Gravid uge for uge: Følg din graviditet her

40 uger. Så længe varer en graviditet – sådan cirka. Mens nogle føder før tid, går andre over - og de første to uger er du teknisk set slet ikke gravid endnu. Her på siden kan du se, hvad der sker uge for uge, når du er gravid. Det er ikke så lidt.

Hvor langt er jeg henne?

Ved du ikke, hvor langt du er henne? Brug vores terminsberegner til at finde ud af, hvilken uge du er i.

Læs mere

Gravid uge for uge: Følg din graviditet

Tillykke, du er gravid og kan se frem mod mange, mange måneder, hvor din krop og baby gennemgår en fascinerende udvikling.

Det går stærkt sådan at bygge et barn, og det er formentlig noget, der kan mærkes på din energi og din generelle tilstand. Hold nu op, hvor er du træt hele tiden, ikke?

Vi tager dig med på rejsen i vores gravid uge for uge-guide, hvor vi i samarbejde med jordemoder Stine Roswall fortæller dig om alt det, du gerne vil vide om din krop, din baby og alt fra mad til barselsregler, vitaminer og træning.

Hver uge har vi også et tip til din partner, som også skal igennem lidt af en mental forandring. I har nu ni måneder - mindre, hvis vi tæller fra dén dag, hvor I finder ud af, hvad der gemmer sig i maven - til at forberede jer på at blive forældre.

Lige om lidt står I med et nyfødt barn i armene.

I det følgende kan du læse en opsummering af alle 42 uger og klikke dig videre til den enkelte gravid uge for uge-artikel, som fortæller dig alt, hvad du skal vide, om lige præcis dér, hvor du befinder dig i din graviditet.

Det er en spændende, overvældende, vidunderlig og hård rejse, du skal ud på.

Vi ønsker dig alt held og lykke med det nye og håber, at vi må følge med på vejen.

Gravid uge for uge

Første trimester: Er du klar?

Gravid uge for uge

Uge 0 og uge 1

Du føler dig nøjagtigt, som du plejer, og det er der en ganske god grund til: Du er nemlig ikke gravid endnu, men din krop gør sig allerede klar til at skabe et barn.

I uge 0 har du din normale menstruation.

Du er heller ikke gravid i uge 1, hvor din livmoderslimhinde er ved at komme sig efter din seneste menstruation.

I slutningen af denne uge eller i starten af næste har du ægløsning og en sædcelle befrugter ægget, så du bliver gravid.

Læs mere om uge 0 og uge 1 her.

Gravid uge for uge

Uge 2

Tillykke! Du har haft ægløsning, og en sædcelle har befrugtet dit æg. Du er derfor gravid.

Det er stadig tidligt, og det er usandsynligt, at du kan mærke noget som helst. Det er også alt for tidligt til, at du overhovedet ved, hvad der foregår indeni dig.

Selvom dit lille embryo ikke er større end et sesamfrø, er kønnet på dit barn allerede bestemt i det befrugtede æg, som enten vil have et kvindeligt eller mandligt kønshormon. Når ægget sætter sig fast i løbet af næste uge, begynder der for alvor at ske mirakler.

Læs mere om uge 2 her.

Gravid uge for uge livmoder vokser

Uge 3

En uro kan melde sin ankomst i livmoderen, og måske tror du, at din menstruation er på vej. Det er den heldigvis ikke, for du er gravid i uge 3, og det befrugtede æg er ved at indrette sig i din krop. Det befrugtede æg bevæger sig godt på plads et sikkert sted i din livmoder.

Måske oplever du, at du en lille blødning, når ægget sætter sig fast, og det er ganske normalt.

Læs mere om uge 3 her.

Gravid uge for uge

Uge 4

Din menstruation udebliver, og det er ikke underligt, hvis du er ualmindeligt træt og hjemsøges af kvalme.

Hvis du ikke allerede ved det, så har du måske en stærk mistanke om, at du er gravid. Tager du en graviditetstest, er den højst sandsynligt positiv nu. Tillykke.

Inde i maven begynder de forskellige fosteranlæg at blive skabt, og i denne uge begynder de allerførste nerveceller og rygraden at tage form.

Læs mere om uge 4 her.

Gravid uge for uge egen læge

Uge 5

Måske er kvalmen og trætheden løbet afsted med dig og det er brysterne højst sandsynligt også. Er den konstante kvalme værst om morgenen, kan det hjælpe med lidt at spise som det allerførste.

Dit lille barn minder nu om noget, der kunne ligne en haletudse, og selvom ingen kan se, at du er gravid, er det nu meget tydligt på en ultralydsscanning. I denne uge eller i starten af den næste begynder det lille hjerte at slå, men det er endnu ikke med hjertets regelmæssige slag, som vi kender det fra os voksne mennesker.

Hvis du er i tvivl, om du er gravid, kan du tage kontakt til din egen læge, som formentlig vil tilbyde dig en blodprøve.

