Applikation fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Applikation

22. jun. 2009 | Håndarbejde | Hendes Verden

1. Tegn det ønskede motiv op på karton og klip ud = skabelon. Læg skabelonen på stoffets retside, og tegn rundt langs hele kanten med spids farveblyant, der har samme farve som stoffet. Mål ud og markér og afmærk til et sømrum på 6 mm hele vejen rundt om motivet, inden motivet klippes ud, kan en række støttesting, i form af små forsting eller maskinsyet søm, sys i sømrummet lige uden for motivets yderste kant. Støttestingene kan sagtens udelades, men de gør arbejdet med at folde kanterne pænt ind lidt nemmere. Klip figuren ud i den yderste af de markerede linier.

 

2. Har motivet buede linier, skal der ved yderbuerne klippes hak i sømrummet, så de ikke lægger sig som læg, når sømrummet bukkes om. I inderbuerne klippes små hak ind til linien af støttesting eller ca. 1 mm fra den inderste markede linie. I en indervinkel, som f.eks. hjertets øverste spids, klippes ind i hjørnet, og i ydervinkel kan der klippes tværs over så, hjørnet bliver fladt.

 

3. For at få de pæneste og mest nøjagtige kanter, er det vigtigt at ri det enkelte motiv. Vend retsiden opad og fold sømrummet om på vrangen, følge den inderste markerede linje, og pres kanten godt med fingrene. For at holde kanten på plads ris nu, med små sting, hele vejen rundt langs motivets kant. Er der syet en række støttesting, bør det jævnligt, under riningen, kontrolleres, at disse ikke kan ses på motivets forside.

 

4. Nu skal motivet sys på bundstoffet. Pres først bundstoffet godt, placér figuren på stoffet og hæft den fast med knappenåle. Ri figuren fast på bundstoffet, og sy motivet fast på bundstoffet med små, usynlige sting.

 

5. Når motivet er syet fast på bundstoffet, fjernes alle ritrådene, og arbejdet presses. Skal arbejdet senere quiltes, bliver arbejdet nemmere og resultatet pænere, hvis bundstoffet klippes væk under det enkelte applikerede motiv. Klip forsigtigt bundstoffet væk med en lille skrap saks ind til ca. 6 mm. fra sylinien på bagsiden af det enkelte motiv.