Genbrug dine jeans
Hvad med at lave en gammel grydelap af dine aflagte jeans? Denimstof er nemlig godt, solidt og næsten ikke til at slide op.
GRYDELAP
Materialer: 2 lommer fra voksencowboybuks • 2 x bomulds-stof, 20 x 40 cm • 2 x alu mellemlægsvlies, 20 x 40 cm fra Stof & Stil.
Vejledning: Klip lommerne af buksen lige ved kanten hele vejen rundt. Læg dem med 3,5 cm mellem sig på et stykke papir og med spidsen af lommen pegende i hver sin retning. Tegn omkring det hele, og klip mønsterdelen ud. Klip 2 x bomuldsstof og 2 x isoleringsmateriale med 1 cm’s sømrum. Læg bomuldsstofferne sammen ret mod ret med isoleringsmaterialet øverst og begge sølvsider pegende udad. Sy sammen med en trykfodsbredde, og lad et lille hul stå til at vende igennem. Vend retsiden ud, og sy hullet til i hånden. Læg lommerne op på stoffet igen med spidserne pegende i hver sin retning, og stik lommerne fast med lige sting og ca. 1 tryk-fodsbredde inde. Bemærk: Den øverste del af lommen skal være åben.
**
KAFFEVARMER TIL STEMPELKANDE
Str.: Passer til stempelkande, hvor glasset er 18 cm højt og 11 cm i diameter:
Materialer: 20 x 45 cm cowboybukseben • 1 x bukselomme • 20 x 45 cm isoleringsmateriale • 20 x 45 cm kulørt bomuldsstof fra Stof & Stil • 2 stk. trykknapper.
Vejledning: På papir tegnes en mønsterdel, som måler 37 x 16 cm. På denne del tilføjes i den ene ende et rektangel til klap på 4 x 9 cm. Klip mønsterdelen ud med 1 cm’s sømrum i både bomuldsstof, cowboystof og isoleringsmateriale. Sy bukselommen fast på forsiden ca. 2 cm fra klappen. Læg stofdelene sammen ret mod ret med indlægsmaterialet øverst, og sy det hele sammen med en trykfodsbredde og et lille hul til at vende igennem. Vend retten ud, og sy hullet til i hånden. Slå trykknapperne fast, således at de øverste dele sidder på klappen og de underste dele i modsatte ende af arbejdet.
*
HÆKLET KURV
Mål: 8 cm høj og 20 cm i diameter.
Materialer: 2 stk. bukseben fra et par voksencowboybukser •
25 x 50 cm kulørt bomuldsstof.
Hæklenål: Nr. 10.
Vejledning: Buksebenene klippes af lige under lommerne. Klip sidesømmene af. Klip hvert af de 4 stykker samt det kulørte bomuldsstof op i én lang strimmel af ca. 1,5 cm’s bredde. Der klippes op til ca. 1,5 cm før kanten, og denne afrundes efterfølgende. Med hæklenål nr. 10 og cowboystrimlen hækles 3 lm, som samles til en ring med en km. Hækl 1 lm, derefter hækles 8 fm omkring ring og opslagstråd, slut med 1 km. Herefter hækles rundt i spiral således: * 1 fm, 2 fm i næste m *, gent fra * til *, til kurven har den ønskede bredde. Herefter hækles lige op i fm. Slut af med at hækle en omgang med den kulørte bomuldsstrimmel.
Hendes Verden nr. 36/2011