Bodil Binner
SPONSORERET indhold

Smykker er en stor del af folks personlighed i dag, men hvilket skal du vælge? Guldsmed Bodil Binner guider dig

Juletid er smykketid, og hvis du overvejer at sætte et særligt smykke på din ønskeseddel, er det værd at starte her. Vi har nemlig taget en smykkesnak med guldsmed Bodil Binner, der er ekspert i de klassiske kærlighedsgaver.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Les Kaner
08. dec. 2016 | Mode | ALT for damerne

Julen nærmer sig. Og lige så sikkert, som adventskransen bliver fundet frem og pebernødder bagt, er det, at aviserne, bladene og julekatalogerne svømmer over af annoncer for smykker. Guld, sølv, diamanter og perler – smykker er en oplagt gave, som mange kvinder sætter pris på at finde under træet. Smykker er udtryk for kærlighed, værdsættelse og anerkendelse af det feminine, og derfor er det skønt at finde sådan en lille, hård æske med ædelt indhold pakket ind i fint, glitrende papir. For mange kvinder er smykker lige så stor end en del af looket som tøj, sko og taske, og et smykke kan være lige præcis det, der løfter en kjole fra hverdagsbrug til festlig aftenbeklædning. Et smykke siger noget om den, der bærer det, og ofte ligger der mange tanker og følelser gemt i de ædle metaller.

En af dem, der ved rigtig meget om smykker, er guldsmed Bodil Binner, som især laver eksklusive smykker på bestilling. Hun holder til i et råt, højloftet værksted i Kronprinsessegade, og for hende har smykker været en vigtig del af livet, siden hun skulle konfirmeres.

– Mit første møde med smykker var, da jeg skulle konfirmeres. Min mor tog mig ned på hovedgaden, hvor vi gik ind i forskellige guldsmedebutikker. Og så stod jeg der og kunne simpelthen ikke finde noget, jeg kunne lide. Og det slog mig – sådan helt teenagehovent – at nå, men så blev jeg jo nødt til selv at lave nogle smykker, jeg kunne lide.

Bodils familie var ikke håndværkere, så da hun efter 9. klasse sagde, at hun gerne ville være guldsmed, var svaret fra faren, at den gik ikke. ­Bodil var nødt til i hvert fald at få sig en studentereksamen, og så måtte hun bagefter tage stilling til, hvad hun ville. Dengang gjorde man ikke sådan lige oprør mod sine forældres ønsker, så Bodil gik i gymnasiet og fik huen på hovedet. En dag efter eksamen var Bodil på besøg hos sin mormor, som havde begyndende demens. Det blev et vendepunkt for hende.

– Min mormor fortalte mig, at hun altid gerne havde villet lære fransk, men at hun aldrig havde fået det gjort. Nu havde hun købt en franskordbog, fortalte hun stolt, men da jeg kiggede nærmere efter, sad hun og læste ordbogen på hovedet på grund af sin demens. Det gjorde så stort indtryk på mig, at hun sad der og var klar over alt det, som hun gerne havde villet gøre, men som hun aldrig havde fået gjort, at jeg tænkte, jeg skal i hvert fald gøre det, jeg gerne vil. Det var en milepæl for mig. Jeg ville ­ikke sidde en dag og fortryde, at jeg ikke var blevet guldsmed. Så selvom det var en usikker vej, gik jeg efter min drøm.

Bodil fik en læreplads, da hun var 22. Fire år uden løn. Så hun underviste i svømning tre aftener om ugen, og i weekenden arbejdede hun hos en sølvsmed for at lære noget om restauration af kirkesølv. Hun cyklede fra det ene til det andet og levede af makrelmadder og havregrød.

– Jeg tror, min mor og far tænkte, hun giver nok op og finder på noget andet. Bliver mere fornuftig. Men jeg trivedes med det og havde det fantastisk. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg var fattig, men jeg følte mig ikke fattig, jeg udlevede jo den vildeste drøm.

Og fik du så også lavet et smykke til dig selv, som du kunne lide?
– Ja, jeg lavede en ring til mig selv. En lillefingerring i sølv, som jeg oxiderede sort og satte en hvid sten i. Dengang så man ikke så meget det sorte sølv, så det var lidt sjovt, og jeg har den stadig.

