Lavt stofskifte er den oversete sygdom

Personlig træner Ida Krak oser af positiv energi. Hun er slank og veltrænet, og hun ved alt om, hvordan hun skal få sine klienter til at få et bedre liv med sund kost og den rigtige motion. Men inden i den glade Ida findes en anden – og indtil nu – lidt hemmelig person. En person, der gennem 25 år har levet med en kronisk sygdom, som i perioder har gjort livet til et helvede. Ida har aldrig talt højt om, at hun har for lavt stofskifte, for det var da bare noget, hun selv måtte deale med. Først for et års tid siden, gik det op for hende, at hun langtfra er den eneste i verden, der har denne sygdom, og at man faktisk kan gøre mere ved den, end hun hidtil havde vidst.

Da Ida Krak var 20 år, var hun allerede godt i gang som aerobicinstruktør, og en dag var der en kollega, der spurgte, hvad det var for en underlig knude, hun havde på halsen.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde set den selv, det var nok, fordi jeg var så træt hele tiden, at jeg ikke ænsede noget. Jeg gik til lægen, kom derfra på Rigshospitalet og fik konstateret for lavt stofskifte. De var nødt til at tage prøverne om flere gange, for de kunne ikke få dem til at passe med, hvordan jeg så ud. Jeg underviste rigtig meget på det tidspunkt og arbejdede også i lufthavnen, så jeg havde bare troet, at jeg var træt, fordi jeg arbejdede så meget. Da jeg fik diagnosen, blev jeg overhovedet ikke informeret om, hvad det indebærer at have for lavt stofskifte. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle medicineres resten af livet, for der var ikke nogen aktivitet i min skjoldbruskkirtel overhovedet. Nå, tænkte jeg, fint, og så fik jeg medicinen Eltroxin. Dengang fungerede det okay, men jeg var stadig meget træt og havde poser under øjnene. Men igen – jeg havde travlt og tænkte, at det nok var derfor.

– Der var ikke rigtigt nogen alarmklokker, der ringede, og der var ingen, der sagde, at jeg måske senere ville få svært ved at få børn, eller at jeg skulle være opmærksom på, at jeg havde øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge og en masse andre ting. Det var ikke let selv at søge informationer dengang, så jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg tænkte, at hvis der var noget, jeg skulle vide, så havde lægerne sikkert fortalt mig det.

En kropslig eksplosion

Ida fortsætter sit liv i højt gear og lever med, at hun er den første, der går hjem fra festerne, og at hendes hukommelse bestemt ikke er i top. Hun har fokus på dagligdagen, bruger energien på sit arbejde og klasker sammen i sofaen, når hun kommer hjem til kæresten. Da hun bliver gravid i 1998, tager trætheden til, men det gør den jo for så mange, tænker hun. Og den nye læge, som Ida har fået, fordi hun er flyttet, tænker ikke over at tjekke stofskiftetallene under graviditeten. Først da Ida flytter igen, får hun endnu en ny læge, som undrer sig over, at stofskiftet ikke er blevet fulgt. Tallene viser sig da også at være helt skæve, og Ida bliver sat op i medicindosis.

Efter fødslen er der ikke nogen, der siger, at stofskiftetallene fortsat skal tjekkes løbende.
– Så jeg lever bare med den medicindosis, jeg er sat på, hvilket gør, at mit stofskifte igen ryger helt ned. Jeg begynder at føle mig træt på en helt forkert måde. Det er som sådan en hjernetåge, hvor jeg føler, at jeg sidder inde i en klokke og kigger ud på verden. Helt handlingslammet.

I de følgende år cykler Ida lidt rundt i systemet. Hun konsulterer tre forskellige endokrinologer, læger med speciale i hormonsygdomme, og hendes egen læge giver op i forhold til at få styr på tallene. Symptomerne er nu også ledsmerter, hovedpine samt gentagne halsbetændelser og lungebetændelser.

SE OGSÅ: Hver 10. danske kvinde vil opleve at få lavt stofskifte på et tidspunkt i sit liv

For fem-seks år siden får hun en ny endokrinolog, som er den første, der stiller spørgsmålstegn ved medicinen.
– Han siger: ”Enten optager du det ikke, eller også tager du ikke pillerne, som du skal.” Og jeg tog jo min medicin, så det måtte være, fordi jeg ikke optog den. Jeg bliver sat over på medicinen Euthyrox og får det umiddelbart bedre.

Igennem den næste graviditet har Ida det egentlig udmærket, der bliver løbende fulgt op på sygdommen, og indtil for et års tid siden går det nogenlunde. Ida er dog stadig konstant træt, har tør hud, irritable øjne, ømme led, dårlig fordøjelse, intolerance over for flere og flere fødevarer og en hukommelse som en si. Hun får fat i endokrinologen igen, som efter forskellige prøver konstaterer, at hendes tal ligger indenfor normalområdet. Han sætter alligevel Idas medicindosis op, men det hjælper ikke.

