Trine Eger Nielsen
Foto: Anne-Li Engstrøm og privat Trine Eger Nielsen sagde sit job op og rejste til New Zealand for at strikke,

Trine tog springet og forfulgte sin vilde drøm: ”Det har bestemt ikke været nemt”

Det var en mangeårig drøm, der gik i opfyldelse, da Trine Eger Nielsen sagde jobbet op og rejste til New Zealand for at strikke, lade sig inspirere og mærke kreativiteten boble.

”Jeg sidder her lige midt i min drøm.” Sådan tænkte Trine flere gange, når hun sad i sin campingstol med strikkepindene og direkte udsigt til den smukkeste natur på New Zealand. Efter flere år med modgang, skilsmisse og faglig utilfredshed havde hun taget springet fra ti-meter vippen og gjort drøm til virkelighed. Job og lejlighed var sagt op, overflødigt indbo solgt og børn og venner kysset farvel. Nu og mange dage frem skulle tiden bruges på eventyr, strik og kreativitet.

– Jeg vil ikke idealisere processen og kalde den nem, for det var den bestemt ikke. Der var mange små skridt på vejen, og ikke alle var rare. F.eks. min skilsmisse, som gjorde mig frygtelig ked af det. Fagligt var jeg heller ikke på helt rette hylde efter nogle omrokeringer på min arbejdsplads, så jeg trængte virkelig, virkelig til at dyrke noget, der gjorde mig mere glad. Udover mine børn har det at være kreativ altid givet mig ro og glæde. Idéerne myldrer frem som paddehatte i skovbunden, men der har altid været for lidt tid til at realisere dem. Tænk, hvis jeg kunne ændre på det? Noget ved den tanke føltes rigtigt. En konkret plan tog form, og lige efter nytår 2018 satte jeg mig på flyet til New Zealand. Jeg tudede, da vi fløj henover Stillehavet, for det var overvældende endelig at være på vej, fortæller Trine.

LÆS OGSÅ: "Jeg var så meget på røven, at jeg ikke længere havde noget at miste"

"Man siger, smil er den korteste vej mellem to mennesker, men strikketøj virker altså også"
Trine Eger Nielsen

Forud for rejsen havde hun knoklet som en gal i flere måneder for at skabe det økonomiske fundament, det kræver at rejse i længere tid.

– Jeg skar helt ind til benet med udgifter og tog ekstra arbejde udover mit faste job. F.eks. serverede jeg til private fester, og når hænderne var ledige, strikkede og syede jeg ting, jeg kunne sælge. Overflødigt indbo blev også solgt, og i kombination med en kassekredit lykkedes det at få penge nok til rejsen. Som jeg endte med at opdele i to halvdele. Første gang var jeg afsted i ti uger og anden gang i fire måneder. Godt et halvt års ren og ufortyndet benzin på krop, sind og sjæl.

Trine nyder udsigten på Takaka Hill. Hun er iført sin Geraldinesweater, der er strikket i Maniototo wool, som findes i standardfarver, men også i den skønne neongule, der giver trøjen spræl.
Trine nyder udsigten på Takaka Hill. Hun er iført sin Geraldinesweater, der er strikket i Maniototo wool, som findes i standardfarver, men også i den skønne neongule, der giver trøjen spræl.

At fråse i garn

Den vigtigste dogmeregel for Trines rejse var, at strikkeriet og kreativiteten skulle have førsteprioritet. Først og fremmest fordi hun skulle have genfundet noget grundglæde i sig selv, men også fordi en anden tanke havde meldt sig.

– Jeg har altid lavet mine egne strikkeopskrifter og har fra tid til anden solgt til forskellige blade. For nogle år siden oprettede jeg også en blog, hvor jeg skriver om strik, og bag det spirede en diffus idé om at udgive en bog frem. Kunne det kombineres med rejsen? Svaret råbte næsten sig selv: Ja sgu da! Jeg skulle jo til New Zealand, en af uldens højborge. Hvorfor ikke smelte rejseoplevelser, inspiration, strik og færdige opskrifter sammen. Og sådan blev det. Min bog Jorden rundt med mine strikkepinde udkom sidste efterår, og den er blevet præcis sådan, som jeg forestillede mig den, siger Trine.

På sine rejser rundt i New Zealand havde hun til gengæld ingen faste mål.