Dit barn vejer omkring 0,2 gram og er 2-5 milimeter lang.

Læs mere om uge 5 her.

Gravid uge for uge

Uge 6

Du er nu halvvejs igennem det allerførste trimester, og du kan formentlig sove døgnet rundt, hvis du ellers havde mulighed for det.

Dit hjerte slår hurtigere, og i denne uge kan du risikere at blive ramt af negative tanker. Det kan være både overvældende og uoverskueligt at skulle være forælder til et barn, og det er derfor helt normalt, hvis du skal håndtere negative tanker. Husk, at du og din partner har mange måneder til at vænne jer til det hele.

Dit barn ved at forme det ansigt, du kommer til at elske. Arme og ben vokser nu ud fra den lille haletudseform, der langsomt begynder at tage form som et rigtigt lille menneske.

Det lille hjerte har også fart på og er ved at udvikle sine vigtigste dele. Alle indre organer er generelt godt undervejs.

Det barn vejer omkring 0,5 gram og er 6-9 milimeter lang.

Læs mere om uge 6 her.

Gravid uge for uge

Uge 7

Den lille baby inde i din mave vokser og har nu dannet de vigtigste af alle organer. De bittesmå arme og ben kan nu bøjes i leddene, og selvom du ikke kan mærke det endnu, er dit barn begyndt at bevæge sig.

I uge 7 er den livsvigtige navlestreng også helt færdigudviklet.

Du vil måske have mere udflåd, en lille blødning, ømme bryster og en øget tissetrang. Det er også på tide at tage kontakt til din egen læge, hvis du ikke allerede har gjort det, så I kan få fastsat din terminsdato.

Dit barn vejer omkring 1 gram og er 1-1,5 cm lang.

Læs mere om uge 7 her.

Gravid uge for uge

Uge 8

Du har misset din anden menstruation, og bløde strømpebukser vinder sikkert over dine jeans, for bukserne sidder sandsynligvis lidt strammere, end de plejer. Foruden lidt ekstra på mavemålet er det ikke til at se for omverdenen, at du er gravid. Især ikke, hvis det er din første graviditet.

Din babys fingre og tæer kan nu skelnes fra hinanden, og junior er generelt meget aktiv i øjeblikket, selvom bevægelserne stadig minder lidt om reflekser.

Din baby vejer omkring 1,5-2 gram, og barnet måler 1,6-2,2 centimeter.

Læs mere om uge 8 her.

Gravid uge for uge

Uge 9

Dine hormoner løber afsted med dig, og du døjer måske med en del humørsvingninger. Måske føles brysterne anderledes og mere ømme.

Dit barns skelet - der indtil nu mest har bestået af blød og smidig brusk - begynder at forbene sig, og hjernen når nye højder, fordi alle de grundlæggnede dele er dannet.

Dit barn vejer omkring 3 gram og er 2,3-3,1 cm langt.

Læs mere om uge 9 her.

Gravid uge for uge

Uge 10

Dit lille liv i maven er trådt ud af sin embryoniske periode og kaldes nu et foster. I løbet af denne uge er anlæg til alle organer færdigdannet, og risikoen for spontan abort er blevet væsentlig lavere.

Babys hud begynder også at blive dannet, når du er gravid i uge 10.

Du har formentlig været til din første lægesamtale og har nu en vandrejournal, som skal følge dig resten af din graviditet.

Måske føler du dig også varmere og mere tørstig end tidligere. Det skyldes, at din blodvolumen er skudt i vejret. Det værker måske også lidt nederst i maven, og det skyldes, at din livmoder vokser.

Din baby er nu 3,2-4,1 cm og vejer omkring 5 gram.

Læs mere om uge 10 her.

Gravid uge for uge

Uge 11

Mellem uge 11 og uge 14 skal du til en nakkefoldsscanning, hvor du - måske for første gang - kan se din baby bevæge sig. Det kan være en overvældende oplevelse. Det er også her, jordemoderen vil undersøge, om der er et eller flere fostre og om dit barn kan have en kromosomfejl.

Dit lille foster er fuldt formet og kan nu både åbne og lukke munden. Barnet øver sig også op at drikke fostervand.

Det lille foster vejer nu omkring 8-10 gram og er mellem 4,2-5,3 cm langt.

Læs mere om uge 11 her.

Andet trimester: Nu ændrer symptomerne sig

gravid

Uge 12

Tillykke. Første trimester er overstået, og når denne uge slutter, træder du ind i andet trimester. Det betyder også, at du er nået over den første, kritiske fase og at risikoen for spontan abort er langt mindre nu. Derfor er der også nu, mange gravide vælger at fortælle familie og venner om graviditeten. Nogle gør dog det tidligere, andre senere - det er helt op til dig.