Ida kommer i kontakt med en biopat, som også kan konstatere, at den er helt gal med stofskiftet. Hun sætter Ida på en kur med mineraler, vitaminer og homøopatiske dråber for at få ryddet op i kroppen. Samtidig introducerer hun Ida for bogen ”Få livet tilbage – en bog om lavt stofskifte” af Helle Sydendal.
– Og så sker der bare den største eksplosion i kroppen! Jeg sidder og læser bogen hjemme i stuen en søndag morgen, og pludselig bryder jeg fuldstændig sammen…

– Det var så stærk en oplevelse, for i den bog skriver Helle Sydendal om MIG. Hun beskriver præcis, hvordan jeg har det. Jeg tænker, hvorfor er der ikke nogen af de andre, der har sagt noget om det her? Jeg har været hos endokrinologer, professorer – ingen har informeret mig, men her kan jeg læse om alle de symptomer, jeg har, og jeg kan se, at der findes noget, der hedder kombinationsbehandling.

– Det er også først på dette tidspunkt, min mand finder ud af, hvor dårligt jeg har haft det i alle årene. Han vidste jo godt, at jeg fik diagnosen i sin tid, men indtil jeg bryder sammen over bogen, har han ikke vidst, hvor slemt det har været. Jeg har aldrig indviet ham – eller nogen andre – i det, for jeg har tænkt, at jeg ikke skal gå og brokke mig. Og der var jo også mange, mange år, hvor jeg ikke anede, at alle mine symptomer stammede fra mit lave stofskifte.

Måske bare depression?

Ida får fat i sin endokrinolog igen og præsenterer ham for bogen. Hun siger, at hun gerne vil sættes i kombinationsbehandling. Det kan man ikke bare lige sådan, svarer han. Ida holder imidlertid fast og ender med at blive sat i behandling med medicinen Liothyronin (hormonet T3) og Euthyrox (hormonet T4), som regulerer stofskiftet i kroppen. Hun begynder at få det bedre.

Hun kan ikke få lov til at få taget alle de blodprøver, som bogen anbefaler, så hun får dem lavet privat for egne penge. Hun googler alt, hvad hun kan finde om lavt stofskifte og læser alle bøger. Det går op for hende, at danske læger doserer T3-medicin meget lavere, end man for eksempel gør i USA og Norge. Endokrinologen melder ud, at han ikke kan gøre mere, og han mener, at Ida måske i virkeligheden er ved at blive deprimeret.

– Jeg er sgu ikke deprimeret! Jeg elsker min mand, mine børn og mit job – jeg har et godt liv. Men jeg har en lang række af symptomer og kan efterhånden ikke huske en skid. Jeg har tre bogstaver i mit navn, og jeg kan somme tider være i tvivl om, hvilket et, jeg skal sætte først.

– Jeg får fat i radiolægen Carsten Vang Hansen, som hjælper mig med at gå op i dosis, og desuden finder jeg frem til en ny endokrinolog – Hans Perrild – og betaler for at komme i hans private konsultation. Han tjekker mine tal og spørger mig, hvilken måned jeg har haft det bedst, og jeg fortæller, at det er den måned, hvor jeg er gået op i dosis. Jeg føler mig som en uartig pige, der selv er begyndt at styre pillerne, men jeg kan jo mærke, at jeg får det langt bedre. Hans Perrild siger også til mig, at der ikke er noget, der hedder ”normalområdet” i forhold til, hvor ens tal skal ligge. Normalområdet er efter hans opfattelse der, hvor den enkelte patient har det godt.

Hans Perrild støtter op om den højere dosis, og Ida føler sig for første gang for alvor set og hørt.
– Efter at være gået op i T3 har jeg det, som om jeg har fået pudset hovedet indvendig. I dag kan jeg sidde og undre mig over, at jeg ikke tidligere har søgt information og viden – især fordi jeg jo lever af at beskæftige mig med kroppen. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor.

SE OGSÅ: Slank med Ida Krak: Bliv gode venner med din krop

– Jeg trak en streg i sandet i sommer, da jeg blev 45, og besluttede mig for, at fra nu af skal jeg have det godt. Indtil nu har jeg overlevet på, at jeg er så positivt et menneske, at ingen har opdaget, hvor dårligt jeg har haft det. Jeg ligner ikke prototypen på en, der har for lavt stofskifte, og det kan jo narre både læger og alle andre. Man bliver ikke taget alvorligt, når man kommer slank, frisk og energisk ind ad døren.

Mange, der har for lavt stofskifte, har store problemer med vægten, og det havde jeg måske også haft, hvis ikke jeg havde et job, hvor jeg er så aktiv. Og det er netop grunden til, at jeg så gerne vil brede budskabet ud. For ja, jeg er slank – så slank, at nogen somme tider beskylder mig for nok at have anoreksi, hvilket jeg på ingen måde har – men man kan altså godt være slank og have for lavt stofskifte alligevel. Og til alle dem, der kæmper med vægten vil jeg sige: Måske er der en grund til, at du har svært ved at tabe dig, selvom du gør alt det rigtige. Måske har du for lavt stofskifte, så få det tjekket, hvis du har mistanke. Det har været meget ensomt at have den her sygdom i 25 år, og selvom jeg selvfølgelig ikke er glad for, at så mange andre også har den, så har det været en enorm lettelse at finde ud af, at jeg ikke er den eneste i verden.