne trækkes helt til side, så de rammer vinduet ind frem for at skærme for udsynet som fx et rullegardin.


Vintagesofa af Marco Zanuso for Arflex

(Om)polstrede møbler

Et gammelt møbel med affektionsværdi, som man får polstret om i et tekstil, man selv vælger og måske bruger lang tid på at vælge ud, tilfører hjemmet historie og patina på en måde, man ikke kan købe sig til på andre måder.

De gamle møbler er ofte forarbejdet i materialer og i en kvalitet, man ifølge Tina Seidenfaden Busck skal lede længe efter i dag, og derfor får man et møbel, der holder i (endnu flere) generationer.

Læs også: 3 hotte boligtendenser du ikke kan ignorere

Kunsten ligger igen i sammensætningen, så den ompolstrede stol på et spinkelt stel sættes sammen med en flydersofa og et lille bord i et hårdt materiale som træ, sten eller marmor.



Rumdeler med vintagestof fra 50erne

Rumdelere

Tidligere var rumdelere forbeholdt hospitaler og kontorer og oprindeligt kinesiske hjem, hvor den foldede skærm af træ og papir traditionelt set blev dekoreret med religiøse og dekorative motiver, der var såvel en praktisk foranstaltning som et slags kunstværk i boligen.

Siden blev rumdeleren udbredt i Frankrig og særlig USA, hvor den blev opfattet som en unik måde at udsmykke hjemmet på. Sådan ses den også i dag, hvor særligt den polstrede version i bløde tekstiler bruges som den perfekte accessory i det fleksible hjem. Man så den først hos Dimore Studio, der viste udgaver med tekstiler fra Hermès, og nu har firmaer som Saba Italia og Arflex tekstilbetrukne rumdelere i sortimentet.

Et helt andet udtryk får man med vintageudgaver fra 50erne med smukke, printede tekstiler eller Egon Eiermanns Paravent-skærm fra 1968.


Feuille-tapet, Farrow & Ball

Stoftapet

Stoftapet er i sagens natur en kostbar affære, og derfor er de reelle stoftapeter, der spændes ud på en ramme som på gamle slotte og herregårde, nok ikke den tendens, der kommer til at brede sig ud i lagene.

Men, siger Tina Seidenfaden Busck, vi kommer helt sikkert til at følge en udvikling hos tapetproducenterne, der fremover kommer til at have fokus på overflader, teksturer og struktur – som fx Farrow & Ball, der herhjemme forhandles hos Tapet-Cafe, og som netop har lanceret tre nye tapeter inspireret af franske vintagetekstiler. 


Vægtæppe af Kustaa Saksi

Vægtæpper

Hvem skulle have troet, at vægtæpperne fra 70ernes hey­days nogensinde skulle finde vej hjem igen?

Ikke desto mindre er udsmykninger i såvel vævede, hæklede, strikkede, knyttede, broderede og syede former aktuelt som aldrig før. Vægtæppet bruges præcis som et kunstværk og kommer i mange former – fra native art-udgaver i uld til indrammede, broderede vintageværker.

De skaber ligesom gulvtæpper – der i øvrigt også kan hænges op på væggen – varme, hygge og god akustik i et rum. Finske Kustaa Saksi er med sin udstilling ‘Hypnopompic’, der viser moderne, farverige gobeliner, der lyser i mørke, en god repræsentant for de nye strømninger, der trækker på referencer til klassiske gobeliner.

Læs også: Sofatendenser 2015 - hvad er du til?
Læs også: 14 vintagetrends du skal gå efter