Trends 2021

Foto: Remix by Sofie, Alek Modin og PR Lige nu er mundblæste glas og store farverige glaskander et hit i boligen.

Trendprognose 2021: Flere grønne farver, skandinavisk DNA og tid til fordybelse

Tidens boligtendenser afspejler på mange måder vores Corona-ramte hverdagsliv og behov. Senior buying manager v. Boozt, Didde Thostrup Jensen, gør status for boligtendenserne i 2020 og kommer med en prognose for det nye år.

Tidens boligtendenser afspejler på mange måder vores Corona-ramte hverdagsliv og behov. Senior buying manager v. Boozt, Didde Thostrup Jensen, gør status for boligtendenserne i 2020 og kommer med en prognose for det nye år.

Vores vaner og købelyst er forandret af Corona-virussen – og det påvirker også vores boligindretning.

Mens danskernes overordnede forbrug er faldet gennem coronaepidemien, ses der til gengæld en stigning i omsætningen for boligrelaterede vare og tjenester. Samtidig er vi i højere grad begyndt at handle på nettet for at undgå smittefare.

Den kombination har udvidet markedspladsen for interiør, og det har de også fanget hos den dansk/svenske onlinebutik Boozt.com. De er primært kendt for at sælge tøj, sko og accessoires, men nu udvider de også deres site med en Home-kategori.

ALT.dk har talt med Didde Thostrup Jensen, der er senior buying manager for Boozt HOME om, hvilke bolig-trends hun ser lige nu – og hvilke hun spår i 2021.

Hvad er det, vi køber online nu til hjemmet?

”Vi køber både ting til os selv, som kaffemaskiner, køkkenmaskiner, lamper eller et bestemt stel, som man samler på, og så køber vi også interiør til gaver. Her ser vi, at værtinde- eller julegaver tit er et bestemt design – ofte vaser eller lysestager. Vi sælger meget af de genkendelige ting fra klassiske brands, fx en Primula Vase fra Holmegård eller en Kai Bojesen Abe, når det er til gaver. Derudover sælger vi også mange spil og plakater lige nu”

Primula vase fra Holmegaard.
Primula vase fra Holmegaard.

Hvilke trends ser du lige nu?

”Der går altid lige et par sæsoner fra, at en tendens har vist sig i moden til, vi begynder at integrere den i vores hjem. I vores påklædning er vi blevet mere modige, vi vil gerne skille os ud og være personlige. Den tendens har også fundet vej ind i boligen. Før har man haft meget fokus på sit hvide, anonyme stel, men nu investerer man i små, håndrejede keramikkopper, mundblæste glas eller store farverige glaskander. Man sammensætter også sit eget stel ud fra forskellige brands, hvor man blander upcoming brands og store designbrands, som Kähler og Lyngby Porcelæn”

Mundblæste glas, håndrejede keramikkopper og store farverige glaskander trender lige nu. Foto: Remix by Sofie
Mundblæste glas, håndrejede keramikkopper og store farverige glaskander trender lige nu. Foto: Remix by Sofie.

LÆS OGSÅ: Efterårets store trend: Sådan laver du selv snoede lys

Men der er også sket andre markante skift i vores tilgang til boligindretningen.

”Der er også en trend lige nu, hvor det handler om at have tid til fordybelse. Det er blevet stort det sidste års tid, at man skal have tid til at lave quiltede tæpper, strikke og brodere. Jeg er sikker på det bliver endnu større i 2021”, fortæller Didde Thostrup Jensen til ALT.dk og går videre til endnu en tendens:

”Derudover er der en trend omkring farve, det har været en altoverskyggende tendens længe. Det handler om at gå all in på farver i sit hjem og være lidt modig med det, fx ved at købe en farvet lampe. Nogle er gået helt væk fra hvide vægge og vil også kun have farvede gardiner og farvede stel.”

I 2021 skal der farverige lamper til. Den blå AJ lampe er fra Louis Poulsen. Foto: Alek Modin.
I 2021 skal der farverige lamper til. Den blå AJ lampe er fra Louis Poulsen. Foto: Alek Modin.

LÆS OGSÅ: Kom indenfor i Lisbeths farverige DIY-univers: ”Jeg er en rimelig hardcore loppejæger”

Danskerne er også begyndt at tænke mere klimavenligt og på miljøet, når der shopper online til deres bolig, mener Bootz HOMEs senior buying manager.

”Meget tidstypisk ser vi også bæredygtighed som en kæmpe stor trend også inden for bolig. Ting skal kunne genbruges. Vi ser det i form af genanvendelige vatrondeller, stofnet har erstattet plastikposer, og vi køber stålsugerør og -emballage. Man tænker det hele vejen rundt, og også ind i sit hjem. Det gælder ikke kun, når man kigger på bomuldskvaliteten og sin genbrugte polyester”, forklarer Didde Thostrup Jensen og tilføjer:

”Coronaepidemien har også gjort os meget mere bevidste om hygiejne, og vi oplever en stor efterspørgsel på sæber og rengøringsprodukter til hjemmet. Vores hænder og hjem skal være rene, og produkterne skal gerne have en form for certificering, så vi nemt kan afkode dem.”

Hæklede vatrondeller.
Genanvendelig vatrondeller du selv kan hækle.

LÆS OGSÅ: Hækl selv: Hæklede vatrondeller

Hvilke tendenser ser du i 2021?

”De skandinaviske brands bliver endnu større. Jeg tror, vi kommer til at hylde vores egne designere endnu mere. Efter en krise er vi mere fokuseret på, at vi støtter nogle varer med et dansk eller skandinavisk DNA. Og så tror jeg, at vi kommer til at se endnu flere farver i hjemmet. Det bliver grøn, gul og orange. Grøn er håbets farve. Vi har brug for håbet, og nu er vi nødt til at se frem”, vurderer Didde Thostrup Jensen.

”Vi bliver modige og tør investere i farver til hjemmet. Lavendel-lilla har også været stort længe. Derudover tror jeg, at krukker bliver rigtig stort, fordi vi har købt en masse planter under Corona-nedlukningen for at få luft ind i hjemmet. Kvalitet bliver også endnu vigtigere for forbrugeren, tror jeg, Vi har set hen over Corona-krisen, at folk har investeret i ting, som de virkelig gerne ville have”, forklarer hun og kommer til sidst med en mere langsigtet spådom.

Stabelbare krukker fra Bergs Potter.
Stabelbare krukker fra Bergs Potter.

LÆS OGSÅ: Sådan skal dine planter se ud i 2021

”I forlængelse af bæredygtighedstendensen, tror jeg, at der kommer hørfarver, linned og flere flødenuancer, som kan bryde lidt med alle farverne. Jeg kunne forestille mig, at der kommer en strømning af noget mere roligt i takt med, når der kommer mere ro på i samfundet og vores situation. Så tror jeg ikke, at vi er så farve-modige mere, men at vi vil tage roen med ind i hjemmet med flere flødenuancer og jordfarver.”

Sengetøj fra Studio Feder.
Sengetøj i flødenuancer og jordfarver fra Studio Feder.

Trends i 2021

  • Skandinaviske brands
  • Flere farver! Gå efter gul, grøn og orange
  • Mere tid til fordybelse
  • Krukker
  • Bæredygtighed og ro
  • Kvalitet

Eksperten

Didde Thostrup Jensen, 30 år

Senior buying manager v. Boozt HOME

Uddannelse, indkøber

Se, hvad vi ellers skriver om: Boligindretning og Trends