Du kan glæde dig over, at symptomerne aftager, og at mange gravide oplever den kommende periode som den bedste i hele graviditeten.

Babyens organer vokser sig stadig stærkere, og barnet drikker nu af dit sterilt fostervand. Mave-tarmkanalen er næsten færdigudviklet, og de ydre kønsorganer vokser også i langsomt frem i de kommende uger.

Vil I kende til kønnet, må I dog vente til uge 14, hvor man med stor sikkerhed kan se kønnet ved en ultralydsscanning.

Din baby er nu 5,4-6,6 cm og vejer cirka 20-35 gram.

Læs mere om uge 12 her.

gravid

Uge 13

Din energi begynder at vende tilbage, og måske kan du mærke en lille, hård bule lige over dit kønsben? Din livmoder når nu godt omkring i bækkenet og begynder i stedet at vokse opad.

Dit barn kan nu rynke panden, hæve sine øjenbryn, hikke og strække sig – præcis som et rigtigt lille menneske. Arme og ben bevæger sig ivrigt og alle organer skal stort set kun vokse.

Måske smager kaffen modbydeligt - måske har du igen fået lyst til en kop flydende energi. Hold lidt igen - dit barn kan nemlig ikke tåle store mængder koffein.

Den lille vejer cirka 50 gram og er cirka 6,7-8 cm lang.

Læs mere om uge 13 her.

livmoder vokser

Uge 14

Du kan nu få afsløret kønnet på den lille spirrevip til en privat ultralydsscanning, hvis du har lyst. De ydre kønsorganer er nemlig så udviklet, at man med stor sandsynlighed vil kunne afgøre, om du venter en dreng eller pige.

Måske er du begyndt at blive glemsom, og koncentrationen er sikkert også gået fløjten. Du kan skylde skylden på hormonerne, som flyver rundt i din krop.

Dit barns hoved er langt om længe begyndt at passe til resten af kroppen, og spytkirtlerne er begyndt at producere spyt. Kroppen er også dækket af små, fine hår, der hjælper med at regulere kropstemperaturen. De vil forsvinde, når du nærmer dig din termin.

Dit barn vejer nu omkring 50-60 gram og er 8,1-9,7 cm lang.

Læs mere om uge 14 her.

graviditeten uge 15

Uge 15

Der er aldrig helt stille i maven, og har du været gravid før, kan du måske begynde at mærke, når babyen bevæger sig. Er det din første graviditet, vil der nok gå lidt tid endnu, før du kan mærke liv.

Det er også nu, du begynder at få de berømte cravings, som mange gravide taler om. Det er dog ikke sikkert, at du kommer til at favorisere bestemte madvarer.

Dit barn har travlt med at træne sine muskler og har nu koordinerede bevægelser. Måske sutter han eller hun også på tommelfinger. Ansigtet er nu også så udviklet, at din baby kan lave grimasser.

Dit barn vejer nu omkring 100 gram og er cirka 13 cm lang.

Læs mere om uge 15 her.

små måltider

Uge 16

Med fornyet overskud er det tid til at tænke over din vægt, din mad og din træning, så både du og dit barn kommer godt undervejs i graviditeten. Din læge eller jordmoder kan fortælle dig, hvor meget du forventes at tage på i vægt - det afhænger nemlig af, hvor meget du vejede, inden du blev gravid.

Baby øver sig på alle de menneskelige bevægelser i maven og slår nu både kolbøtter og spjætter med arme og ben. Måske kan du mærke det?

Dit barn vejer nu omkring 140 gram og er cirka 15 cm lang.

Læs mere om uge 16 her.

Graviditeten uge 17

Uge 17

Det er tid til, at du sætter dig ind i reglerne for din barselsorlov. Det kan godt føles overvældende, og derfor har vi lavet en guide til dig her, som forhåbentlig kan skabe lidt mere klarhed.

Med en voksende mave er det ved at være slut med at ligge på ryggen. Måske giver det helt sig selv, fordi du bliver svimmel, når du ligger i den stilling. Efter første trimester trykker livmoderen og dit barn nemlig så meget på blodkarrene i bughulen, når du ligger på ryggen, at det hæmmer tilbageløbet af blod til hjertet. Når der kommer mindre blod til hjertet, kommer der også mindre ilt ud til kroppen.

Barnets unikke fingeraftryk begynder at udvikle sig på de små hænder og fødder, og det lille menneske kan nu fornemme lys.

Dit barn vejer cirka 190 gram og er knap 17 cm lang.

Læs mere om uge 17 her.

Egen læge

Uge 18

Din babybule er efterhånden ved at være svær at skjule, og dit barn er godt i gang med sin mest aktive fase.

Junior sutter bl.a. flittigt på tommelfinger og kan nu også få hikke. Det føles sjovt, første gang du mærker sådan en omgang.

