Hjemmelavet is - De bedste opskrifter

Lækker hjemmelavet is til enhver lejlighed

Når kalenderen viser sommer, og solen for alvor viser sit ansigt, begynder cravingen efter iskolde fornøjelser også at melde sig.

Hjemmelavet is er helt klart en af de bedste måder at slå trangen ned på, og der findes mange variationer af den lækre dessert, hvor kun fantasien sætter grænser. Læs mere om forskellige typer hjemmelavet is og få lækre opskrifter på sund is. 

Læs mere

Hvad enten du er til lækker, cremet flødeis eller frisk sorbet, så smager god hjemmelavet is bare bedre end købeprodukter, der i de mest kritiske versioner ikke har set skyggen af hverken friske jordbær eller ægte vanilje.

Hjemmelavede ispinde er perfekte til børnene på en varm sommerdag, og en cremet islagkage er prikken over i’et til fest og hyggelige selskaber. Hvad enten du vælger den ene eller den anden slags, så kommer vi med gode opskrifter og inspiration her på siden. 

Islagkager til fest og fornøjelse

Islagkager og iskager passer perfekt til konfirmationen i haven eller til fødselsdagen ved spisebordet. I stedet for den klassiske kage, er iskager det perfekte alternativ, hvis vejret er lunt, og solen står højt på himlen. Hvad enten det er dobbelt op på is og oreos til børnene eller en vaskeægte voksendessert, så har vi opskrifter på det meste.

Prøv for eksempel vores opskrift op lækre cupcakeis med hjemmelavet nougat, der passer perfekt som en kølig snack i solen, eller prøv den verdensberømte Oreo – nu også i islagkage! Kan du lide duften og smagen af kaffe, så kan du også prøve opskriften på vores irish coffee islagkage og få det bedste af begge ting. Prøv også vores lækre voksenlagkage med rom-rosin-is, som er nem at lave i en sjov weekend sammen med vennerne.

Iskager, der får dig til at smelte

Et godt alternativ til islagkage er kolde, forfriskende iskager.

Prøv for eksempel vores opskrift på islagkage med chokolade og hindbær eller vores choko-mokka-sandwich. Iskager og friske bær som hindbær, jordbær eller blåbær går hånd i hånd, og du kan med fordel pifte din isdessert op med bær.

Hjemmelavet is - issandwich med mango

Prøv også vores sandwich i forklædning issandwich med mango, frozen cheesecake med hvid chokolade, chokoladeiskage eller en anden af vores andre gode opskrifter på lækre iskager.

Hjemmelavet is – forskellige typer:

  • Granité: Betyder kornet og beskriver isens struktur, der minder om små isflager. Den er let at lave, og den fungerer både som forret, mellemret og dessert, alt efter hvilken smag du vælger, og hvor sød du gør den. Den består typisk af vand, lidt sukker og de ingredienser, granitéen skal smage af
  • Sorbet: Består som regel af sirup, som er lavet på lige dele vand og sukker, der er varmet op og mikset sammen, lidt æggehvide og de ingredienser, isen skal smage af
  • Yoghurtis: Er blevet ret populær de senere år. Den er knap så tung som flødeis og har en fin syrlighed, der modvirker noget af den søde issmag. Kan laves på græsk yoghurt, sirup og den ingrediens, som isen skal smage af
  • Mascarponeis: Er lavet på mascarpone, som er en friskost, der bruges i desserter som for eksempel tiramisu. Den har en frisk og cremet konsistens, der gør sig godt i is ligesom græsk yoghurt
  • Flødeis: Den klassiske flødeis bliver typisk inddelt i to typer – parfait (lavet på kolde ingredienser) og cremeis (fløden opvarmes som del af tilberedningen). Udover fløde bruges der ofte æg og en lang række andre ingredienser, som man kan skifte ud, alt efter hvad man har lyst til (Kilde: piskeriset.dk)

Smagfuld sorbetis

Hvis du ikke er til flødeis, men mere til sorbet er det også kun fantasien, der sætter grænser. Der er ingen, der siger, man ikke kan pifte sin sorbetis lidt op. Prøv for eksempel vores opskrift på lækker jordbærsorbet med fersken-jordbær-salsa. Eller vores mango-passionsfrugt-sorbet med chokolade. Prøv også verdens bedste hindbærsorbet – hvis du tør!

De sunde alternativer

Hvis du gerne vil have en sundere isdessert, så kan du også prøve vores opskrifter på sund is. Du kan gøre din is sund ved for eksempel at udelukke mælk, fløde og sukker. Få blandt andet vores sunde opskrifter på is uden sukker, mælk eller fløde.

Eller du kan prøve vores opskrift på sunde jordbærispinde eller nem vandmelonis. Kan du lide din is blød og cremet, bør du prøve vores opskrift på sund softice med hindbær-dadel-is. Hvis du ikke kan tåle mælk, kan du med fordel prøve vores opskrifter på sorbetis. Tjek også vores opskrifter på lækre ispinde og find ny inspiration.

alt.dk kan du også finde opskrifter på mange andre spændende madretter og drikkevarer. Hvis du ikke kan holde dig fra is, kan du for eksempel læse vores opskrifter på lækre milkshakes eller tjekke vores opskrifter på lækker chokolademousse.

Opskrifter og indhold på alt.dk er fra ALT for damerne, Hendes Verden, Eurowoman, Hjemmet, FIT LIVING og Boligliv.