Hvad er det skønne ved at lave smykker?
– Jeg er fascineret af metallet, jeg kan specielt godt lide guldet, for det har så meget signalværdi. Guldet er blevet brugt som kommunikationsmiddel altid. De gamle inkakrigere ofrede guldstatuer til guderne, guld er altid blevet brugt som handelsvare, satellitterne oppe over os er belagt med guld, og kvinder i mange lande bruger smykker som statussymbol. Guld er ikke kun smukt, det har også en funktion. Når jeg sidder med guldet som råmateriale, forarbejder det og så efter nogle dage sidder med et færdigt smykke, så har jeg det næsten, som om jeg kan trylle. Der er lidt magi i det.

LÆS OGSÅ: Pr-chef Fernanda Palmeiro: ”Der er to steder, man ikke skal spare”

Smykkekulturer
Da Bodil var færdiguddannet, blev hun selvstændig, og i begyndelsen lavede hun meget vielsesringe, barselsgaver og studentergaver

– Jeg møder typisk mennesker under lykkelige og positive omstændigheder, som skal markeres med et smykke. Og det er gået op for mig, at smykker er en slags fetich, som skal minde dig om noget. Der er ikke andre ting, man kan købe, som kan bruges på samme måde som et smykke, og jeg tror, det er derfor, at så mange gerne vil have smykker forærende. Man kan sagtens finde ud af at købe sko og tasker selv, selvom det kan være lige så dyrt som et smykke, men et smykke er mere en kærlighedsgave. Der er så mange traditioner bygget op omkring smykker. Det er noget, man får til livets store øjeblikke – fødsler, bryllupper, runde fødselsdage.

Hvad betyder smykker personligt for dig i dag?
– Det sjove er, at jeg elsker, når kvinder går med mange smykker, især når de er gode til at sætte dem sammen på en spændende måde. Men jeg går stort set ikke med smykker! Jeg har selv designet den her "Flying Diamond", som jeg altid har på. Det er en diamant i en simpel fiskeline, som jeg lavede som en gimmick i slutningen af 90'erne, og som er blevet mit signatursmykke. Jeg går også med et par små, enkle øreringe i det ene øre, men ellers har jeg ikke smykker på, når jeg arbejder. Når jeg har fri, går jeg med min signetring, som jeg har lavet en næsten identisk version af til min kæreste, og så har jeg min "Side-by-side"-ring med diamanter, som er mit ultimative drømmesmykke, og som var den første diamantring, jeg lavede. Andet går jeg ikke med.

– Der er nogle, det klæder rigtig godt at have ringe på alle fingre, men en ring som min skal helst ikke sidde sammen med andet, for så stjæler tingene opmærksomhed fra hinanden. Når jeg skal designe smykker for folk, beder jeg altid om at få lov til se, hvad de ellers har, og hvad de har tænkt sig at tage på samtidig. Jeg skal lave noget, der passer til det, de ellers går med, det er vigtigt for mig. Mange tænker meget over, hvordan de afstemmer tøj, sko og tasker, men glemmer at tænke over, at smykkerne også skal passe til helheden, og det er synd, for det er en vigtig detalje.

– Jeg boede og arbejdede nogle år i Frankrig, og franske kvinder har en helt anden tilgang til smykker. Dernede kan man ikke flashe for meget. Det glimter overalt på en fransk kvinde. Herhjemme er man mere forsigtig med, hvad man signalerer med sine smykker.

I hvilket omfang oplever du, at kvinder bruger smykker som statussymbol herhjemme?
– Det oplever jeg faktisk slet ikke, nærmere lige omvendt. Der er så meget jantelov, så det med at have noget på, der er for stort, er ikke velset. Men det er blevet mere okay at have noget på, der er specielt. Noget unikt. F.eks. et arvesmykke, der er lavet om. Det kan være en sten, der fattes på en ny måde, så det bliver til et originalt og personligt smykke med historie. Det er blevet meget moderne, og det er også meget bedre end at have et gammelt arvesmykke med stor værdi liggende i en skuffe, fordi det ikke lige passer til en. Smykker er en stor del af folks personlighed i dag. Hvad enten de vælger at have mange på eller blot en enkel vielsesring. Begge dele siger noget om, hvem de er.

