Niels Olsen og Joy-Maria har været sammen i 25 år: “Det er da en udfordring at leve i et parforhold, hvor man laver det samme”

Skuespilleren Niels Olsen er med en højde på 1,93 næsten en kvart meter højere end sin hustru, Joy-Maria Frederiksen, men den blonde spinkle skuespiller med de viltre krøller har alligevel kunnet holde trit med sin mand i 25 år. Hun løber med en veninde tre gange om ugen. Han løber, når han gider. Men han er nummer 500 på en venteliste til det nye vinterbad med sauna i Skovshoved Havn og venter nu passivt på det kolde gys, selv om han – som Joy siger – bare kunne gå ned til vandet og hoppe i. Hun skal til gengæld ikke nyde noget af at springe ud i isfyldt farvand.

– Det kommer jeg aldrig til, fastslår hun.

Parret plejer da også lige efter jul at søge til mildere himmelstrøg, hvor Tobago i Caribien i en årrække har budt dem på sol. Men siden nytår har de i år koncentreret sig om Hitchcock-forestillingen „De 39 trin", som Glassalen i Tivoli lægger scene til. Hun instruerer, og han medvirker sammen med Thomas Mørk, Mads Knarreborg og Kristine Yde.

For fem år siden satte Joy med succes stykket op på Nørregade Teatret i Maribo, og det er på hendes og Niels Olsens initiativ, københavnerne lige nu kan glæde sig over løjerne i Glassalen.

– Før jeg lavede forestillingen i Maribo, var Niels med mig i London, hvor „De 39 trin" gik over scenen i ni år. Vi så stykket flere gange og var helt vilde med det. Da det gik godt i Maribo, tænkte vi, at det kunne være sjovt at lave det i København.

– Rollerne som Mand 1 og Mand 2 er som skrevet til Thomas Mørk og Niels, et klassisk komikerpar. De har kendt hinanden siden teaterskolen og optrådte sammen for første gang i 1985 med Cirkus Montebello. Og da jeg instruerede Tivolirevyen „Tam Tam", hvor Niels medvirkede både første og tredje år, var det naturligt, at vi gik til Tivoli med projektet, fortæller Joy.

– I „De 39 trin" spiller Thomas og jeg alle de mennesker, der er rundt om de to hovedpersoner, og vi når vist op på 126 roller i alt. Tempoet er forrygende med de mange kostumeskift, som kan være totale eller kun dreje sig om en hat. Svigter logistikken, går det galt, forudser Niels.

– Man kan godt miste pusten, indrømmer Joy.

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Jeg blev mobbet af dem, der var misundelige"

Tålmodig hustru

Hvad kræves der af en god instruktør?
– Tålmodighed. Og Joy ER meget tålmodig, understreger Niels, som i sin tid traf Joy på „Psykopaten", som de dengang kaldte værtshuset Alleenberg på Frederiksberg.

– Jeg var der sammen med min gode veninde Jeanne Boel, og vi syntes, Thomas og Niels var sjove. Nogle aftener senere tog vi ind for at se dem som Cirkus Montebello på Rialto Teatret, og bagefter tog vi igen på „Psykopaten", og Niels og jeg blev ret hurtigt kærester, røber Joy.

Hvordan er det både at være mand og kone og kolleger?
– Det er da en udfordring at leve i et parforhold, hvor man laver det samme og helt præcist kan måle, hvor mange opgaver, man har hver især. Det kunne man jo ikke, hvis den ene var skuespiller og den anden læge. Men man må lære at leve med det, siger hun.

Har du, Joy, i tider, hvor du ikke har været så ombejlet som nu, overvejet at lave noget helt andet?
– Mange gange, men lige når jeg er begyndt at tænke alvorligt på det, er der dukket nye muligheder op. Lisbet Dahl og Claus Ryskjær blev ved med at sige, at jeg skulle overveje at blive instruktør, men jeg var nervøs for at tage skridtet. For hvordan bærer man sig ad med at få alt på scenen til at gå op i en højere enhed? I 2004 tilbød Lisbet mig at blive medinstruktør på farcen „Sømænd og Svigermødre". Jeg fik blod på tanden og har siden bl.a. instrueret Nykøbing Falster Revyen, hvor Flemming Krøll også var en god læremester. Og ja, så er det gået slag i slag...

Og nu svinger du pisken over din egen mand!?
– Det gjorde jeg nu også i „Tam Tam" og i „Far til Fire"-musicalen, og vi er da sammen endnu, griner hun.

– Som storleverandør af tekster til „Ørkenens Sønner" er jeg helt tryg, når Joy har sagt god for dem og kan grine af dem. Hun er meget god til at læse en tekst og kan straks se, om den fungerer. Joy er i det hele taget god at have ved hånden – i alle livets forhold, erklærer Niels.

LÆS OGSÅ: Mette Horn: “Jeg går stadig og venter på, at en voksen tager over, når jeg mister overblikket”

Holdbar kærlighed

Og til sommer kan I fejre sølvbryllup!
– Vi er under en form for pres, så det skal nok ­markeres. Da vi nærmede os vores tiårs bryllupsdag, ­overvejede vi at fejre det i ­stedet for at holde kobberbryllup – for 12 1/2 er da sådan et mærkeligt tal. Men det blev ikke til noget, for vi blev så rygende uvenner, at vi måtte opgive, før invitationerne var sendt ud, afslører Joy.

Hvordan formår man i disse skilsmissetider at holde sammen i 25 år?
– Det kræver, at man grundlæggende ønsker at blive, hvor man er. Hvis minuslisten er længere end pluslisten, og man ikke formår at få nogle af minusserne i plus, skal man gøre noget ved det, mener hun.

Som forældre til Rosa på 19 år er parret mentalt ved at forberede sig på, at deres datter snart flytter hjemmefra.

– Uha, jeg vil ikke tænke på det. Her bliver stille! siger Niels.

– Ja, det er det evige dilemma. Man ved, at børnene skal ud og have deres eget liv, men man vil nødigt slippe dem. For os bliver det en omvæltning, og vi overvejer, om vi skal blive i vores store hus i Skovshoved, eller om vi skal flytte ind til København og bruge byen på en helt anden måde, end vi gør i dag, hvor vi skal ud at køre. 12 kilometer er ingenting, men mentalt gør det en forskel, erklærer Niels Olsen.

– Der er bare det ved det, at vi har boet i huset i 23 år og har nogle fantastiske naboer, som vi nærmest betragter som familie. Og de vil måske ikke flytte med, funderer Joy. 

LÆS OGSÅ: Heidi Frederikke Sigdal: ”Jeg er ret dårlig til ikke at vide, hvor jeg har folk”

LÆS OGSÅ: Kristine Yde: "Vi skal da ikke pakke de små glæder væk for andres skyld"

LÆS OGSÅ: Instruktøren af Arvingerne: Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg næsten dufte min farmor igen