Klip det fineste pynt til konfirmationen fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Klip det fineste pynt til konfirmationen

Du kan klippe en T-shirt både til piger og til drenge, og de er lige så fine på invitationen som på bordkort og gavemærker.

Af:: Gitte Schou Hansen Foto: Thomas Hergaard
05. maj. 2014 | Bolig | Hjemmet

Med en T-shirt som udgangspunkt og dekorationer med fotos, tekster, selvklæbende stickers, pailletter eller rhinsten er det nemt og sjovt at lave invitationer, lykønskningskort, bordkort og gavemærker til konfirmanden. Størrelsen og faconen af det felt, som limes på forsiden af T-shirten, kan varieres, og navne og tekster kan skrives med forskellige farver og størrelser på computeren, printes på hvidt papir eller skrives i hånden med en tuschpen. Man kan også købe færdige tekster eller bogstaver til at lime på, så kun fantasien sætter grænser for de mange muligheder.

Bordkort

 Klip to T-shirts, gerne samtidig, i et dobbelt lag karton efter skabelonen (se nederst), så de passer helt nøjagtigt sammen. Rids langs den stiplede linje med en hobbykniv på den T- shirt, som skal være den bageste del af bordkortet. Anbring strimler af dobbeltklæbende tape over den stiplede linje og lim de to T-shirts sammen. Buk forsigtigt den bageste T-shirt udad langs den stiplede linje, så bordkortet kan stå.Dekorér forsiden af T- shirten, f.eks. som vist på billedet. Ovalen limes på et stykke rosafarvet karton, og der klippes en smal kant omkring det hvide felt, før det limes på. Pailletblomsterne limes fast med små klæbepuder, og rhinsten limes ovenpå. Drengemodellen dekoreres som vist ved invitationen. Navnet på gæsten kan enten printes på hvidt papir, før man klipper firkanten eller ovalen ud, eller skrives direkte på T-shirten med en tuschpen.

Invitation eller kort

På billedet er vist et kort til en dreng, men fremgangsmåden er den samme med pigemodellen, blot i andre farver. Fold et stykke karton på 13 x 26 cm til et dobbelt kort. Lim et kartonstykke (10 x 10 cm) i en anden farve på kortets forside med strimler af dobbeltklæbende tape. Bruges limstift, skal kortet lægges lidt i pres efter pålimningen, da det ellers risikerer at bule.Lim strimler af dekorationstape (6 mm bredt) langs siderne af firkanten og helt ud til kanten af kortet. Lim en lille udstanset cirkel eller blomst på hvert hjørne, hvor tapestrimlerne krydser. Klip en T-shirt og dekorer ærmerne på drengemodellen med en strimmel dekorationstape (3 mm bred).Her har vi printet navn og foto af konfirmanden på hvidt papir, klippet det ud og limet det på et stykke karton med strimler af dobbeltklæbende tape. Derefter er dekorationen klippet ud, så der er en smal kant på et par mm omkring motivet, hvorefter den er limet på forsiden af T-shirten med klæbepuder. Lav evt. en strimmel med teksten "Indbydelse" og lim den fast på skrå over det nederste højre hjørne. Klip overflødigt papir af med saksen.Fold et stykke hvidt papir og klip et indlæg, der er en anelse mindre end kortet. Lim det fast på indersiden med en lille strimmel dobbeltklæbende tape, der anbringes tæt ved kortets foldelinje. Hvis kortet skal anvendes som lykønskningskort, kan man nemt dekorere T-shirten med sjove klistermærker, og der limes en tekst med et "Til lykke" på hjørnet af kortet i stedet.

Gavemærke og indpakning

 Klip og dekorér en enkelt T-shirt og skriv "Til/Fra" eller en lille hilsen på bagsiden. De små papirblomster er her klippet med stanseværktøj og limet sammen, men man kan også bruge pailletblomster som på bordkortet.Til gaven skal bruges to forskellige farver papir. Klip to lige store stykker, der samlet vil passe til indpakningen af gaven. Lav et ombuk på ca. 3,5 cm i den ene side af den mørkeste farve papir. Lim det derefter fast på den lyse farve med en strimmel dobbeltklæbende tape. Placer gaven på papiret, så samlingen er på midten.Pak gaven ind og brug små stykker dobbeltklæbende tape til at holde papiret og enderne på plads. Til slut vikles to forskellige farver silkesnor et par gange omkring pakken, og der bindes en dekorativ sløjfe. Lav en knude for hver ende, og klip overflødig silkesnor af. Anbring gavemærket under snorene.► Skabeloner - klik her

Materialer:

Karton i farverne lys blå, mørk blå og grøn til drengemodellen og i rød, lyserød, hvid og pink til pigemodellenDobbeltklæbende tape (3 og 6 mm bredt)Klæbepuder (1 x 1 x 5 mm)En limpenBlomsterpailletter (diameter 15 mm)Rhinsten, selvklæbende (diameter 3 mm)Dekorationstape (fås i flere farvenuancer)Hvidt papirRund satinsnor eller tilsvarende til gaveindpakning (diameter 2 mm)Kvadratiske kuverter på 13,3 x 13,3 cm

Værktøj: 

  • Saks, hobbykniv, lineal og blyant

  • Handpunch (stansetang) med lille blomst (diameter 5 mm)

  • Handpunch (stansetang) med lille og mellem cirkel (diameter 2 og 3 mm)

Alt fås hos Creativ Company, tlf. 96 13 30 10, www.cchobby.dk

Opskrifterne er fra Hjemmet nr. 12/2011