”Da mit liv sejlede, steg jeg ombord på en båd i Caribien”
Jeg stod som 25-årig med mit eksamensbevis, lykkelig helt ned i maven og klar på mit første voksenjob med min stolte kæreste i hånden. Utallige jobafslag og et halvt år med en begyndende depression senere, slog min kæreste op lige efter nytår. De næste måneder bestod af gråd, mørke tanker og samtaleterapi, mens jeg crashede min mors sofa i en lille provinsby.
”Jeg tager ud at sejle fra Caribien. På lørdag. Uden hjemrejsebillet”, smilede jeg til min veninde. Efter at have arbejdet med mig selv i noget tid, følte jeg, der skulle ske noget drastisk. Jeg kunne under ingen omstændigheder blive ved med at gå rundt i en zombietilstand. Mit liv bestod af at drikke lidt for meget alkohol, tænke lidt for meget på min ekskæreste og stresse lidt for meget over, at jeg hverken havde job eller lejlighed i en alder af 26 år. Det er nu, man forventes at have styr på sit liv. Det blev jeg i hvert fald mindet om, hver gang jeg tjekkede min Facebook, som jeg deaktiverede i noget tid. Efter en weekendtur til Amsterdam i april, begyndte jeg endelig at kunne se lys forude. Jeg begyndte at vende mine kærestesorger til noget konstruktivt.
Savnet var der stadig, og jeg har aldrig været i så dyb sorg over tabet af et menneske, der stadig lever. Men en dag gik det op for mig, at jeg ikke kunne blive ved med at leve på den måde. Jeg kunne ikke bruge resten af mit liv på at længes efter én, som havde truffet beslutningen om, at vi ikke skulle være sammen. Jeg vidste, at han ikke ville komme tilbage. Så hvad lavede jeg i København, fanget i alle vores minder og steder?
LÆS OGSÅ: Tinder-dating: Piger, stop med at snyde med profilbillederne
Min veninde tippede mig om et ulønnet journalistjob på katamaranen Sailing Atlas, der skulle sejle halvvejs jorden rundt. Pludselig gik det stærkt. Jeg tog kontakt til kaptajnen Ken, og før jeg havde set mig om, havde jeg købt en enkeltbillet til Puerto Rico. Blot to uger efter sad jeg og betragtede Atlanterhavet fra flyveren. Min familie og venner syntes nok, at jeg er lidt for spontan. Og nogle af dem beskylder mig for at flygte. Det er ikke en flugt, det er et behov for luftforandring. Det er min egen fortjeneste.
I skrivende stund sidder jeg på en rødmalet veranda på øen St. Thomas i det tidligere Dansk Vestindien. Der er en storslået udsigt over bjergene og det turkisblå hav, jeg snart begiver mig ud på. Kolibrierne flyver rundt i træernes røde blomster, og firbenene kilder mine bare tæer. For en måned siden anede jeg ikke, jeg ville sidde her. Det er befriende. Jeg har nærmest aldrig sat mine ben på en båd før, og nu skal jeg pludselig sejle i næsten et halvt år. Der kommer til at være mange fantastiske oplevelser; dykning, kajak, fiskeri, sejlture til afsides paradisstrande og bølger, der vugger mig i søvn. Der kommer også til at være søvnløse nætter, søsyge, ondt i maven, savn, rengøring, frustrationer. Tanken om tre ugers sejlads til nærmeste land gør mig en smule dårlig. Orkaner, dykkerulykker, alt kan ske.
Alt imens jeg skal på eventyr gennem Panamakanalen og udforske Galápagosøernes fantastiske dyreliv, går livet videre derhjemme. Folk får stadig børn, bliver gift, lander fede job og har fast tag over hovedet. Jeg er ikke en gang skruk. Jeg er selvstændig og velovervejet. Alligevel påvirker det mig. Alligevel fortæller de sociale medier, at jeg skal skynde mig at blive gift og få en masse børn, jeg kan udstille på Instagram.
LÆS OGSÅ: ”Jeg glemmer aldrig den nat, hvor jeg fik sms’en: Jeg tror, Jesper har filmet dig…”
Derfor har jeg valgt at trække stikket. Ikke stikke af. Jeg ved udmærket, jeg skal hjem igen. Jeg har bare lige en jordomrejse forude. Når vi har sejlet rundt på Sailing Atlas i Fransk Polynesien (ja, det er dér de pæne brødre fra Kurs mod Fjerne Kyster sejlede), tager jeg alene til New Zealand og Singapore. Jeg har ingen planer. Til den tid sikkert heller ingen penge.
I december står jeg igen med dansk grund under fødderne. Uden tvivl mere solbrun, glad og ruineret, end jeg nogensinde har været. Her rammer realiteterne, mørket og kulden. Hvem har nu fået børn, hvordan skal jeg nogensinde få et job, og hvem har i øvrigt et værelse til overs? Det meste af ovenstående er sket nærmest hver gang, jeg er vendt hjem til Danmark. Efter et par dages gensynsglæde og et utal af rugbrødsmadder, skal man til at skabe det dér hverdag igen. Jeg sidder snart på en båd midt i Stillehavet uden forbindelse til omverdenen. Har jeg ikke levet op til samfundets forventninger, fordi jeg er flygtet? Muligvis ikke. Jeg er slet ikke færdig med at opleve verden. Det er en fantastisk mulighed for at sætte sit liv i perspektiv. Og så sætter det et gevaldigt skub i den komplicerede helingsproces, et knust hjerte er.
Følg Camillas fortsatte eventyr her.