"Jeg tror, at en af grundene til, at jeg har gennemslagskraft, er, at jeg ikke har behov for at være klog"

– Der, hvor jeg er opvokset (i Ølgod nord for Esbjerg, red.), er der fuldstændig fladt. Der er vide horisonter. Der er et fantastisk himmelrum og den største stjernehimmel, du kan drømme om. Min mand synes simpelthen, at der er så kedeligt. Han kommer fra Nordsjælland med bakker og egeskove og Øresund og alt det der. Og jeg synes, der er så puttenuttet. Jeg oplever en frihed i Vestjylland, fordi du kan ånde. Du er ikke begravet i bjerge eller et hyggeligt lille landskab. Hvis du sætter det ene ben foran det andet, kommer du af sted. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, at det landskab, du er vokset op i, betyder noget for dit verdenssyn. Hvad du kommer til at sætte pris på. Kan du komme i clinch med verden omkring dig, eller er du i virkeligheden lukket inde? Kan du se vidder?

– Vi har skabt Europa sammen på godt og ondt. Når jeg siger på ondt, er det, fordi det jo ikke er nogen nyhed, at vi strides. Tværtimod er det nærmest undtagelsen, at der er nogenlunde fred og fordragelighed. Det kan godt være, at vi opfandt demokratiet i Europa. Men vi har sloges om det stort set lige siden. Europa har været hjemsted for de værste krige nogensinde, men også for nogle af de største opfindelser. Du kan få udleveret en dommedagsprofeti på hvert et gadehjørne. Du kan få de mest dystre analyser skyllet ned under aftenselskaber med tung italiensk rødvin. Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig i, at der virkelig er nogle ting at tage fat på. Men jeg synes, der er en tendens til at glemme den gode side. Vi kan ikke løse problemerne, hvis vi ikke har øje for, hvad der fungerer.

– Jeg tror, at Europa er det bedste sted at bo. Specielt hvis du er kvinde. Hvis du ser rundt omkring i verden, har kvinder det generelt meget hårdere end mænd. Der er piger, som bliver handlet virkelig mange steder, og Rusland har lige vedtaget en lov, som gør, at man ser mildere på vold i hjemmet end på anden vold. Det synes man ikke er så alvorligt. Jamen, hvad sker der? Sammenlignet med langt de fleste andre lande er Europa super velfungerende, meget rigt og har det største marked overhovedet, hvis du vil drive en forretning. Det synes jeg nogle gange, at vi overser. De åbenlyse problemer som eksempelvis flygtningekrisen eller arbejdsløsheden tiltrækker sig al opmærksomheden. Men hvis vi skal gøre noget ved dem, nytter det ikke, at vi kun fokuserer på problemerne. Initiativet skal komme fra en erkendelse af, at vi har noget godt i EU, og at vi kan drive det til endnu mere.

– Jeg tænker meget over de udfordringer, Europa har i øjeblikket. Jeg kan jo godt se, at det nogle gange er politikere som jeg selv, der skaber dem. Det er ikke alle politikere, som nødvendigvis har et kæmpestort engagement i den europæiske del af vores demokrati, men det virker bare rigtig godt. Jeg synes, at nogle politikere har for travlt med at sige: "Se, hvor god jeg er. Se, hvor tæt jeg er på dig. Alt det, der er langt væk, er dumt og dårligt." Det ærgrer mig, for det er manipulation. Det er i sagens natur ikke alt, der foregår i EU, som er fuldstændig, som du eller jeg kunne ønske os det, men det er udtryk for noget, som vi kan blive enige om. Jeg er opdraget til, at man må sige, hvad man står for, men at man også skal respektere andres ret til at gøre det samme. Og så må man forsøge at løse den uenighed, man har imellem sig. Det er bekymrende, hvis vi mister viljen til at lytte til, hvad andre mennesker gerne vil.

