Børneopdragelse - hjælp og råd til børneopdragelse

Hvordan opdrager man sine børn til at blive nogle søde, gode, høflige og hele mennesker? Opdragelsesmetoder er der mange af – tag bare den gammeldags kæft, trit og retning, og den moderne modpol ifavnsk-opdragelse. Også når det kommer til værdier omkring alt fra manerer til madvaner og sprog, er der mange forskellige filosofier. Og søvn – opdrager du dit barn til at sove alene, eller samsover I? Må barnet græde, eller holder I hellere i hånden i timevis?

Her har vi samlet nogle af vores bedste ekspertråd og artikler om børneopdragelse.

Læs mere

Hvad er god børneopdragelse for dig?

Alle har en mening om, hvordan vi er gode forældre, og hvordan god børneopdragelse ser ud. Vi møder alle sammen holdningerne til, hvordan vores børn bør puttes, hvor de bør sove, hvad de får serveret til aftensmad, hvordan de leger med deres legetøj, om de siger pænt tak for mad, og hvad der ryger over deres små læber, når de er edderspændt rasende.

Men vi er ikke ens, og vores værdier er det heller ikke. Så før du bliver såret over spidse bemærkninger eller sveder tran over, at dit barn kaster en håndfuld pasta, når I er på besøg hos vennerne, der spiser med hvid dug, så træk lige vejret og spørg dig selv, hvad du synes er vigtigt, og hvordan du har det godt med at vejen derhen skal se ud.

Børneopdragelse med ifavn

Grundprincippet i opdragelsestilgangen ifavn er tæt kontakt, som navnet indikerer. Denne opdragelsesmetode dyrker så lidt adskillelse som muligt, hvilket indebærer både langtidsamning, at sove sammen og at bære sit barn så meget som muligt. Sidstnævnte sker oftest ren praktisk i en vikle. En af de bærende tanker bag ifavn er, at man skal lære at være lydhør og nærværende omkring barnets behov, at man skal være rolig og positiv og skælde mindst muligt ud. Det store ønske om nærvær betyder også, at mange tilhængere af opdragelsesmetoden vælger hjemme- eller deltidspasning af deres børn. Læs mere om de 8 principper bag ifavn.

Børneopdragelse – får du sagt nej?

Ifølge andre opdragelsestilgange er en god forælder en, der tør sige nej og lærer sine børn livets spilleregler i god ro og orden – også selvom det kan medføre udmattende og nogle gange pinlige udbrud og scener til følge. Du gør nemlig børnene en bjørnetjeneste ved altid at vælge den lette udvej for at undgå en konflikt, mener nogle. I stedet for at gå udenom konflikten skal du hellere lære at tage den med ophøjet ro, og rumme at barnet bliver vredt eller ked af det over, det ikke kan bestemme, hvad det selv vil have til aftensmad.

Foto: Getty

Opdrag robuste børn

– Robusthed handler ikke om at skulle kunne klare at blive presset ud i at præstere det umenneskelige, men om at have en vis styrke, når man møder modstand. Den evne skal forældrene hjælpe børn med at opbygge, fra de er helt små, siger Per Schultz Jørgensen, der er psykolog og forfatter

Når børn lærer at komme igennem hverdagens modgang - såsom at føle sig for trætte til at bære rygsækken hjem selv, men alligevel klarer det med forældreopfordring - så klæder vi dem nemlig godt på til at kunne holde fokus, være vedholdende og tålmodige i livet, lyder det. Det er altså værd at øve sig i ikke bare at gøre ting for barnet, når det proklamerer, at det ikke vil eller kan selv, og det skal selvfølgelig gøres kærligt, roligt og nænsomt

Den særlige danske børneopdragelse

Netop den kærlige, respektfulde og dialogbaserede måde at gå til opdragelsen af vores børn på, er det, der er essensen i den unikke, danske børneopdragelse, fastslår eksperter. Det virker måske naturligt for mange ikke at kritisere barnet, men handlingen, når der sker episoder, som at søskende slår hinanden, eller der bliver kastet med legetøj. I stedet for at sige til barnet at det er uartigt, er det blevet naturligt for mange at rette kritikken mod selve handlingen, og ikke barnet. Og dén kærlige, respektfulde og nænsomme måde at opdrage på er særlig dansk. Den er med til at skabe empatiske og robuste børn.

Sådan lærer du dit barn gode manerer

Gode manerer ruster barnet til at kunne begå sig socialt og klare sig godt gennem livet. Derfor er de slet ikke ligegyldige at få lært børnene. Gode manerer styrkes, hvis barnet synes, de er sjove at udføre, og derfor er det et godt råd at huske ros og positiv opfordring, når det gælder manerer, mener nogle eksperter. Tænk bare på det lille barn, der kan bære sin tallerken ud af bordet og bliver pavestolt af det, eller barnet, der har fanget, at man får pluspoint og får de voksne til at smile ved at sige "tak for mad", når man er færdig.

Dernæst skal vi som forældre huske, at vi er et spejl for vores børn. Hvis vi spiser kun med gaflen og sidder med benene oppe på stolen, så klinger det hult, når vi beder børnene om at sidde pænt ved bordet. Det handler om at være et godt eksempel og finde balancen mellem non-stop korrektioner og ingen korrektioner. Og så bør man justere sine forventninger og kun øve en god manér ad gangen.

Kan man opdrage sit barn til at sove?

Alle forældre taler om det, men få får det – søvn altså. Måske er det derfor, at der er så mange holdninger til, hvordan man går rigtigt til barnets søvn, og lige så mange lommefilosofier om genveje til at få barnet til at sove. Nogle går meget principielt op i, at barnet skal lære at sove i sin egen seng. Andre dyrker samsovning i forældrenes seng. Nogle sidder troligt ved sengekanten eller ligger ved siden af barnet, til det sover trygt. Andre går til og fra. Alle vil gerne vide, hvad manualen til god søvn siger – men der ér ingen manual.

Hvordan man konkret går til barnets søvn, handler meget om mavefornemmelse og er et temperamentsspørgsmål. Alligevel er der en stribe råd til at få barnet til at sove, som gælder på tværs af metoder. Alle gør nemlig klogt i at skabe gode, faste putteritualer, tage sig god tid, gemme irritation og skæld ud så langt væk som muligt og i øvrigt lade iPad'en ligge på hylden to rimer før sengetid.

På ALT.dk kan du finde mange flere artikler om blandt andet børns udvikling, børnepsykologi  og livet med en baby fra Vores Børn, ALT for damerne, Eurowoman, Fit Living, Hendes Verden og Hjemmet.