Måske er du ved at være dødtræt af at tale om din gravide mave. Måske er du ivrig efter at fortælle om dit lillebitte væsen og alt det, der sker i din krop. Begge dele er helt okay. Husk at det er dig, der sætter dine grænser.

Dit barn vejer cirka 200-230 gram og er omtrent 19 cm lang.

Læs mere om uge 18 her.

gravid

Uge 19

Måske er du begyndt at svede mere under armene, mellem benene, på maven og i ansigtet. Det er helt normalt og skyldes, at dine hormoner er på overarbejde. Måske er du også begyndt at døje med bækkensmerter eller af en sejlivet halsbrand.

Hvis du har trænet inden graviditeten, så husk endelig at holde ved den gode vane - medmindre din læge har sagt andet. Det er den bedste kur mod stort set alle gener, du vil opleve i din graviditet.

Dit barn er ved at udvikle sin smagssans. Hjernens og nervesystemets tråde er også så udviklet, at informationer nu kan udveksles hurtigere i kroppen.

Dit barn vejer nu omkring 200-250 gram og er cirka 21 cm lang.

Læs mere om uge 19 her.

gravid

Uge 20

Hurra! Nu er du halvvejs i mål - hvis du altså føder på din terminsdag!

Det er også i denne uge, at du typisk skal til misdannelsesscanning og det er en stor oplevelse for de fleste. Måske er du også lidt spændt - det kan hjælpe at tale med din jordemoder eller en nær om dine tanker.

Du har måske mærket de første, små spark - måske skal du vente lidt endnu. Men så kan du i stedet nyde, at den lille spirrevip nu kan høre, hvad du siger.

Mange spædbørn foretrækker lyse stemmer, men bare rolig - dit barn kan allerbedst lide din stemme. Uanset hvor dyb den er.

Det er også omkring denne uge, at hjernens og nervesystemets forbindelser nu er så udviklede, at grundlaget for hukommelse og tænkning er ved at blive dannet i din lille babys hjerne.

Dit barn vejer nu omkring 300 gram og er cirka 23 cm lang.

Læs mere om uge 20 her.

gravid

Uge 21

Måske oplever du, at dit hår begynder at ændre sig og enten bliver tykkere eller tyndere, mere krøllet eller mere fladt. Det er helt normalt.

Når du er gravid i uge 21 vil din voksende livmoder også være blevet så stor, at mavemusklerne er begyndt at give efter. Hvis du har stramt tøj på, vil det nok være tydeligt for de fleste, at du er gravid.

Dit barn kan nu smage forskel på den mad, du spiser, ligesom babyen begynder at kunne fornemme berøring.

Dit barn vejer cirka 400 gram og er knap 26 cm lang.

Læs mere om uge 21 her.

Gravid

Uge 22

De første små smølfespark er sikkert ikke så nye for dig længere. Babyen begynder nemlig at have kraft bag sine bevægelser, og det kan mærkes, ikke? Måske døjer du også med plukkeveer.

Dit lille menneske kan nu skelne stemmer fra hinanden, og baby ligger inde i sin trygge hule og lytter. Din stemme er allerede en velkendt lyd, men det kan være en god idé, hvis din partner og eventuelle søskende også begynder at tale til maven. På den måde vil jeres baby kunne genkende stemmerne, når barnet kommer til verden.

Mærker du pludseligt et ryk i livmoderen, når du hører høje lyde? Det er din baby, som reagerer på lyden.

Måske begynder du også at kunne mærke den ekstra graviditetsvægt i ryg og lænd. Nogle vil blive så mærkede af det, at de vil skulle sygemeldes i løbet af graviditeten.

Dit barn vejer cirka 450 gram og er cirka 28 cm lang.

Læs mere om uge 22 her.

Gravid

Uge 23

Din nattesøvn er efterhånden ved at være en by i Rusland, for maven fylder og babyen bevæger sig. Du skal nok vænne dig til det, for baby bliver kun mere aktiv frem mod fødslen.

Din navle er også en sag for sig - måske buler den nu udad eller er forsvundet helt. Din voksende mave skal bruge al den hud, der er til rådighed.

Dit barns øjne begynder at åbne sig, men det er stadig ikke ret meget, han eller hun kan se. Baby øver sig også i at trække vejret, så det er klar til fødslen. Inden du har set dig om, skal barnet nemlig trække vejret helt selv ude i den virkelige verden. Vildt, ikke?

Dit barn vejer cirka 450-600 gram og er cirka 30 cm lang.

Læs mere om uge 23 her.

gravid

Uge 24

Nu skal du kunne mærke dit barn bevæge sig hver dag. Det kan være små spark, puf eller rullende bevægelser. Det vigtigste er bare, at du mærker liv.

Hvis barnet typisk er roligt, når du er aktiv, skal du ikke være nervøs. Når du bevæger dig, vil du nemlig ikke altid være opmærksom på små spark, og samtidig luller du dit barn i søvn, når du går rundt.