LÆS OGSÅ: Mai Mercado: "I dag har jeg lært nogle teknikker, så jeg er ikke bange for at blive ramt af stress igen"

– Noget af det, jeg er mest stolt af, er, at jeg har forsøgt at gøre opmærksom på den rimelighed, der ligger i, at alle skal betale skat. Der er mange, der gennem den økonomiske krise har oplevet, at der er blevet skåret mange steder. SU'en er blevet beskåret, pensionsalderen er blevet hævet, skatten er sat op, og i nogle lande er offentlig ansatte gået 15-20 % ned i løn. Der er virkelig blevet taget hårdt fat. Derfor synes jeg, at det er helt legitimt, at man så også forventer, at de virksomheder, som faktisk tjener penge, betaler deres del. Det er vigtigt, at der ikke er nogen, hverken forbrugere eller virksomheder, der tænker, at de bliver snydt. Jeg vil gerne have, at man ikke har en fornemmelse af, at nogen har aftalt priserne i butikkens baglokale, eller at en række virksomheder har opdelt markedet i mellem sig på et eller andet golfhotel.

– Selvfølgelig tænker jeg over, at den beslutning, jeg har taget omkring Apple (EU-kommissionen har med Margrethe Vestager i spidsen pålagt Apple at betale 97 mia. kroner tilbage til Irland i manglende skat, red.), er blevet lagt for en dommer i højesteret. Det er en meget stærk motivationsfaktor. Når mine folk har set grundigt på en sag, ser vi på den fra en anden vinkel og gør det hele én gang til. Og så beder vi nogen, som ikke kender sagen om at stille alle de ubehagelige spørgsmål. For der er jo altid en risiko for, at man får tunnelsyn. Når jeg kan stå selvsikkert til en pressekonference og være rolig og føle, at jeg har styr på det, er det, fordi jeg står oven på kvalitet, kvalitet, kvalitet. Jeg har jo lavet det her i mange år. Det er min professionalisme, der træder til.

– Jeg tror, at en af grundene til, at jeg har gennemslagskraft, er, at jeg ikke har behov for at være klog. Det behøver ikke at være svært og indviklet. Det troede jeg måske, da jeg lige var kommet ud fra universitetet, og mit hoved var fyldt med ord på mindst syv eller ni bogstaver. Men det behøver ikke være så teknisk. Det kræver noget arbejde, men lige så vel som jeg ikke er bange for, at ting er tekniske, mener jeg heller ikke, at de behøver at være det. Det nyeste slogan, jeg har udviklet er: "Al begyndelse skal være let." Du skal jo starte et sted, og så kan det ikke nytte noget, at det tårner sig op foran dig. Så vender du om og går den anden vej. Jeg synes, at ting skal være tilgængelige, åbne og til at forstå. Selvfølgelig er der mange ting ved EU, der er super komplekse. Vi er 28, snart 27, meget forskellige lande, som skal samarbejde. Og er de fleste ting i livet egentlig ikke svære? Bare det at forstå, hvordan en arbejdsplads fungerer. Hvad er de sociale koder her? Hvem skal jeg have fat i for at få ting til at ske? Hvem skal jeg holde mig gode venner med? Når det kommer til EU, bliver der nærmest holdt nogle store skilte op, hvor der står: "Det her er svært! Gå din vej!"

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse”

– En del af problemet er, at mange ikke kan se, at det europæiske fællesskab virker. Mange var virkelig bekymrede over det, de opfattede som kaotiske tilstande, da rigtig mange flygtninge kom fra Syrien og iblandt dem også illegale immigranter. Jeg tror ikke, at europæernes hjerter er lukkede for folk, der risikerer at blive slået ihjel, som de gør i Syrien. Vi skal bare håndtere flygtningestrømmen ordentligt.

