Nærvær
SPONSORERET indhold

Bubber: “Nærvær kan ikke skemalægges!”

‘Så, nu’ det kvalitetstid, unger!’ Dén tror han ikke på, Bubber. Det handler om at være til stede her og nu, det handler om kærlighed. Det behøver ikke være så svært.

Af: Ida Bjørk Meldgaard, Vores Børn Mini og Junior, oktober 2012
24. okt. 2012 | Børn | Vores Børn

Hvad er det vigtigste, en familie kan gøre for sig selv?

Være sammen. Og nyde hinanden. Give hinanden tid og frihed og muligheder.

Hvad kan vi lære af vores egne forældres generation?

At det ikke er hver gang, at man skal hive alle børnene med til alting. Det er sundt en gang i mellem at gøre noget uden børn.

Hvad er forældre i dag rigtig, rigtig gode til?

Vi er gode til at følge med på en anden måde, end vores forældre gjorde. Til at sætte os ind i tingene og forstå vores børn bedre og til at blande os på en god måde. Før var der forældretid og børnetid, og afstanden var større mellem forældre og børn.

LÆS OGSÅ: Sådan er forældre anno 2012

Vi er blevet bedre til at være sammen med vores børn og give dem en fornemmelse af, at de er elsket og bliver hørt.

Hvad kunne vi mødre lære af vores børns fædre?

Ikke at være så nervøse! I har tendens til planlægning og bekymrer jer på forhånd. I vil gerne regne det hele ud, inden problemet opstår, og så ser I nok et større problem i tingene, end der i virkeligheden er. Nogle gange løser det altså sig selv, også uden en snak i plenum og møder og vejleding. Det er vigtigt at tro på, at det, du har givet dine børn med af opdragelse, nok skal give bonus – også selv om de kommer til at kvaje sig, for det gør de.

Hvad kan nutidens fædre blive bedre til?

Til at lytte til kvinderne! Mange mænd, inklusiv mig selv, har den der ‘jeg ved, jeg har ret!’. Men nogle gange skal man bare lytte til sin kone. Kvinder er skide gode til ikke at være angst for konflikten.

Vi mænd tænker ‘der er da ikke nogen, der tager skade af lidt drilleri’, hvor kvinden siger ‘nej, vi tager fat i læreren!’. Og det viser sig, at det ‘lille drilleri’ var større, end man havde regnet med, og så er man glad for, at den snak blev taget.

LÆS OGSÅ: 13 myter om opdragelse

At tage tyren ved hornene – det har min kone været bedre til end mig.

Hvad kunne børn godt bruge mere af?

Grænser! Hvis dit barn ikke rigtig ved, hvad det må, bliver det umuligt. Så vær tydelig. Og så er der nogle ting, der altid gælder: Nutella ud over køkkenbordet gider jeg aldrig have, ligegyldigt hvor stresset eller ustresset jeg er.

Men hvis solen skinner, og der er masser af grund til at spise en is en time før aftensmaden, så okay – i dag.

Næste dag gør vi det måske ikke, fordi der er kø ved isboden, og jeg gider ikke stå i kø. Det, der gælder, er det, du selv synes, er fornuftigt. Så længe du selv er klar over hvorfor ‘ja’ og hvorfor ‘nej’, så udstråler du det også meget bedre.

LÆS OGSÅ: Test – hvilken forældretype er du?

Glo din unge direkte i øjnene, og sig ‘nej, ikke i dag!’. Sig det, du mener, vær den, du er, og gør det ægte – så kan du ikke gøre det bedre.

Læs på næste side, hvad Bubber ville gøre, hvis han var statsminister>>

Hvor ville du sætte ind med en pose millioner, hvis du var statsminister?

Det er klart, at vi bliver nødt til at satse på den næste generation, så man skal ikke spare på skoler og børnehaver, men det hele er ikke samfundets skyld. Rammerne er egentlig gode, og vi er meget forkælede i det her land.