I den her tid kan tanker om din egen barndom også begynde at melde sig. Det er helt almindeligt, og det er den slags tanker, som hjælper med at gøre dig til en forælder.

De små ansigtstræk, som kommer til at karakterisere dit barn, er ved at være færdigdannede. Faktisk fungerer alle barnets vigtigste organer - med undtagelse af lungerne - nu, og med hjælp fra teknologien kan et foster derfor lære at trække vejret og overleve uden for livmoderen fra denne uge.

Det er således også fra uge 24, at lægerne vil tilbyde aktiv hjælp til for tidligt fødte børn.

Dit barn vejer cirka 550-700 gram og er knap 32 cm lang.

Læs mere om uge 24 her.

gravid

Uge 25

Andre kan nu også mærke, når baby bevæger sig, fra ydersiden. Det er stort at kunne dele det med andre, men husk, at det vigtigste er, at du kan mærke liv. Der kan nemlig stadig godt gå lidt, inden andre kan dele oplevelsen med dig. Især, hvis du har et højt BMI.

Måske er den allerførste modermælk begyndt at lække lidt. Det er stadig en gul og klæbrig masse, der kaldes råmælk, og det er slet ikke sikkert, at du ser noget til den. Døjer du med læk, kan en god bh, der kan klare pletterne, være en rar investering.

Inde i maven er dit barns lugtesans så udviklet, at han eller hun vil kunne genkende din lugt efter fødslen.

Generelt søger den lille kontakt med dig, da han eller hun er i gang med at knytte bånd. Stryg derfor gerne en hånd henover maven og tal til dit barn. Syng også gerne en sang - dit barn vil nemlig kunne genkende den, når han eller hun kommer til verden.

Dit barn vejer cirka 800 gram og er cirka 34 cm langt.

Læs mere om uge 25 her.

uge26

Uge 26

Med det sidste trimester inden for rækkevidde, begynder slutspurten langsomt at sætte ind. Maven fylder, tyngdepunktet har måske rykket sig og tanker om fødslen begynder langsomt at flytte ind i dine tanker.

Måske frygter du, hvad der kommer til at ske. Måske glæder du dig mest af alt. Tal gerne med din læge eller jordemoder, hvis tanker om fødslen går dig meget på.

Mens I venter, øver den lille i maven sig på at trække vejret. Hjernen vokser hurtigt nu, og der er kommet flere furer, som har givet plads til flere hjerneceller.

Der skal ikke længere meget mad til, før du føler dig mæt. Til gengæld bliver du hurtigt sulten igen. Spis derfor gerne mange små måltider og sørg for at motionere regelmæssigt.

Dit barn vejer omtrent 700-950 gram og er cirka 35,5 cm lang.

Læs mere om uge 26 her.

gravid

Uge 27

Din krop arbejder hårdt for at gøre din baby klar til den fødsel, der lige pludselig ikke er så langt væk længere. Der begynder også at blive trangt med pladsen i maven, fordi junior nu fylder så meget, at dine indre organer presses sammen.

Er du meget plaget af bækkensmerter, kan du få hjælp af fysioterapeut eller tale med din jordemoder. Lyt til din krop, sørg for at strække ud og tag et hvil, når du får brug for det, hvis det ellers kan lade sig gøre.

Dit barn kan nu blinke, og huden, der før har været lidt for stor til kroppen, begynder langsomt at blive mere buttet.

Allerede nu har langt over halvdelen af alle babyer hovedet nedad det meste af tiden, og barnet bevæger sig på den plads, der stadig er til rådighed.

Dit barn vejer lige omkring ét kilo og er cirka 37 cm lang.

Læs mere om uge 27 her.

Tredje trimester: Maven vokser og målstregen nærmer sig

gravid

Uge 28

Tillykke. Du har ramt tredje trimester og træder nu ind i den sidste fase af graviditeten. Snart skal du møde din baby, men først skal du forberede dig på en endu større mave og den mildest talt besværlige tilstand, der følger med sådan én.

Inden længe vil du have svært ved at tage en god, dyb vejrtrækning, fordi livmoder og barn presser på mellemgulvet. Du vil også opleve, at du kan sove når som helst - hvis du da ellers kan finde dig til rette med din gravide mave.

Skulle dit barn blive født nu, vil det have gode chancer for at overleve, selvom der vil være en del opstartsvanskeligheder. Forhåbentlig bliver baby i maven lidt endnu, og her er han eller hun ved at øve sig på at trække vejret og at lære at kontrollere sin egen kropstemperatur.

Sanserne er også fuldt udviklet nu, og det betyder, at dit barn er blevet mere følsomt over for lyd, smag, lugt og lys.

Din baby vejer nu omkring 1,2 kg og er cirka 38,5 cm lang.

Læs mere om uge 28 her.

gravid

Uge 29

I den første uge af tredje trimester er det igen blevet tid til at tale med din jordemoder. I skal blandt andet tale om amning og babyens bevægelser.