– Samtidig har alt for mange mennesker alt for længe været vidner til, at deres børn ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, selv om de har gjort, hvad de kunne. De er begyndt på side ét i bogen og har sat flueben ved alting, og så står de der og får ikke en chance for at vise, hvad de kan. Det gælder bl.a. i Italien og Spanien, hvor forældre har oplevet, at børn, som er flyttet hjemmefra, har stiftet familie og har taget en uddannelse, har været nødt til at flytte hjem til deres far og mor igen. Hvis dine børn ikke får en chance, mister du troen på det europæiske projekt og forstår ikke, at samfundet bruger så mange penge på fremmede mennesker, der kommer ind i landet. Fordi de kunne være brugt på at få dine børn i arbejde. Det giver en stor usikkerhed, som kan udvikle sig til frustration og vrede over, at der ikke er nogen, der løser krisen.

– Vi skal blive meget bedre til at fortælle, at vi faktisk ændrer ting. Selv om der stille og roligt sker fremskridt i forhold til klimaspørgsmålet, hvordan vi beskytter flygtninge og får illegale indvandrere til at blive i deres hjemlande, går der lang tid, før historierne bliver fortalt. Vi kan ikke bare klistre kommunikationen uden på som glanspapir.

– Første gang, jeg følte mig som en del af et fællesskab var før, mine søskende blev født. Mine forældre og jeg flyttede på et tidspunkt til en mindre by, hvor der var nogen, som rakte ud. De kom til min far og sagde: "Vi har hørt, at du har været spejder engang. Vil du ikke være en del af ledelsen i vores spejdertrup?" Og der var nogen, der sagde: "Kommer I ikke til julefrokost hos os 1. Juledag?" Min far var sjællænder og talte ikke jysk, men selv om vi var fremmede, blev vi taget godt imod. De sagde bare: "Vi tror på, at I kan noget. Det vil vi gerne gøre til en del af vores samfund. I er velkomne." Jeg var ikke ret gammel, men jeg husker tydeligt accepten af det, vi kom med.

– Jeg kan i høj grad mærke, at jeg er dansk, når jeg er i Bruxelles. I Danmark har vi næsten ingen hierarkier. Det er meget anderledes end i resten af Europa. Man skal stort set kun syd for Kongeåen, så rejser hierarkierne sig som egyptiske pyramider. Jeg synes, det er kolossalt stærkt, at man i Danmark respekterer den, der har ansvaret, uden at vedkommende bliver sat op på en piedestal eller bliver optalt i tredje person som noget særlig fint. Man kan tage den samme bus, spise i den samme kantine og gå ind ad den samme dør, uden at nogen åbner den for én. Da vi skulle ansætte mine nærmeste rådgivere til kabinettet, var der én, der spurgte, om det kun var kabinetschefen, der måtte tale til kommisæren, for sådan var det alle andre steder. "Øh, nej," tænkte jeg. Hvorfor skulle vi dog ville det? Normen er bare helt anderledes. Nogle af vores medarbejdere skulle lige vende sig til, at vi er på fornavn.

LÆS OGSÅ: Johanne Schmidt-Nielsen: “Jeg øver mig i at sige pyt”

– Jeg bor i Bruxelles sammen med vores datter Rebecca. Min mand bor herhjemme med vores yngste. Vi gør os virkelig umage, Rebecca og jeg. Vi sorterer skrald, står i kø hos kommunen for at få en parkeringstilladelse, finder ud af, hvordan man får el, og hvordan vi får vores internet til at fungere. Vi forsøger at være gode borgere. Men vi føler os overhovedet ikke belgiske. Jeg har fulgt diskussionen herhjemme om, hvornår man er dansk nok til at bo i Danmark, og der har jeg tænkt: "Hvorfor er det ikke okay, at man er en god borger, og man gør, hvad man skal? Skal man partout føle sig dansk hele tiden? Hvorfor egentlig?" Hvis jeg boede mange år i Belgien, ville jeg sikkert sætte stadig mere pris på det, men min nationale identitet bliver der overhovedet ikke rørt ved. Jeg synes, vi stiller meget store krav til, hvad det vil sige at være dansk. Vi diskuterer det til endeløshed.

