På få minutter fik Trine resten af Danmark til at elske broderier

Korsstingspølse

Motiverne til sine broderier henter Trine for en stor dels vedkommende i sin barndom i 1980’erne.

– Jeg kan huske det årti ret godt, og jeg var så imponeret af alt det, der skulle se ud af noget i fattig-80’erne: Damer med skulderpuder og lipgloss, JR fra Dallas, pølsemix, som jeg husker det fra min tid som håndboldpige i Solbjerghallen, Dan Turèll og cervelatpølse, siger hun og viser nogle af sine anderledes værker frem.

Det er dog ikke kun fis, ballade og hurtig business, der driver Broderisten, som Trine kalder sig selv. Hun er uddannet fra Designskolen i Kolding, og for fire år siden lavede hun sit første store broderi, som stadig hænger på væggen i hendes lille havehus i Aarhus. Never mind the bollocks, here’s the Sex Pistols, står der på det.

Sidenhen blev broderiet til en forretning, og i dag lever Trine af virksomheden Broderist, som gør det i foredrag, workshops, kits og mønstre. 

Fuck møder blomst

Trine Runge Jessen tager imod i sit lille arbejdshus i haven i Aarhus. Herude har hun sin lænestol, sine broderier og sine kitchede lamper, alenlange todo-lister og porcelænsfigurer, og her kan hun servere et glas vand og blommer i madeira – kærligt omtalt som plejehjemschokolade – og fortælle om broderiet, som hun elsker. Trine er broderist, selv om det ikke er et ord, for hvis man broderer som profession, er man så ikke brodøse?

– Brodøse lyder som en kønssygdom. Broderist lyder lidt som terrorist, nudist eller anarkist. Det er der altså mere dynamit over, fastslår Trine.

– Og jeg er jo bare en gammel punker, der broderer.

Hun kan huske, hvornår det gik op for hende, at korsstingene kunne noget for andre end hende selv. For tre år siden var hun nemlig på Formland-messe i Herning med sin broderiworkshop.

– Folk blev så grebet af det, at de blev siddende hele dagen og glemte alt om, at de egentlig skulle ud og købe ind til deres blomsterbutik i Haderslev, smiler Trine.

– Man starter for sjov, men flere timer senere kan man ikke rejse sig.

Hun mærkede desuden, hvordan generationerne mødtes i hendes workshop, ligesom når ordet fuck og en blomsterranke mødes i hendes broderier.

– Der sad ældre kvinder og fortalte, hvordan de på husholdningsskolen var blevet pryglet til at brodere monogrammer på sengetøj, samtidig med at unge piger sad og broderede fuck og ikke anede, hvad et monogram er. På den måde er broderi kvindehistorie, siger Trine, og det generationsmøde kan hun mærke igen nu, hvor det lille tv-klip er nået vidt og bredt ud på nettet.

– Jeg har fået en besked fra en mor, der skrev tak, fordi hun havde fundet på noget at lave med sin datter, som ikke involverede et Apple-produkt, og jeg hører fra kvinder, hvis svigermødre er troppet op med posevis af broderigarn, fordi det nu pludseligt kan bruges igen, fortæller Trine.

Vidunderligt hjernedødt

Broderisten forstår godt opmærksomheden, for hun kender begejstringen fra sig selv.

– Broderi er meditativt. Det er så mange gentagelser af den samme bevægelse, at det er helt hjernedødt. Hvem fanden gider at trække en nål gennem et stykke stof 80.000 gange? siger hun.

– For mig er det vidunderligt! Når jeg gør det, er jeg ligeglad med alt andet. Fuck af med jer! siger hun og vender sig mod hovedhuset, hvor hendes mand og to voksne børn huserer, mens hun gemmer sig i havehuset.

– Jeg hader ordet mindfulness; jeg kalder det bare ro i skallen, fortsætter hun.

– Men folk larmer. Familie og arbejde. De larmer. Broderi er ligesom at komme i gang med en god serie. Nogle gange siger min mand godnat om aftenen, og så siger jeg, at han bare kan lade lyset brænde, for jeg kommer om fem minutter, jeg skal bare lige lave en række færdig – og pludselig er klokken tre om natten, og jeg tænker ”fuuuck, jeg skal op i morgen!”.

Bimmers broderi

Nu har Trine så, på tre minutter og 12 sekunder, fået resten af Danmarks befolkning til at elske broderier, der kombinerer oldemors gamle håndværk med bandeord og grimme motiver fra 1980’erne. Og nej, det er ikke kun kvinderne.

– Der er faktisk en del mænd, der bestiller hos mig lige nu, siger Trine, som sælger mønstre og broderikits. – Der er for eksempel en motorcykelklub, der har bestilt kits til hele klubben. En motorcykelklub! Så sidder de der i fedtede læderveste med langt hår ude i klubhuset i hvor-ved-jeg og broderer. Jeg har sgu siddet og skrevet hilsner på hvert kit til Lange Jan og Bimmer, griner hun højt.

– Der er også en mand, der er i gang med at brodere Cunt (kusse, red.), og han skriver begejstret til mig, at han ikke passer sit arbejde på grund af det broderi. Tænk, at nogen kan blive så lykkelig over det, jeg har lavet altid, siger Trine.

Glem bagsiden

Måske er det coronakrisen, der har gjort noget ved folks tid, sådan at korsstingene pludselig har fået plads i nye segmenter, funderer Trine:

– Mødre skriver til mig, at deres sønner sidder helt glade og skriver pis på en ternet blok, og unge piger er gasblå i hovedet af begejstring over at brodere, selv om de broderer med dobbelttråd, siger Trine, som gerne vil gerne ændre spillereglerne inden for håndarbejdet.

Broderi er nemlig forbundet med mange regler. Alt for mange, mener Trine. For eksempel hedder det sig, at bagsiden skal være lige så flot som forsiden, og at det kun er dovne piger, der syr med lang tråd.

Trine Runge Jessen vender øjnene op mod loftsvinduet og stønner højlydt.

– Der er jo ingen i verden, der skal se den bagside! Brodér, hvad fanden du vil, og så kan du altid gå på Youtube og lære kædesting bagefter, hvis du synes, det er sjovt. Jeg er ikke teknikprofessor, og jeg har ingen ambitioner om, at folk skal have den perfekte teknik, siger hun.

– Jeg vil bare gerne dele min begejstring.