”Vi fik børn via donor”
At blive mor for første gang er omvæltende og udmattende nok i sig selv. Så hvordan er det mon at være helt alene om det hele, uden en far at dele søvnmanglen, skrigeturene og – ikke mindst – alle de gyldne øjeblikke med?
Faktaboks
Den 1. januar 2007 blev det tilladt for læger at inseminere enlige og lesbiske kvinder.
Sundhedsstyrelsen skønner, at der i 2008 blev født cirka 300 børn af singlekvinder, som er insemineret med anonym donorsæd.
Kvinder, der er blevet insemineret efter 1. januar 2009, modtager ikke særligt børnetilskud, som andre enlige får.
Jacob på 14 måneder tager imod med et stort smil i hoveddøren sammen med sin mor Helle. Det er hende, der i dag lægger hus til mødregruppen De enestående mødres søndagstræf i København.
Læs mere om Tricias valg om at bruge donor her>>
I stuen guffer Jacobs jævnaldrende venner Clara og Sebastian velfornøjede frugt og brød i sig, mens deres mødre, Lene og Tricia, får en sludder over bordet.
Trods travle liv og sparsom tid holder mødregruppen, hvis medlemmer alle har fået barn med en ukendt donor, fast i deres møder. Dels fordi de som enlige mødre har behov for at være sammen, dels for at deres børn kan vokse op sammen med andre børn, der heller ikke kender deres far. “Weekenderne er kostbare, men jeg prioriterer at komme her hver anden søndag, både for Sebastians skyld og fordi de andre ved præcis, hvordan jeg har det,” siger Tricia.
Lene og Helle tilslutter sig Tricias holdning. I gruppen har mødrene særligt fokus på de udfordringer, de har som mødre til børn med ukendte fædre.
“Lige nu er vi meget fokuserede på vuggestuerne og på at tale åbent om børnenes særlige måde at være skabt på. Vi forsøger på den måde at undgå tabu og give pædagogerne en fair chance for at snakke med børnene om de mange måder at være familie på i Danmark. Vores børn har en biologisk far, men vi kender ham ikke. Det er vores forklaring,” fortæller Tricia.
Sparsom søvn og stram planlægning
Mødrene bruger også meget tid på at tale om, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen. Især manglen på søvn fylder Tricias hverdag. “Sebastian har aldrig været en god sover, så det første år sov jeg ikke i mere end to timer ad gangen. Siden jeg stoppede med amningen, går det dog bedre. Men i øjeblikket vågner han klokken fem, så jeg er udkørt, når jeg er færdig med dagens gøremål klokken halv ni om aftenen.”
“Selv om jeg nogle gange skal drikke mange kopper kaffe, for at holde mig vågen på arbejdet, syntes jeg, at det var værre, da jeg var på orlov og vidste, at ingen på noget tidspunkt kom hjem og tog over,” siger hun.
Tricia har altid været et struktureret menneske, men det er blevet endnu mere markant, efter Sebastian er kommet til verden.
“Jeg tager bad, lægger tøj frem til os og planlægger den næste dags aftensmad, inden jeg går i seng om aftenen,” siger hun. Af og til får hun hjælp til at klare presset i hverdagen af sin underbo.
“Han kommer nogle gange op og sidder hos Sebastian i en halv time eller går en tur med ham. Så kan jeg nå ned med skraldespanden, sætte en vask over eller skifte sengetøj.”
Når man som Tricia bor på tredje sal, er især storindkøbene noget af en udfordring. Hun fylder rygsæk, barnevogn og kurv med varer. Så bærer hun Sebastian op og lader varerne blive i barnevognen i opgangen. Når Sebastian sover, løber hun ned og henter varerne.
“Jeg har fået hjemmearbejdsdag om mandagen, så nu har jeg ambitioner om at handle i frokostpausen,” griner hun.
Læs videre på næste side >>
Gjorde rent om natten
“Hov,” lyder det pludselig fra Sebastian. Han er med stor entusiasme i gang med at undersøge stereoanlægget, der nu er på faretruende kurs ud over reolens kant. Tricia iler hen og redder både Sebastian og anlæg. Samtidig når hun også lige at beundre Clara, der øver sig i elegante dronningevink, og Jacob, der som de to andre børn så småt er begyndt at danse.
Siden Sebastians fødsel har Tricia kun været til tre sociale sammenkomster, og det er ikke uden selvironi, at hun fortæller, hvad den ekstra fritid blev udnyttet til, engang Sebastian sov hos hendes søster.
“Jeg kom hjem fra en middag hos en veninde klokken halv tolv om natten, og så gik jeg i gang med at støvsuge og vaske gulv, for det har jeg aldrig tid til. Næste morgen fortsatte jeg rengøringen, inden jeg skulle til brunch med en anden veninde klokken ni,” griner hun. Tricias familie er gode til at støtte og aflaste hende, selv om hun ikke altid selv får bedt om hjælp.
“Da jeg skulle vænne Sebastian fra amningen, kom hans gudfar og sov sammen med ham i tre nætter. Og de sidste to uger inden fødslen flyttede jeg ind hos min søster, fordi jeg var bange for at være alene, når fødslen gik i gang. Hun var også med til fødslen, og jeg er rigtig glad for, at der var en, jeg kunne dele oplevelsen med,” fortæller hun.
Sårbare og taknemmelige
Hverken Tricia, Lene eller Helle mener, de kunne klare presset uden deres meget støttende familier, som de også vender små ting og større beslutninger med.
“Mine forældre er lige så begejstrede som jeg, når Sebastian får en tand. Jeg har aldrig talt så meget med min mor, som efter han er blevet født. Men jeg er alene om beslutningerne, og det var angstprovokerende i begyndelsen. Mange synes, det lyder hårdt for mig, men jeg kender ikke til andet,” siger Tricia. Mange af Sebastians udviklingsskridt deler Tricia med mødregruppen på sms, og når de mødes.
“Det er dem, der siger ‘neeeej, han går’,” siger hun.
Kvinderne er meget sårbare, især hvis de selv bliver syge. De husker også alle, at de særlig under graviditeten i perioder følte sig sårbare. Og selv om ingen af dem har ondt af sig selv, men med stor taknemlighed i stemmerne pointerer, at deres børn er kærlighedsbørn, så har hverken Tricia, Helle eller Lene noget ønske om at få flere børn alene. I hvert fald ikke lige nu. De er rigtig glade for, at deres børn er gode legekammerater og på sigt kan blive hinandens bonussøskende’.
Så alle mødrene understreger, at de trods den krævende hverdag ikke har fortrudt deres valg.
“Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke fik Sebastian noget før,” fastslår Tricia.