– Lige så dansk, som jeg føler mig i Belgien eller andre EU-lande, lige så meget tænker jeg over, at jeg er europæer, når jeg er i USA. Vi synes, at vi kender USA så godt. Vi forstår sproget, hører deres musik, ser deres film og serier. Vi har set det hele tusind gange. Men når du kommer rigtigt i kontakt med amerikanerne, går det op for dig, hvor anderledes de er. Jeg har familie derovre, og de synes jo nærmest, at vi er kommunister i Europa. De forstår slet ikke, at vi har sundhed uden forsikring, gratis uddannelse på allerhøjeste niveau og folkepension til alle. At vi har store indkomstforskelle til at begynde med, men så betaler vi skat og udligner og ender med at blive et af de mest lige og rige samfund i verden. De synes virkelig, at vi er mærkelige.

– På et tidspunkt deltog jeg i et officielt arrangement i USA, hvor der i frokostpausen blev diskuteret, om man nu skulle have privatfly nummer to. For det var lidt svært kun at klare sig med et. Hvad nu, når konen har det? Når du så går hjem om aftenen, ligger der hjemløse alle steder, du møder tiggere i et helt andet omfang end herhjemme. Og du ved, at de drikkepenge, du giver efter et måltid mad i USA, udgør en uundværlig del af medarbejderens løn. Det mest overraskende er faktisk, at de synes, at det er helt okay, at det er på den måde.
I Europa har vi en helt anden forventning om, at der er et socialt sikkerhedsnet. At der er nogen, som rækker ud, hvis du har det svært. At tingene skal være i orden. Som lige nu, hvor borgerne går på gaden mod korruption i Rumænien. Vi vil have ordentlige ledere. Jeg synes, man kan mærke, at der er en dyb historie i Europa, hvor vi både har slået hinanden ihjel på kryds og tværs, men hvor vi også har bygget op på kryds og tværs og har behov for at værne om den fælles historie.

– Det er et godt spørgsmål, hvordan samarbejdet mellem EU og USA vil blive med Donald Trump som præsident. Hidtil har vi været bundet sammen af noget fælles, af de samme værdier som frihed og demokrati. Det kan godt være, at vi udformer dem forskelligt, men grundlæggende har vi haft en tro på de samme ting. Sådan tror jeg nu, at mange amerikanere stadig har det. Der er stadig bånd, der binder os sammen, og når vi har de fælles bånd, er det jo, fordi mange amerikanere kommer fra Europa. De tog deres irske, danske, hollandske eller italienske kulturer og værdier med sig og byggede et samfund op. Men hvis de bånd bliver skåret over på den anden side af Atlanten, er det klart, at forholdet vil ændre sig. Jeg synes, at det klogeste, man kan gøre nu, er at detoxe fra Donald Trumps Twitter-konto. Den får jo simpelthen så meget opmærksomhed, at man skulle tro, det var løgn. I stedet burde vi bruge nogle flere kræfter på at bygge videre på Europa. For uanset hvad der sker i USA, er det jo her, vi skal have smør på brødet, vores børn skal have arbejde, og vi skal have et ordentligt sundhedssystem.

– I tidligere europæiske kriser, for dem har der jo været mange af, har svaret altid været, at Europa skulle være mere demokratisk, eller vi skulle have en ny traktat. Men jeg tror ikke, at det er det, det handler om denne gang. Det er blevet meget mere personligt. Hvis ikke jeg engagerer mig, og medlemmerne af Folketinget, de tyske ministre og det italienske parlament ikke engagerer sig i det europæiske demokrati, er der en risiko for, at det ikke er der om 10 år. Og vi har faktisk brug for det for at få styr på de her ting. Vi har alle forudsætninger for at løse vores egne problemer.