Den lille purk er måske ved at indtage sin fødselsstilling, og det kan mærkes på din bækkenbund. I løbet af de næste måneder får du måske også fornøjelsen af spark i ribbenene - og de kan altså mærkes, eftersom musklerne er blevet stærkere.

Baby vokser med rekordfart inde i maven, og hovedet er nu proportionalt med resten af kroppen.

De løst sammensatte kranieknogler har ikke længere en brusk-lignende konsistens, men er nu blevet mere kompakte. Det er dog stadig så blødt, at det inden længe kan presses igennem fødselskanalen.

Dit barn vejer nu omkring 1,3 kg og er cirka 40 cm lang.

Læs mere om uge 29 her.

graviditeten uge.jpeg

Uge 30

Babykulleren har taget over, og er du ikke allerede begyndt, er det på høje tid at se dig om efter babygrej. Der kan nemlig være leveringstid, hvis I f.eks. skal bruge en barnevogn eller lignende.

Med kun 10 uger til termin har dit barn ikke meget plads at boltre sig på, og når barnet bevæger sig, kan det mærkes! Din mave vil også skifte form, alt efter hvordan junior beslutter sig for at ligge.

Måske kan du høre det lille hjerte slå gennem et paprør? Du skal ikke blive nervøs, hvis det ikke kan lade sig gøre, men det kan være hyggeligt at prøve. Du kan også holde øje med en rytmisk fornemmelse i maven. Det er junior, som hikker.

Dit barn vejer omtrent 1,6 kg og er cirka 41 cm lang.

Læs mere om uge 30 her.

uge31.jpeg

Uge 31

Dit barn har lige nu fire hovedopgaver: Han eller hun skal vokse, udvikle sin muskelstyrke og sine lunger og træne sin vejrtrækning. Det er hårde løjer for sådan en lille purk, og derfor bruger dit barn det meste af sin tid på at sove og samle energi.

Imens skal du lade kroppen op med oxytocin, også kaldet kærlighedshormonet. Det er den fødende kvindes bedste ven, fordi stoffet både stimulerer veerne, amningen og tilknytningen til dit barn, og heldigvis er det både nemt og rart at lade depoterne op. Alt, det kræver, er kys, nus, kram og alle de ting, du bliver glad af.

Smæk også lige benene op, hvis de er lige lovligt fyldt med vand. Det kan lette lidt.

Dit barn vejer nu omkring 1,7 kg og er cirka 42 cm lang.

Læs mere om uge 31 her.

uge32.jpeg

Uge 32

Der er stadig to måneder til termin, men skulle du gå i fødsel allerede nu - og er du og dit barn ellers sunde og raske - vil det gå helt fint, og dit barn vil klare sig uden mén. Det er en rar milepæl, ikke?

I vil nok skulle bruge en del tid på neonatalafdelingen, men på den lange bane skal alt nok gå godt.

Det er selvfølgelig bedst, hvis den lille bliver i maven lidt endnu, hvor den har travlt med at sove, åbne og lukke øjnene, dreje hovedet og få gjort lungerne klar til livet uden for livmoderen.

Junior har også udviklet en forkærlighed for søde smage, så han eller hun er klar til den søde modermælk.

Dit barn vejer cirka 2 kg og er cirka 43-44 cm langt.

Læs mere om uge 32 her.

uge33.jpeg

Uge 33

Dine tanker begynder igen at vende sig mod fremtiden og fødslen, og måske veksler du mellem at være spændt og utålmodig og at have lyst til at aflyse hele projektet. Det er helt normalt og det er den slags tanker, der er med til at gøre dig klar til det nye liv forude.

Hvis du er offentligt ansat er du måske så heldig, at du starter barsel denne uge, og måske er du begyndt at kunne ane en lille fod gennem maveskindet?

Dit barn kan nu selv producere vigtige antistoffer, der skal beskytte det resten af livet, og et fedtlag er ved at blive dannet, som gør, at dit barn får det velkendte, buttede udseende. Baby vokser og vokser lige nu.

Dit barn vejer cirka 2 og er cirka 44-45 cm langt.

Læs mere om uge 33 her.

uge34.jpeg

Uge 34

Tillykke. Du er nået til endnu en milepæl. Skulle du gå i fødsel nu, vil din læge eller jordemoder ikke længere forsøge at stoppe den. Junior kan nemlig fint klare at møde verden, hvis han eller hun ellers er sund og rask. Er det ikke rart at vide?

Maven vokser stadig, og det gør din vejrtrækning besværet og din søvn til en by i Rusland. Det kan nemlig være svært at finde en ordentlig stilling at sove i, og måske skal du hele tiden op for at tisse.

Det er hårdt at være gravid nu, og du skal nok igen i gang med at forebygge visse graviditetsgener.