Hvis en børnehave ikke fungerer, tror jeg ikke altid, den bliver bedre af en million mere. Det handler også om, at vi skal blive bedre til at ville det, og jeg ville ønske, at hver især sagde i skolen eller børnehaven ‘jeg vil lave verdens bedste klasse, verdens bedste børnehave’.

LÆS OGSÅ: Test – hjælper du dit barn for meget?

Og det ville de også få, hvis forældrene samtidig sagde ‘det bakker vi sgu op om’. Vi skal løfte i flok.

Hvad er nutidens forældres største udfordring?

Det er at huske, at vi stadig er forældre, selv om mange synes, det er fedt at være venner med deres børn. At tage det ansvar at turde være forældre for dine børn, også når de bliver ældre.

Du har ansvaret og skal vise dem vejen, og så nytter det ikke noget ikke at turde, når der skal slås i bordet og sættes grænser. Så tal med dine børn! Undervis dem med din viden, fortæl dem historier, og vis dem ting.

Vær ikke bange for at vise dem vejen – de skal nok selv sige fra. Men giv dem dog et udgangspunkt, de kan danne sig en mening ud fra.

Hvad er den største udfordring for børn i dag?

Der er så meget konkurrence på alle områder. Børn skal lære, at du ikke behøver at vinde og være den bedste til alting. Når du går på skattejagt, er der kun en, der finder skatten, men dem, der leder, er også med.

Du kan godt gå op i noget, selv om du ikke vinder. Lykken er lige her og nu – hele vejen hen til den fodboldkamp, eller til skatten er fundet, så vær lykkelig i det her nu. Selv om du ikke lige vandt, har du sikkert haft en fantastisk dag.

LÆS OGSÅ: 20 fædre – hvad er en god far?

Og som kranføreren Ole siger i Gummi Tarzan: ‘Alle er gode til noget, det gælder bare om at finde ud af, hvad det er, man er god til.’

Hvad er dit bedste råd til nutidens forældre?

Husk den klichefyldte sandhed: Det går så hurtigt! Nyd dine unger, for lige pludselig er de flyttet hjemmefra ligesom min Sofia. Jeg synes ikke, det er så lang tid siden, hun startede i skole. Men man glemmer at nyde det, fordi man tænker ‘åh, møder og falsk strubehoste og ingen søvn! Det er det værste i verden! Jeg glæder mig, til de bliver større!’. Men så ringer de en dag fra byen: ‘Vi ved ikke, hvor Sofia er.’ ‘Hvad!’ Og så drøner du rundt i byen og finder hende stiv ved søerne, og hun skylder 500 kroner til taxachaufføren … Så tænker du ‘kom nu bare med noget falsk strubehoste igen! Det vidste man da hvad var!’.

Hvad er det vigtigste for at give vores børn en god barndom?

Kærlighed – uforbeholden kærlighed. Hvis de kan mærke den, kan du næsten tillade dig hvad som helst. Så er der ikke så mange andre regler. Det er egentlig ret enkelt, vi har bare valgt at gøre det svært.

Hvad er du sidst blevet ophidset over i den danske familiedebat?

Al den snak om kvalitetstid. ‘Så, nu er der afsat halvanden time til dejligt nærvær!’ Den tror jeg ikke på. Nærvær kan ikke skemalægges, du må være dig lige nu og her, og du bliver nødt til at multitaske. Ovnen kører, næsen skal pudses, hunden skal i bad, men vi kan godt hygge os, mens vi har travlt, hvis bare vi er til stede. Vi skal ikke tænke i kvalitetstid, for alt skal være kvalitetstid! Hvis dit barn kommer med et problem, skal du selvfølgelig ikke tage telefonen. Men det sker, at man bliver afbrudt. Det ringer på døren, eller pakningen ryger i håndvasken, og så bliver vi afbrudt, og ingenting går som planlagt, og de situationer skal du også kunne være sammen om. Jeg ville blive sindssyg, hvis vi skulle hive stikket ud i tre timer hver dag– og jeg tror ikke på, at det gør dig mere kvalitetstidsorienteret.

FIND OS PÅ FACEBOOK