– Jeg lejede en såkaldt sleepercar, det vil sige en bil indrettet med soveplads og udstyret med campingstole, gasblus og køkkengrej. Overordnet havde jeg en ruteplan, der bragte mig rundt til steder, jeg gerne ville se, og til garnbutikker jeg gerne ville shoppe i. Da jeg fandt ud af, hvor meget lækkert garn der var, besluttede jeg at fråse og forkæle mig selv på det område, men til gengæld leve billigt. Man kommer langt med grøntsager og linser, skulle jeg hilse og sige. Og tænk, hvilken luksus det var at have bilen fyldt med det smukkeste garn i lækker kvalitet. Kreativiteten var næsten på overload, og jeg brugte mange dage på at strikke og skrive opskrifter op i en lille bog, mens jeg sad i min gode campingstol med udsigt til bjerge og i mange tilfælde kæmpeflokke af får. Jeg besøgte også en fårefarm langt ude på landet og fik lov at komme med ud tidligt om morgenen, da fårene skulle flyttes fra et område til et andet. Der var noget autentisk ved at komme tæt på uldproduktionen allerede i den fase.

Trine nød at gå på opdagelse efter lækkert garn. Her er hun på uldmarked i Blenheim, hvor valget faldt på garntypen Rough Ride, der senere blev til en hue.
Trine nød at gå på opdagelse efter lækkert garn. Her er hun på uldmarked i Blenheim, hvor valget faldt på garntypen Rough Ride, der senere blev til en hue.

Aldrig ensom

Besøget på fårefarmen var en af Trines få pauser fra strikkepindene, og hun besøgte ingen af de traditionelle turistmål.

– Altså en del af attraktionen ved New Zealand er jo naturen, og den var jeg i hele tiden, men jeg kørte ikke rundt efter en plan i en guidebog. På et tidspunkt gjorde jeg lidt tilfældigt holdt ved et sted, hvor de tilbød skydiving, bungyjump, trekking og alt muligt, som kunne være sjovt at prøve, men jeg var slet ikke tunet ind på den slags oplevelser. Jeg fandt i stedet et roligt hjørne af campingpladsen og satte mig til rette med kaffe, strikketøj og en lydbog. Det var det, der føltes rigtigt, siger Trine.

På intet tidspunkt af turen følte hun sig ensom.

– Det var noget af det, jeg havde bekymret mig om inden afrejsen. Normalt er jeg et socialt menneske, så mange ugers solorejse virkede lidt skræmmende, men udover at savne mine børn, familie og venner havde jeg det fantastisk godt. Havde jeg lyst til at tale med andre mennesker, gav strikkepindene ofte en god indledning. Det vakte jo nysgerrighed hos andre, når jeg sad der med mit garn og mine pinde, og så kunne jeg enten svare kort og venligt, eller jeg kunne indlede en større snak. F.eks. udvekslede jeg erfaring med en kvinde, der selv spandt sin uld og strikkede efter europæiske opskrifter, hun fandt på internettet. Man siger, smil er den korteste vej mellem to mennesker, men strikketøj virker altså også, siger Trine.

Krusedulletegning, som Trine lavede under en telefonsamtale, og som hun senere fik tatoveret på sin arm i New Zealand. I dag ser hun tatoveringen som et logo eller symbol på både ydre og indre rejse.
Krusedulletegning, som Trine lavede under en telefonsamtale, og som hun senere fik tatoveret på sin arm i New Zealand. I dag ser hun tatoveringen som et logo eller symbol på både ydre og indre rejse.

Alt i alt var rejsen så stor en succes, at hun slet ikke er i tvivl om, at den skal gentages – bare med en anden destination.

– Jeg kan mærke, at jeg har fat i noget rigtigt. Både i forhold til den måde, jeg gerne vil leve mit liv på, men også som et fagligt koncept for flere bøger. Der findes jo andre lande, hvor garn og strik i den grad er værd at kombinere med rundrejse og lokal inspiration. F.eks. Norge, Skotland og Italien. Verden ligger åben, og jeg kan slet ikke vente med at pakke kufferten igen.

Trine Eger Nielsen med sit strikketøj.
Trine Eger Nielsen med sit strikketøj.

Om Trine Eger Nielsen

Navn: Trine Eger Nielsen

Alder: 53 år

Fagligt: Uddannet håndarbejdslærer. Efter sin rejse har hun skrevet bog, udviklet opskrifter og holder foredrag. Se mere på: www.trineegernielsen.com

Privat: Har en kæreste og er mor til to voksne børn

Se, hvad vi ellers skriver om: Strik