LÆS OGSÅ: ”Her findes ingen begrænsninger, når det kommer til farver”

Tilpasning
Bodil lægger altid mærke til, hvilke smykker en kvinde har på og hvordan de sidder.

– Hvis en halskæde har den forkerte længde til en udskæring og hele tiden sidder og roder rundt med stoffet eller den øverste knap, kan jeg næsten ikke få øjnene fra det. Men hvis en kæde sidder lige der, hvor den skal sidde, så kan man næsten have hvad som helst på i mine øjne. Det handler om at få tilpasset tingene, så de sidder ordentligt.

Hvad tænker du om symbolværdien i smykker?
– Når du siger symbolværdi, tænker jeg på hjerter og kors, og jeg tror, folk tager et bevidst valg, hvis de har den slags smykker på. Hvis din mand har givet dig et hjertesmykke, så er det dig, der giver symbolet værdi ved at bære det som en anerkendelse af hans kærlighed til dig. I mine øjne er det kvinden, der lægger sine forhåbninger, ønsker, drømme, glæde og kærlighed i smykket og på den måde giver det liv. Hvis det bare ligger i en æske, er det jo en død ting. Det er bæreren af et smykke, der giver smykket symbolværdien, som jeg ser det. Der er også flere og flere kvinder, der kommer og får lavet et smykke til sig selv, ­fordi de har overstået en eksamen eller måske har fået en stor bonus, der ikke ­bare skal havne i husholdningskassen. Uanset hvad der er årsagen til, at en kvinde får et nyt smykke, er det vigtigste for mig, at hun går med det og glæder sig over det, hver gang hun tager det på. Så giver mit fag mening, og det gør mig glad. 

I tilfælde af tyveri
1. Hvis du køber et eksklusivt smykke, bør du lægge det oven på regningen med dagen avis nedenunder og tage et billede af det, så du har det til forsikringen i tilfælde af indbrud.
2. Er der tale om et smykke med en større sten, så læg en tændstik ved siden af smykket til sammenligning.
3. Sørg også for at få taget et billede af dig selv med smykket på.
4. Tjek op på din forsikringssum, hvis du køber, arver eller får et dyrt smykke i gave. Smykker et typisk dækket med en mindre procentdel af hele indboforsikringen, og nogle gange skal der kun en dyr vielsesring til, for at forsikringssummen er for lav.

Rens dine smykker
Læg dine ægte smykker i en skål med varmt vand, lidt sulfo og lidt salmiakspiritus om aftenen, og lad dem ligge natten over. Om morgenen går du dem over med en blød tandbørste, og så er de så gode som nye. Gentag hver 14. dag.

LÆS OGSÅ: Direktør Ida Bille Brahe: ”Jeg går altid i stiletter”

5 smukke gaveideer udvalgt af Bodil Binner
Den personlige


Ring i 18 karat hvidguld med grå, rå diamant og brilliantslebne diamanter. Bodil Binner, fra 22.500 kr.

Den rå

"Martini"-øreringe designet af Ninna York. Håndlavede i oxyderet sterlingsølv. 5.200 kr.

Den til ham
Priisholm Handcrafted Trophy-vedhæng og kæde i sort oxyderet sterlingsølv. Vedhæng 1.200 kr., kæde 950 kr.

Den kærlige
Love-armbånd i guld fra Cartier, ca. 30.000 kr.

Den klassiske
Torun-ring i sterlingsølv designet af ­Vivianna Torun Bülow-Hübe for ­Georg Jensen. 1.275 kr.

LÆS OGSÅ: Vidunderligt vintertilbehør: Den bløde hue, det pæne tørklæde og støvler, der luner i kulden

LÆS OGSÅ: Her er tasken, der virkelig er en god investering

LÆS OGSÅ: Ballerinaen er tilbage – sådan bruger du den