Fastelavn 2024: Idéer, opskrifter og sjove kostumer

Fastelavn er en fest for børn og barnlige sjæle. Engang var det dog kun for de voksne, som festede og spiste og drak inden flere ugers fasteperiode. Men da "fastepligten" blev afskaffet, blev vi - heldigvis - ved med at fastholde de sjove traditioner som udklædning, tøndeslagning og masser af lækkerier.

Bliv klogere på, hvornår der er fastelavn, hvorfor vi holder det og slår katten af tønden – og få inspiration til nemme kostumer og lækre fastelavnsboller.

Læs mere

Fastelavn
(Foto:  Trine Bukh)

Hvornår er det fastelavn?

Fastelavn falder på en ny dato hvert år, men det er altid en dato mellem 1. februar og 7. marts, da dagen ligger præcis syv uger før påskedag. Den falder altid på en søndag, men i nyere tid er der mange skoler og institutioner, som som fejrer højtiden mandagen efter.

Fastelavn 2023 er søndag den 19. februar.

Hvorfor holder vi fastelavn?

Festen har alle dage været et symbol på afskeden med den mørke vinter, der rummede det gamle, urene og syndige, og en fejring af at foråret var på vej med lys og nyt liv.

Engang var der fastepligt i Danmark, hvor folk ifølge kristen skik skulle faste i 40 dage (søndage undtaget) frem til påskesøndag. Det vil sige, at de skulle begynde fasten i den 7. uge før påsken på det, der blev kaldt "askeonsdag". Fastelavn kom til at dække over festlighederne i de tre dage op til de mange ugers faste, hvor folk åd og drak for at have noget at stå imod med under fasten. Således opstod: "Flæskesøndag", "flæskemandag" og "hvide tirsdag".

I forbindelse med reformationen i 1536 blev fastepligten ophævet. Mange droppede derfor selve fasten, men man blev ved med den sjove del af ritualet, som var fastelavnsfesten.

Hvor kan du slå katten af tønden?

Det er en skik at "slå katten af tønden". I gamle dage helt frem til slutningen af 1800-tallet var der rent faktisk levende katte i tønden, fordi man dengang opfattede en sort kat som et ondt og mistænkeligt dyr.

I dag er katten - heldigvis - ikke levende mere, i stedet er nutidens tønder fyldt med slik, godter og frugt, og katten er lavet af sort pap og sat på som pynt på tønden.

Hvis du har lyst til at komme ud og slå katten af tønden med dit barn, og er du i nærheden af hovedstaden, har vi samlet en guide med forskellige steder, som opdateres hvert år:

Fem steder i København, hvor du kan slå katten af tønden med dit barn

Find inspiration til til sjove aktiviteter til fastelavnsfest for de mindste her.

Idéer til kostumer til børn og voksne

Det har også altid været en skik at klæde sig ud til fastelavn. I gamle dage var de voksne klædt ud til festerne, når de spiste, drak og dansede inden fasten. I dag forbindes udklædningen med børnenes fastelavnsfestligheder.

Du kan finde masser af inspiration til nemme og sjove hjemmelavede kostumer på siden her:

Savner du mere inspiration, har Vores Børns læsere gennem årene også delt billeder af deres skønne børn i de fineste kostumer til fastelavn:

Men hvad enten dit barn ønsker at være en superhelt, prinsesse eller vejarbejder, så er dit barns valg af kostume langt fra tilfældigt. Det forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen til Vores Børn:

– Børn vælger ofte noget, de gerne vil afprøve – måske en person de godt kunne tænke sig at være. De vælger noget ud fra der, hvor de er i deres udvikling, men også ud fra hvem de leger med, hvilke lege de leger og hvilke roller, de afprøver for tiden. Det er absolut ikke tilfældigt, hvad børnene vælger at klæde sig ud som, forklarer hun.

Ifølge børnepsykologen siger kostumevalget faktisk rigtig meget om dit barns personlighed.

– Vælger de at skille sig ud og være noget, som ingen andre skal være, eller vil de være det samme som alle de andre. Man kan aflæse ud fra hvad de har på, om de har en stærk personlighed, siger Margrethe Brun Hansen.

Fastelavnsboller – opskrifter på de bedste lækkerier

"Boller op, boller ned, boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade..."

Som den gamle børneremse lyder, når børnene gik ud for at rasle, så er fastelavnsboller unægtelig forbundet med højtiden – hvad enten man er barn eller voksen.

Her er der samlet en stor oversigt, hvor du finder opskrifter på de lækreste hjemmebagte fastelavnsboller: ALT om fastelavnsboller.

Der er også mulighed for at lave andre typer godter og hjemmebag, som nok også skal få fastelavnsstemningen i hus. Prøv eksempelvis disse festlige cupcakes eller seks andre nemme opskrifter på sjove lækkerier til fastelavn

Kilder: Gyldendal - den store, Kristendom.dk, Museum Sønderjylland, Videnskab.dk.