Barnet vokser også stadig i livmoderen, hvor det er travlt optaget af at øve sig på livet i vores verden. Baby ligger blandt andet og øver gå- og kravlerefleksen, eftersom barnet skal bruge det lige om lidt!

Dit barn vejer omtrent 2,4 kg og er cirka 45-46 cm langt.

Læs mere om uge 34 her.

uge35.jpeg

Uge 35

Dit barn ligner nu en helt normal nyfødt i mini-udgave, og babyen begynder at være klar til fødslen. Lungerne er nu fuldt funktionsdygtige og klar til, at dit barn skal møde verden.

Fra uge 35 og frem til fødslen kan du godt forvente, at der vil være hyppige graviditetskontroller. Din jordemoder vil nemlig holde øje med, at dit barn trives og vokser, som det skal.

Til jeres næste møde skal I tale om fødslen, og det er derfor på høje tid at overveje, om du har særlige ønsker til, hvad der skal ske.

Dit barn er cirka 46-47 cm langt og vejer nu omkring 2,6 kg.

Læs mere om uge 35 her.

uge36.jpeg

Uge 36

Tillykke. Du kan nu gå på barsel, hvis ikke du allerede har taget hul på dén del.

For 95% af alle gravide har babyen nu lagt sig til rette med hovedet i bækkenet. Er det endnu ikke sket, vil du blive tilbudt en samtale om et vendingsforsøg i denne uge eller i næste.

I disse uger forbereder juniors immunforsvar sig til livet uden for livmoderen. De (ikke så) små spark kan føles anderledes og roligere, men du skal stadig mærke bevægelse hver dag.

Dit barn er cirka 47-48 cm langt og vejer nu omkring 2,8 kg.

Læs mere om uge 36 her.

uge37.jpeg

Uge 37

Dit barn er nu fuldbårent og kan derfor ikke længere fødes for tidligt. Hvis du går i fødsel nu, vil det altså være inden for termin.

Du kan i princippet kan gå i fødsel hvert øjeblik, det skal være, men ventetiden føles nok alligevel lang. Hold øje med, om potentielle veer begynder at gøre ondt og blive regelmæssige - og pak hospitalstasken, hvis du skal føde på hospitalet.

Måske oplever du, at en gnavende nervøsitet melder sig, når fødslen nærmer sig. Det er helt normalt, for sådan en omgang kan føles skræmmende, fordi du ikke nødvendigvis ved, hvad du går ind til.

Bliver tankerne for insisterende, kan det hjælpe at tale med din jordemoder om dem.

Dit barn er cirka 48-49 cm langt og vejer nu omkring 3 kg.

Læs mere om uge 37 her.

uge38.jpeg

Uge 38

Fødslen kan ske når som helst, og det kan det være en god idé at sætte dig ind i de forskellige muligheder for smertelindring. Dem kan du læse mere om her.

Dit barn er lige så klar på fødslen, som du er, og babyen begynder automatisk at vende sig mod lyset. I disse uger vil du desuden bære på cirka 800-1000ml fostervand, og det er den største mængde, du vil have båret på gennem graviditeten. Det er lidt vildt at tænke på, ikke?

Størrelsen på maven blegner sandsynligvis i forhold til ubehaget, du føler. Måske har du vand i kroppen, hævede fingre og tæer, ondt i ryggen og svært ved både at sove og være vågen. Der er ikke langt igen, og lige om lidt står du med et nyfødt barn i armene.

Dit barn vejer omtrent 3,2 kg og er cirka 49-50 cm langt.

Læs mere om uge 38 her.

uge39.jpeg

Uge 39

De sidste dage som gravid er over dig. Den lille i maven skal nu bare tage på i vægt, og du skal spare på energien. Skulle du pludselig føle trang til at gøre hovedrent, så gå hellere i biografen.

Veerne kan komme, hvert øjeblik det skal være. Men ved du, hvad du venter på? Et godt, gammeldags jordemoder-tip lyder, at hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl. ”Fødeveer” vil nemlig kræve din fulde opmærksomhed.

Baby ligger klar, og måske kan du mærke barnets hoved mod din bækkenbund. Måske stemmer han eller hun også fødderne og bagdelen op under dine ribben. Det er snart ved at være tid, og I gør jer begge klar til fødslen. Det kan føles både skræmmende og rart - og det er helt forståeligt.

Dit barn vejer cirka 3,5 kg og er cirka 50-51 cm lang.

Læs mere om uge 39 her.

uge40.jpeg

Uge 40

Hurra! Du er nået din terminsuge, og lige om lidt sidder du med verdens ottende vidunder i armene. Men husk, at ikke alle føder til tiden – det gælder især førstegangsfødende.

Baby ligger formentlig klar og er helt parat til at møde sine forældre. Din tålmodighed er nok også ved at være brugt.

Hold igen med kreative husmorråd, der skal få baby ud af sin hule. Det er en meget bedre - og mere behagelig - idé at pleje dig selv og din trætte krop, så den er klar til fødslen.

Og husk så, at lige om lidt, når du sidder med dit nye menneske i armene, er udviklingen slet ikke slut. Den er først lige begyndt.

Dit barn vejer cirka 3,6 kg og er cirka 51-52 cm lang.

Læs mere om uge 40 her.

uge41.jpeg

Uge 41

Har den lille stadig ikke meldt sin ankomst, vil du blive tilbudt en igangsættelse i løbet af denne uge. Det kan føles overvældende, men så længe din baby stadig bevæger sig som normalt, kan du ikke gøre meget andet end at væbne dig med en ekstra portion tålmodighed.

Om lidt er tredje trimester slut, og så begynder det famøse fjerde trimester, som kræver en anden type kræfter fra dig. Er du klar?

Dit barn vejer nu omkring 3,8 kg og er cirka 52-53 cm langt.

Læs mere om uge 41 her.

uge42.jpeg

Uge 42

Din graviditet kaldes nu for overbåren, og alle gravide rådes til at have født ved udgangen af denne uge. Om junior vil det eller ej, er det tid til at finde udgangen. Takkede du ja til en igangsættelse i sidste uge, er veerne måske allerede i gang.

Ønsker du at lade naturen gå sin gang, skal du heller ikke vente længe, før du får din baby i armene. Sandsynligheden for at du stadig er gravid, når ugen er omme, er nemlig kun knap en halv procent.

Held og lykke - og stort tillykke!

Læs mere om uge 42 her.

Fjerde trimester: Nu skal du virkelig turde tænke fremad

Verden har nu ændret sig for altid, for dit lille barn er blevet en del af din virkelighed. Det er vidunderligt, men det kan også være overvældende og for nogen forbundet med en sorg. Du er en anden nu og din lille baby er afhængig af dig, for han eller hun kan ikke engang holde sit hoved oppe.

Vil du vide mere om, hvad der rører sig hos dig og din baby i det famøse fjerde trimester, kan du læse med her.

Faktisk er den periode lige så vigtig at forberede sig på som graviditeten og fødslen - og hvis du gør dit forarbejde, så er risikoen, for at du bliver overrasket over alle de nye følelser, forhåbentlig mindsket.

Det tilbyder staten til dig, der er gravid

Alle gravide får som minimum tilbudt to scanninger i løbet af graviditeten - nogle vil få tilbudt flere, hvis jordemødrene eller lægerne vurderer, at det er nødvendigt for dig eller din baby.

Scanningerne er til for at se, om barnet vokser og udvikler sig, som det skal. Scanningerne foregår som udgangspunkt udenpå maven og har ingen risiko for dig eller din baby.

Du bestemmer selv, om du ønsker at tage imod undersøgelser i graviditeten.

Nogle gravide vælger også at købe sig til flere scanninger i graviditeten. Det kan f.eks. være en tidlig scanning for hjerteblink eller en kønsscanning omkring uge 14.

Første scanning: Uge 11-13

Ved 1. trimester-scanningen undersøger lægen eller jordemoderen om der er liv i din mave. Man vil også konstatere, om der er ét eller flere fostre, og hvor langt du er henne. Du vil også få din forventede terminsdato at vide.

Scanningen er også kendt som nakkefoldsscanningen, fordi man her vil måle fostrets nakkefold, som – sammen med en blodprøve og din alder – kan vise sandsynligheden for en kromosomafvigelse.

Anden scanning: Uge 18-21

2.-trimesterscanningen kaldes også gennemscanningen eller misdannelsesscanningen og det er her, at fostrets organer skal nærstuderes. Lægen eller jordemoderen vil også se på moderkagens placering i livmodere, og om baby vokser, som det skal.

For mange er denne scanning også særlig, fordi det er her, du kan få kønnet at vide, hvis du har lyst.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Tilmeld dig vores gravid-nyhedsbrev

Vil du have nyt om din graviditet i din indbakke?

Hver uge sender vi dig en skræddersyet mail, som passer til den uge, du befinder dig i. Du får både klummer, vigtig fakta, tips og tricks og spændende nyt om dig og din baby.

Vi hjælper dig også med en masse seje babynavne og guider dig til alt fra kvalme til barnevogne og hospitalstasken. Læs også en masse spændende historier fra andre gravide og nybagte forældre.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Vil du vide mere?

Er du nysgerrig på alt fra navne til tigerspring, udvikling og overvældende følelser?

Vi har masser af hjælp til de første mange år af dit barns liv på alt.dk/boern. Vi håber, at du vil følge med.

På ALT.dk kan du finde mange flere artikler om blandt andet fertillitetPCO og sundhed fra Vores Børn, ALT for damerne, Eurowoman, Fit Living, Hendes Verden og Hjemmet.